Det er efterhånden svært at forestille sig, at guldmedaljerne ikke havner hos AaB.

Mandagens sejr på 1-0 over Horsens betyder, at nordjyderne nu er otte point foran FCK på andenpladsen med 18 point tilbage at spille om i den bedste hjemlige fodboldrække.

Før kampen forlangte AaB’s træner, Erik Hamrén, at hans spillere skulle være modige. Det var de ikke. Faktisk virkede AaB i kampens begyndelse mere optagede af ikke at tabe end af at vinde kampen.

Det betød, at kampen var en taktisk præget stillestund i begyndelsen, da Horsens heller ikke var kommet til Aalborg for at sætte sig på kampen. Og når begge hold spiller afventende, ja, så bliver det kedeligt at se på.

Kikset udspark
Den største morskab i første halvleg stod AaB’s anfører, Danny Califf, for. Efter 20 minutter landede bolden tilfældigt hos amerikaneren få meter foran mål.

På besynderlig vis lykkedes det forsvarsgeneralen at tosseflugte bolden på ydersiden af stolpen. Uha, uha.

Det er AaB’s held, at holdet tilsyneladende ikke behøver at følge Hamréns diktat om at være modige. Som så mange tophold tidligere er heldet for tiden på AaB’s side. Et absurd eksempel kom efter 30 minutter, hvor Horsens-forsvaret forærede et mål væk.

Mads Rieper lavede en svag tilbagelægning til målmand Søren Jochumsen, som i stedet for at losse bolden ud af kommunen lavede et kikset udspark, som ramte Simon Bræmers udstrakte fod og røg i netmaskerne.

AaB skiftede gear
Føringsmålet fik AaB til at spille mere frigjort, og resten af første halvleg tilhørte klart aalborgenserne. Mens Horsens fortsatte med at køre i mormor-tempo med næsen helt fremme i bilruden på bygaden, skiftede AaB gear og cruisede med venstre arm hængende ud af ruden ud på motortrafikvejen.

Forskellen betød, at AaB spillede sig til flest chancer. Men ikke af den gennemspillede slags med mange mellemstationer og indlæg fra baglinjen. Chancerne kom efter solopræstationer og ofte i form af ufarlige langskud.

Underligt nok fortsatte AaB-dominansen ikke efter pausen. Tværtimod virkede aalborgenserne uoplagte og lod sig presse langt tilbage på banen og overlod initiativet til Horsens. Var det gummibenene, som meldte sig i Aalborg? Tillod spillerne sig at tage forskud på den dejlige situation, sejren ville placere holdet i? Blev de nervøse af at være så tæt på guldet?

Muligvis, men spørgsmålet blev aldrig rigtig relevant. For Horsens formåede ikke at udnytte boldovertaget til at score det udlignende mål. Delvist selvforskyldt og til dels, fordi AaB-forsvaret fik lukket effektivt af bagude.

Tættere på guldet
Og nu er kampen sikkert lykkeligt glemt i Aalborg, der kom et stort skridt tættere på guldet. Tilbage står endnu en kamp, som holdet formåede at vinde uden at gøre det med champagnebold. Og det er forskellen på AaB og de øvrige guldbejlere for tiden – aalborgenserne vinder også, når spillet ikke fungerer optimalt. Det er beskrivelsen af et tophold.

Tilskuerne på Aalborg Stadion skrålede i går løs på deres nye yndlingssang, som de efterhånden kender ganske godt. Den går ud på at gentage følgende linjer så højt som muligt:

»Vi ligger nummer et og AaB er de bedste«.

Det første udsagn er et faktum. Og AaB er da også de bedste i den forstand, at holdet har flest point i den fornemste danske række. Men det bedste hold i Danmark er for tiden altså ikke en garant for gode fodboldkampe.