Tegning: Mette Dreyer

Viljen
Én ting stod på forhånd klart: Barack Obama havde opnået det umulige allerede ved at blive valgt som præsident for verdens – stadig – mægtigste land. Den gennemreflekterede mand har uden tvivl fra første dag været bevidst om, at hans mission var umulig. Han kunne kun skuffe.

Det er der flere grunde til. På den ene side det håb, han selv havde tændt: Allerede før sin tiltræden var Obama blevet en myte, der i selve sin person rummede løftet om, at grænserne for det mulige var flyttet.

LÆS OGSÅDear Mr. President

»Yes We Can!« blev håbets kampråb, istemt af millioner, han et øjeblik fik til at tro, at verden ikke længere var den, de af bitter erfaring havde lært, den var.

Obama nøjedes ikke med at personificere håbet, han udtrykte det også med ord, der gik rent ind både i USA og i resten af verden, der igen oplevede USA’s enorme tiltrækningskraft samlet i en enkelt mands mesterlige retorik.

Barack Obama kan begejstre, og i de måneder, hvor verden lå for hans fødder, gik en anekdote blandt europæiske ledere, der måtte se deres nyvalgte kollega optræde som en stjerne på globaliseringens firmament: Sammen med Frankrigs præsident, Sarkozy, og Ruslands præsident, Medvedev, står Obama ved vandkanten og skal over på den anden side.

LÆS OGSÅTræt af Obama? Så tænk på alternativet

Resolut træder Obama ud på vandet og går over.

Sarkozy og Medvedev ser tøvende på hinanden, men Sarkozy vil ikke stå tilbage og går efter.

Han bliver ganske vist våd om fødderne, men vel ovre på den anden side spørger han Obama, om de ikke skal fortælle Medvedev, hvor trædestenene ligger? Obama svarer: Hvilke trædesten?

Vejen
USA’s første sorte præsident, menneskerettighedsaktivisten og sønnen af den enlige mor, kan i dag fejre sin 50-års fødselsdag som en allerede historisk og mytologisk person. Den, der brød med al konventionel visdom, den, der allerede med sit valg gik over i historien.

Flere år forinden havde den dynamiske kongresmand fra Chicago udgivet sine erindringer, der fortæller den helt enestående historie om, hvordan drengen Barack med den sværmeriske, men fraværende far og den omsorgsfulde, men fattige moder endte som aktivist i Chicago og senere som politiker.

Selvbiografien giver indtryk af den lange kæde af tilfældigheder, men også af den vedholdenhed og ambition, der førte den barfodede, begavede dreng fra Jakartas forstæder til Capitol Hill.

Man forstår, hvor afgørende racespørgsmålet har været for at forme Obamas politiske bevidsthed, og samtidig, hvordan han har sat sig over og ud over det, så det for ham selv i stedet for at blive fokus og hovedsag blev en spore og en dimension.

Det hjalp ham på vej til det afgørende skift, der bragte ham fra at være en sort politiker, der kæmpede for de sortes rettigheder, til at blive hele USA’s præsident og et ikon for alle denne verdens undertrykte og uglesete.

Alle kan lykkes
Selv forsømmer han ingen lejlighed til at pege på, at de vestlige demokratiske samfund henter en afgørende styrke fra evnen til at skabe nationale fællesskaber, der ikke bygger på race, religion eller oprindelse, men på fælles mål og idealer – og på at åbne muligheden for social opstigen.

Det var med historiens vingesus, han i maj drev pointen hjem under sin tale i det britiske Underhus:

»Vores forskellighed kan skabe spændinger. Og gennem vores historie har der været ophidsede debatter om immigration og assimilering i begge vore lande.

Men selv om denne diskussion kan være besværlig, erkender vi begge, at vor sammensatte befolkning er en enorm styrke, og at i en verden, der kun bliver mindre og mere indbyrdes afhængig, viser vore to landes eksempel, at det er muligt at skabe et fællesskab, der bygger på idealer, i stedet for en splittelse drevet af forskelle.

Det er muligt at skifte opfattelse og muligt at begrave gammelt nag. Det er muligt for sønner og døtre af tidligere kolonier at være bænket her som medlemmer af dette høje parlament – og for en sønnesøn af en kenyaner, der tjente som kok i den britiske hær, at tale til jer som USA’s præsident«.

Vanskelighederne
Men den nyvalgte præsident var oppe mod hårde odds efter de otte års misregimente under George W. Bush.

Den værste finansielle og økonomiske krise siden 1930’erne, astronomiske underskud på de offentlige budgetter og en realøkonomi præget af den amerikanske industris alt for langsomme og tøvende omstilling til de nye globale realiteter, hvor manglende effektivitet og højt energiforbrug afgørende hæmmer konkurrenceevnen og væksten.

LÆS ARTIKELSvag sparepakke udstiller Obamas dybe problemer

Læg dertil to udmarvende og ufatteligt dyre krige på den anden side af Jorden, ingen af dem med usigt til noget, der minder om en klar sejr, samt en dybt splittet amerikansk befolkning, hvis flertal nok støttede Obama, men hvor et stort mindretal så med stor skepsis, mange ligefrem hadefuldt, på den intellektuelle og frisindede sorte mand, der i januar 2009 flyttede ind i Det Hvide Hus sammen med sin Michelle og deres to døtre.

