Det er en skelsættende beslutning, som Nato-landenes øverste ledere skal tage, når de på søndag samles til topmøde i Chicago: Hvordan kommer de knap 130.000 internationale soldater gradvis hjem efter snart 11 års krig i Afghanistan, og hvornår bliver afghansk militær og politi selv i stand til at forsvare sig mod Taleban?

Der er stadig blodige kamphandlinger i Afghanistan, den politiske situation i landet er ustabil, og i store allierede lande som Frankrig og Tyskland stiger presset for en hurtig tilbagetrækning. Situationen er vanskelig for generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der de seneste uger har været på hektisk rundrejse for at få samling på tropperne.

LÆS OGSÅ Afghanere får dansk område et år før tid

Før topmødet slår Nato-chefen fast, at de afghanske sikkerhedsstyrker kan og skal være i stand til selv at klare krigen, når de sidste internationale kamptropper trækker sig ud om to et halvt år.

»Vi må sige, at fra 1. januar 2015, så overgår den aktive kampopgave til afghanerne selv. Vi er der så kun for at støtte«, siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.

In EnglishAfghans must manage themselves

Selv om der stadig vil være internationale tropper i Afghanistan efter 2014, bliver det langt færre og kun med det formål at træne afghanerne. Den nuværende internationale styrke, Isaf, ophører med at eksistere, siger generalsekretæren.

Stadig brug for Danmark
»Isaf slutter, og så overgår vi til en ny træningsmission. Det vil blive bekræftet på topmødet i Chicago. Der vil altså stadig være soldater, men i en støttefunktion og i betydeligt lavere antal«, siger Fogh.

Vil der stadig være kamptropper?

»Det kommer an på, hvad du forstår ved kamptropper. Der er almindelig enighed om, at der skal være en kapacitet til at forsvare vores trænere. Det er en støttefunktion for at beskytte vores trænere«.

Regner du med at se danske soldater i Afghanistan efter 2014?

LÆS OGSÅ Fogh: Tidsplanen for Afghanistan er uændret

»Ja, det håber jeg bestemt, at Danmark vil være indstillet på. Jeg mener også, at det er i Danmarks egen interesse at være med til at sikre, at de afghanske sikkerhedsstyrker selv kan tage det fulde ansvar. Det hele går jo ud på, at afghanerne nu skal tage ansvaret i deres eget land«.

I år vil de afghanske sikkerhedsstyrker nå op på 350.000 mand, men det forventes, at de skal skære ned til 230.000 efter 2014. Bliver de så selv i stand til at klare Taleban?

»Der er ikke taget beslutning om antallet endnu. Du har ret i, at det nok bliver lavere på længere sigt, men det bliver ikke nogen pludselig nedskæring. Jo bedre sikkerhedssituationen er, og jo stærkere kapaciteten er i de afghanske sikkerhedsstyrker, jo mindre antal kan du selvfølgelig nøjes med«.

Afghanske styrker gør fremskridt
Der planlægges efter, at det internationale samfund skal betale cirka 4 mia. dollar om året til de afghanske styrker?

»Ja, det er meget vigtigt. I Chicago vil vi diskutere, hvordan Nato og Isaf-landene kan betale deres fair del af den samlede regning. Men det er en forpligtelse for hele det internationale samfund. Jeg forventer, at også lande uden for Nato og Isaf vil spytte i kassen«.

Hvem kunne det være?

»Jeg ville da finde det naturligt, hvis også for eksempel Golfstaterne kunne bidrage. Det er jo også i deres interesse at sikre et stabilt Afghanistan. Jeg ved, at også både kineserne og russerne er interesserede i, at der er stabilitet i Afghanistan. Det burde vel også føre til den konklusion, at de kunne bidrage«.

Taleban gennemfører jo stadig storstilede angreb. Du kan vel ikke afvise risikoen for, at landet falder tilbage, og der udbryder et nyt kaos, når vi trækker os ud?

»Jo, men det må man så forholde sig til, hvis det sker. På nuværende tidspunkt er det jo et hypotetisk spørgsmål, fordi der faktisk er fremskridt i sikkerhedssituationen. Jeg erkender, at vi har set et antal spektakulære angreb, hvor Taleban har formået at skabe overskrifter i medierne«.

LÆS OGSÅ Obama i Afghanistan: Den endelige sejr er nær

»Men man skal lægge mærke til, at det jo i realiteten var fejlslagne operationer. Det lykkedes de afghanske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe angriberne med et minimum af støtte fra de internationale tropper. Det er en illustration af, at de afghanske sikkerhedsstyrker bliver bedre og bedre i stand til at tage det fulde ansvar for sikkerheden«.

Så du tror på, at afghanerne selv vil kunne løfte opgaven om et par år?

»Jeg har selv for nylig været ude og se de afghanske specialstyrker operere. Det går virkelig stærkt fremad med kvaliteten. Så jeg tror på, at de vil være i stand til at tage det fulde ansvar ved slutningen af 2014 - og sikre imod det, du kalder tilbageslag. Men skulle det ske, så må det internationale samfund jo tage stilling til det«.

Der kan komme et nyt Libyen
Kan Nato i så fald vende tilbage til Afghanistan med kamptropper?

»Nej, altså, nu følger vi den plan, der er lagt. Det vil sige, at vi stopper Isaf-operationen med udgangen af 2014. så går vi over til en støttefunktion, som er en træningsoperation. Så i den forstand er Nato der jo stadigvæk, men altså til at støtte afghanerne«.

Men vi har jo i alle disse år lovet den afghanske befolkning, at de ikke skal tilbage og leve under et Talebanstyre. Har vi så ikke et ansvar for at vende tilbage, hvis det sker?

»Jo, men lad os nu tage et skridt ad gangen. Det er jo en tænkt situation. Vi vil ikke gentage fortidens fejl ved bare at overlade Afghanistan til sig selv og efterlade et sikkerhedsvakuum. Når vi slutter Isaf-operationen, så vil afghanerne have en stærk national sikkerhedsstyrke, som det internationale samfund vil være med til at finansiere. Det er jo det, der gør forskellen i forhold til tidligere«.

I Chicago stilles der jo også et bredere spørgsmål om Nato’s fremtid. Hvor bliver der brug for Nato, når vi nu efterhånden trækker os ud af Afghanistan?

»Nu går vi jo ikke rundt og leder med lys og lygte efter et sted, hvor vi kan starte en operation! Men det er klart, at i vore dage er det at forsvare vores egne grænser en opgave, der ganske ofte starter fjernt fra vores grænser. Det er Afghanistan et eksempel på, fordi det er at beskytte vores befolkninger mod terrorisme«.

Kan der komme et nyt Afghanistan, eller et nyt Libyen, hvor Nato må rykke ud?

»Hvis du for et par år siden havde spurgt mig, om Nato ville engagere sig i Libyen, vil jeg have svaret nej. Det kunne ingen have forudset«.

»Og det er netop pointen: Man kan ikke i dag forudsige, hvad der pludselig kan opstå. Det fører til den konklusion, at det allervigtigste for Nato i fremtiden, det er hele tiden at være parat til med kort varsel at kunne rykke ud for at beskytte vores befolkninger mod, hvad det end måtte være for en type angreb«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken