»Nøøj, der er straffe. Hvor ér der straffe«.

Han er 45 år. Han er tilskuer i Parken. Og så er han fodboldtræner. Hans ånde hænger som frostklare cigaretpust, mens hans råb banker ind over banen.

40 meter fremme fløjter dommer Anders Hermansen og trækker resolut et gult kort.

Gult kort for skuespil
I yderste hjørne af det nærmeste straffesparksfelt ligger FC København-angriberen César Santin kun kortvarigt i græsset, inden han rejser sig og råber. Han skærer højre arm gennem den tomme luft for at vise sin utilfredshed. Han får ikke straffespark, men gult kort for skuespil.

Kort derfra, ud for FC Københavns bænk med udskiftningsspillere, er træner Ståle Solbakken stormet frem fra sin siddeplads til banens sidelinje. Flere udskiftningsspillere springer efter som fjedre. Alle råber og kigger isnende mod dommeren.

»Det er fan’me utroligt«, er der en, der råber. »For helvede, den dommer altså«, er der en anden, der siger. Der er spillet 77 minutter af Superligakampen FC København-AGF 23. november.

Nedsættende kommentarer er blevet værre
Ni ud af ti danske dommere har fået kommentarer som »hold kæft dommer, din idiot«, »skal du ikke snart have briller« eller »dommer, du burde få dine lærepenge tilbage« fra spillere og trænere under fodboldkampe, de dømte.

Det står at læse i en undersøgelse, som Politiken har foretaget mellem 112 fodbolddommere.

I undersøgelsen peger syv ud af ti dommere på, at det er blevet værre med de nedsættende kommentarer over de seneste ti år. 75 procent mener, det er blevet værre over de seneste 15 år.

Tro på autoriteter vakler
Johannes Andersen, samfundsforsker på Aalborg Universitet, mener, at tallene kan relateres til, at vi ikke længere har den samme tro på autoriteterne, som vi havde engang.

»Kongehus, politibetjente og andre autoriteter er i dag ligestillede. Det gælder også for fodbolddommere«, siger Johannes Andersen.

Politiken har i en anden stor undersøgelse spurgt 102 trænere og ledere i danske fodboldklubber om, hvordan de ser deres egen opførsel. Svarene er ambivalente.

Ni ud af ti siger, at de selv respekterer dommeren. Alligevel har over hver anden selv talt nedsættende til en fodbolddommer, og for hver femte er der højst gået fem kampe, inden en ny fornærmelse fandt vej til manden i sort.

»Skal være rimelighed i galskaben«
Den tvetydighed – at man dels respekterer dommeren, men også råber ad ham – undrer ikke Morten Mølholm, kommunikationschef hos Danmarks Idræts-Forbund.

»Du kan sikkert godt nå til enighed om, at man skal opføre sig ordentligt, men når først bølgerne går højt, er det svært at styre«, siger han og understreger samtidig, at han mener, det er gået for vidt.

»Det svære ved dette område er, at der ikke findes facitlister over, hvad man må, og hvad man ikke må. På den ene side er der fodbolden og drivkraften bag. På den anden side skal der også være rimelighed i galskaben«.

Dom er ikke oplæg til diskussion
Jørn West Larsen har fulgt udviklingen for fodbolddommerne på to fronter. Han debuterede som fodbolddommer i 1988 og indstillede karrieren på eliteplan 13 år senere i 2001.

Han er i dag medlem af DBU’s Uddannelsesudvalg og formand for DBU’s Dommeruddannelsesgruppe, men han har også været – og er stadig – skoleleder i Gladsaxe Kommunegennem næsten 20 år.

»I dag er det legitimt at stille spørgsmålstegn ved tingene. Tidligere var tingene bare, som de var. Det her handler om autoriteter og om manglende respekt for offentlige myndigheder og myndighedspersoner. På fodboldbanen er der ikke tid til at diskutere sådan nogle ting. Der er der bare nogle regler, og så må man spille videre, men i dag bliver dommerens beslutninger ofte betragtet som oplæg til diskussion, hvilket går ud over myndigheden på banen«.

Effekten fra 68
Tilskueren har netop sat sig ned igen. Ordene flyder nu. Ifølge tilskueren burde FC København have fået tre straffespark på dette tidspunkt, og han tøver ikke med at fortælle alle omkring sig, hvad han mener om dommeren. En af dem, der lytter, er hans niårige søn, der sidder ved siden af. De skutter sig i frostgraderne.

