Når en fodboldglad dreng køber en pakke med to par underbukser fra den danske tøjproducent JBS med logoet CR7 for 180 kroner, går 13 procent af JBS’ indtjening til fodboldstjernen Cristiano Ronaldo. Den familieejede virksomhed fra Herning har i kontrakter forpligtet sig til at betale Ronaldo mindst 30 millioner kroner over fem år for at bruge fodboldikonet som reklamesøjle.
Modehuset har dog ikke indgået kontrakterne med Ronaldo selv, men med et firma i Irland, og herfra skubbes langt størstedelen af Ronaldos millioner fra JBS uden om skattemyndighedernes søgelys og videre til det notoriske skattely i De Britiske Jomfruøer.


