Efter valget samlede Obama nogle af landets bedste hjerner og den største viden i sin administration. Sjældent har de gode viljer haft bedre kår og højere embeder, og sjældent har ambitionerne været højere.

På den baggrund er det ikke sært, at skuffelsen og splittelsen satte ind lige så hurtigt som vanskelighederne. Spørgsmålet er ikke, om Obama skuffede. Det gjorde han. Han kunne ikke andet. Spørgsmålet er, om han skuffede mere og på anden måde, end det var uafvendeligt?

LÆS OGSÅSyv stemmer reddede Obamas sundhedsreform

Hans fortalere vil pege på alt det, han faktisk nåede: Det blev ham, der fik den økonomiske redningspakke på plads, der i første omgang fik styret USA nogenlunde frelst gennem den finansielle krise. Det blev ham, der fik gennemført den sundhedsreform, alle før ham havde knækket nakken på.

Det blev ham, der trods Kongressens obstruktion fik engageret Kina og de andre store vækstøkonomer i en meningsfuld dialog om global opvarmning og banet vej for en fælles forståelse om mål og midler i kampen mod menneskeskabte klimaændringer.

LÆS OGSÅUSA's vanvittige statsgæld når milepæl

Og nu senest blev det ham, der med et knæfald fik løst den politiske hårdknude og hævet gældsloftet – hvilket måske kan bane vejen for hans genvalg. Men hans kritikere vil fremhæve, at der højst er tale om halve eller kvarte sejre, der hver blev betalt med for høj en pris, og at så meget andet, der var nødvendigt, måtte opgives og lades tilbage.

Gældskrisen et smerteligt nederlag
USA har ikke under fødselarens ledelse formået at vriste sig ud af det dødvande og den splittelse, der synes at paralysere det land, vi engang kendte som verdens mest dynamiske.

Det er let at pege på republikanernes destruktive og dybt uansvarlige optræden i Kongressen, men mere smerteligt at måtte erkende, at Obama hverken har udvist de politiske lederevner eller den snilde, der entydigt ville placere ansvaret for miseren hos hans politiske modstandere.

LÆS ARTIKELPræsident Obama skriver under på gældsaftale

Det er, som om både Obama og mange af hans fremmeste folk i administrationen ikke har haft og stadig ikke har den politiske råstyrke og handlekraft, der skal til for at få deres egne partifæller i Kongressen til at rette ind – og deres modstandere til at frygte den isolation, de nu i stedet udsætter præsidenten og hans mænd for.

»Der er intet mere vanskeligt i politik end at træffe de svære beslutninger i dag, der skal løse morgendagens problemer«, sagde Obama engang med referat til de internationale klimaforhandlinger, og ingen, der har mødt hans personlige karisma og engagement, kan tvivle på hans ægte vilje til at finde sagligt velbegrundede og afbalancerede løsninger på de kolossale udfordringer, hans land står over for.

Præsidenten er gennemført sympatisk, men – som en kynisk diplomatisk iagttager har bemærket – i storpolitik er det ikke nok at være en, folk kan lide: »Obama kommer og holder en tale. Alle klapper og siger: sikke en sympatisk fyr. Så gør de det, de har lyst til, uden hensyn til hvad Obama måtte mene. Verden ser svaghed og frygter ikke længere USA«.

Vurderingen
Svaghed er en farlig egenskab i politik og ikke mindst i amerikansk politik, hvor man dyrker vindere og foragter tabere. Måske også af den grund var øjeblikket, da Obama kunne tage æren for uskadeliggørelsen af Osama bin Laden, det mest samlende øjeblik i hans politiske karriere.

LÆS OGSÅOsama bin Laden dræbt i Pakistan

En sjælden sejr, han generøst delte med de mænd, der havde stået for den vanskelige operation – men også én, som viste det, der på samme tid er præsidentens styrke og hans svaghed: det strategiske overblik, den nøje planlægning, den grundige forberedelse og så helt fremme ved kanten det afgørende træk.

Det er en strategi, hvormed han allerede har opnået det uopnåelige.

Men det er også den tilgang, der gang på gang har skuffet i den politiske infight, og som gang på gang har gjort det muligt for republikanerne at ydmyge præsidenten, så selv hans mest entusiastiske støtter hviskende taler om, at Obama begynder at ligne en Jimmy Carter: den gennemsympatiske og dygtige demokratiske præsident, der kunne alt, undtagen at sætte sig igennem og blive genvalgt.

LÆS KOMMENTARUdlandsredaktør: Obama har ikke nået sine mål

Det er alt for tidligt at dømme Barack Obama ude, og det vil tage lang tid, før juryen samles for at fælde historiens dom over en af de mest enestående præsidenter i USA’s historie. Han kan endnu vise sig at leve op til mere, end vi nu tør håbe. Og han kan endnu nå at skuffe mere, end vi frygter.