»Han er jo tosset i hovedet. Det er helt vanvittigt. Lige præcis denne kamp kunne vi have vundet meget stort, hvis den dommer havde været normal i hovedet«, råber tilskueren kort efter.

Ifølge Johannes Andersen har adfærden over for fodbolddommere ændret sig markant gennem årene. Vi skal tilbage til 1968 for at finde svarene.

»Den respekt, der er forbundet med en uniformering, er ikke længere til stede. Der er også sket det, at dommerne begynder at løbe rundt i gule trøjer med reklamer. På den måde er de med deres symbolske udtryk med til at degenerere det autoritære udtryk. Det gælder også politibetjente, der løber rundt i civil«, siger Johannes Andersen.

Tonen er skærpet
»I 70’erne taber vi i Danmark for alvor respekt for autoriteter. Det sker som følge af ’68-generationen. Da vi så kommer ind i slutfirserne og starthalvfemserne, begynder man at høre råb og tiltale til dommeren på fodboldbanerne, som er udtryk for manglende respekt. Jeg tror faktisk, at man vil kunne spore den udvikling, hvis man går tilbage i nyhedsarkiverne«.

Hos Københavns Boldspil-Union har man aldrig registreret grov og nedsættende tiltale, men sager om vold og trusler er registreret hos disciplinærudvalget. Her kan man få et indtryk af tonen gennem årene.

I 1995 bliver turneringsudvalget delt i et turnerings- og et disciplinærudvalg. Før dette tidspunkt har der ikke været behov for et særskilt disciplinærudvalg. Beslutningen tages for at sikre »en smidigere og væsentlig hurtigere behandling«.

Antal sager er vokset
Man skriver desuden, at: »Der har dog altid været tale om et særdeles begrænset antal sager, hvorfor et enkelt års positiv udvikling ikke kan tages som udtryk for en generel tendens«.

Særligt i år 2000 stiger disciplinærudvalgets arbejde. Det år har man 24 sager – 14 af dem skyldes vold eller trusler mod dommeren. I 2007 har udvalget endnu mere at se til med 31 sager, hvoraf 22 involverer dommeren.

Socialt accepteret
Ifølge Jonas Havelund, der forsker i mennesker og kulturer ved Nordisk Netværk for Fodboldforskning, skiller fodboldens verden sig ud på den måde, at man her har en social accept til at bruge trick, man ikke kan bruge i resten af samfundet.

»Flere af disse ord ville blive opfattet racistisk, hvis man brugte dem i hverdagen. Man ville måske endda politianmelde det, men på fodboldbanen er det en del af spillet. Man kan jo se topprofessionelle trænere lade sindet løbe af med sig, så det er vanskeligt at gøre op med«, siger Jonas Havelund.

Ifølge Morten Mølholmer løsningen ikke at forbyde al slags råb. Det er vigtigt, at man har lov at være engageret.

»Jeg synes i høj grad, der er forskel på, om man i et øjebliks ophidselse ærgrer sig og råber et eller andet, eller om man bliver ved, så det bliver en overlagt ting. Vi skal ikke sætte ind over for alt«, siger Morten Mølholm.

Hvor går grænsen for, hvad der er for meget at råbe?

»Det afhænger af situationen, men jeg synes ikke man skal råbe »retarderede analfabet af et sort dommersvin«.«

Hvad må man gerne råbe?

»Har du tyggegummi i øjnene« eller den slags kunne være et eksempel, men det handler også om, hvor ondt det er, og hvor aggressivt det virker. Det her handler jo meget om nuancer«, siger Morten Mølholm.

»Jeg var på intet tidspunkt i fokus«
På de grå klinker i Parkens dommeromklædningsrum står Anders Hermansen. Kampen mellem FC København og AGF er slut, og han har hænderne i siden, mens det damper fra hans langærmede sorte skiundertrøje. Han er tilfreds med sin præstation, for, som han siger:

»Jeg var på intet tidspunkt i fokus, og det er altid et godt tegn«.

Uroen starter hos træneren
På de lave træbænke lidt derfra sidder Ole V. Hansen og David Vang Andersen, kampens linjevogtere. Henrik Priegel, fjerdedommeren, sidder der også. Det er ham, der skal dysse trænerne ned, hvis de hidser sig for meget op.

»Næsten al uro starter ude fra træneren«, siger Henrik Priegel og tilføjer:

»Det er via ham, det virkelig får lov til at køre op. Også fordi træneren har et overblik, så han kan gøre noget ved det, og der er ikke rigtig nogen, der kan tage fat i træneren. Han er ligesom øverste chef, og hvis han opfører sig skidt, forplanter det sig«.