Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 11. aug. 2012 KL. 14.51

Verdens hurtigste folk har hyldet sine spurtende børn siden 1910

At Jamaica producerer løbestjerner i snesevis, er ikke tilfældigt.

Man skulle tro, at Jamaica var et sportsligt mirakel. Et land med halvt så mange indbyggere som Danmark og et areal på den kvarte størrelse burde egentlig ikke kunne udvikle stribevis af verdensstjerner i en af verdens klassiske og mest prestigefulde sportsgrene. Og så i en grad, så atletikstormagten USA ved alle store mesterskaber oftest ser rygnummeret på den berømmede gulgrønne løbetrøje.

Fra og med OL i Beijing i 2008 har Jamaica vundet 17 af 22 medaljer i 100, 200 og 4x100 meter ved store mesterskaber – den dobbelte OL-guldvinder fra London, Usain Bolt, har alene tegnet sig for 10 ud af 11. Kun tyvstarten på 100 meter ved VM i fjor ødelægger hans perfekte serie.

En præstation, der har fået sprintlegenderne Carl Lewis og Ben Johnsen til at antyde, at ørigets mange hurtige beboere har dopet sig til succesen.

Søde kartofler og rent drikkevand...
Foreløbig har de beskyldninger ikke slået rod i selv den mest tyndbenede form for dokumentation, og Bolt selv, hans trænere Glen Mills, landets præsident Bruce Golding, ja, nærmest hele den jamaicanske folk har med forfærdelse i stemmerne afvist dem pure.

Heller ikke teorier om, at jamaicanerne får styrken gennem de mange søde kartofler, som de spiser, træning i kuperet terræn eller ligefrem særlig rent drikkevand, har vist sig at have gang på jord.

Læs ogsåBolt indleder ordkrig med legende: Jeg har ingen respekt for Carl Lewis

I stedet peger jamaicanerne på den 102 år gamle atletikfest i hovedstaden King ston: Inter-Secondary Schools Boys and Girls Championships – eller bare The Champs – som fundamentet for succes.

»Det er her, det hele starter for os«, fortalte Usain Bolt til den engelske avis The Times tidligere på året.

30.000 til skolestævne
For The Champs er den altafgørende faktor for, at sprint i dag er nationalsporten på Jamaica. Siden 1910 har skoler fra hele øen konkurreret om at være den hurtigste af alle. I dag deltager tusinder af skolebørn fra mere end 100 skoler i 22 forskellige atletikdiscipliner og i syv forskellige aldersklasser.

Så stor er den fire dage lange løbefest, at mere end 30.000 tilskuere overvære finalerne. Det var også her, atletikverdenen første gang fik øje på Usain Bolt, da han i en alder af 16 år satte festivalens hurtigste tider på 200 og 400 meteren nogensinde med henholdsvis 20,23 sekunder og 45,30 sekunder.

Det er her manden, der sluttede lige efter Bolt på både 100- og 200-meteren i London, Yohan Blake, blev opdaget. Det samme gælder Shelly-Ann Fraser-Pryce og Veronica Campbell-Brown, der vandt guld og bronze på 100 meter hos kvinderne.

FOTO Fænomenet Bolt maste konkurrenterne

Så meget lægger jamaicanerne i skolekonkurrencen, at Usain Bolt mener, at den ofte uheldige Asafa Powell aldrig har vundet et stort mesterskab, fordi han kun deltog en gang ved The Champs. Og der tyvstartede han og udgik.

Taler om næste generation
»Det er en stor ting for os atleter at se frem til hvert år. Det er som verdensmesterskaberne eller de olympiske lege. Især stafetterne. Atmosfæren ændrer sig, så snart stafetterne starter. Det hærder dig. Hvis du ikke er stærk nok mentalt, så knækker du«, har Bolt sagt til den engelske avis The Guardian, mens Veronica Campbell-Brown har udtalt, at The Champs gør jamaicanerne i stand til at konkurrere alle steder.

Styr på fakta?Styr på fakta? Her er de hurtigste 200 meter-tider i historien

Løbefestivalen, der bliver afholdt hvert år lige før påske, er også årsagen til, at jamaicanerne ikke kun taler om Bolt, Blake og Fraser-Pryce. De taler også om den næste generation af løbere. For dem er der altid spot på i Jamaica.

Næste stjerne er Dexter Lee eller Odail Todd
Jamaicanerne kendte Yohan Blake før resten af verden. Allerede efter OL i Beijing vidste de, at han kunne løbe under 10 sekunder på 100 meter til træning.

Læs ogsåBolt går efter prøvetræning hos Manchester United

Nu er det andre navne, der presser sig på.

Den næste store stjerne fra det caribiske ørige kunne hedde Dexter Lee eller Odail Todd – begge tidligere ungdomsverdensmestre og deltagere i The Champs.