Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 18. jul. 2012 KL. 22.04

Verdens ledere forlanger: FN må for alvor gribe ind i Syrien

Selvmordsangreb i Damaskus får topledere til at kræve en ny FN-resolution.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det arabiske oprør

En selvmordsbomber ramte i hjertet af Syriens militære kommando, da han i dag dræbte tre af præsident Bashar al-Assads sikkerhedschefer.

Forsvarsministeren, en general og Assads svoger er blandt de dræbte.

Angrebet får nu flere af verdens ledere til indtrængende at opfordre FN til at skride til handling, så blodsudgydelserne i det uroplagede land kan stoppe.

Sammen med Frankrig, Tyskland og USA har Storbritannien været fortaler for en FN-resolution, der forlænger opholdet for FN-observatørerne i Syrien med yderligere 45 dage.

De ønsker desuden, at FN's sikkerhedsråd skal have bemyndigelse til at iværksætte handlinger lige fra sanktioner mod landet til militære indgreb mod Assad-regimet.

Opstanden vokser dag for dag
Det Hvide Hus opfordrede i dag flere lande til at lægge et større pres på Assad for at få ham til at forlade sin post.

Bombeangrebet viser, at opstanden vokser sig større, og det styrker en forenet oppositon over hele landet, sagde talsmand Tommy Vietor på et pressemøde.

Den britiske udenrigsminister William Hague fordømte selvmordangrebet og sagde, at det bekræfter et presserende behov for en FN-resolution mod Syrien.

LÆS OGSÅAssad vil »hugge hånden af« modstanden

»Situationen i Syrien er tydeligvis forværret. Alle medlemmer af FN's sikkerhedsråd har et ansvar for at bakke op om Kofi Annans plan for at stoppe volden«, sagde Hauge til Reuters.

Tysklands kansler Angela Merkel sagde, at bombeangrebet viser, »at det er på tide at anerkende den næste FN-resolution«.

Mens den franske udenrigsminister Laurent Fabius sagde, at voldens karakter betyder, »at det er nødvendigt og presserende at finde en politisk løsning, som giver det syriske folk mulighed for at få en regering, der udtrykker deres forhåbninger«

Selvmordsbomben blev ifølge syriske sikkerhedskilder udløst af en livvagt, mens flere ministre og officerer holdt et møde i det stærkt bevogtede hovedkvarter for national sikkerhed i Damaskus.

Opposition: Assad er snart fortid
Dagens bombeangreb vil sætte skub i opstanden mod Assad, sagde lederen af det syriske oppositionsråd SNC, Abdelbasset Seida.

»Dette er sidste fase. De vil falde meget snart. I dag er et vendepunkt i Syriens historie. Det vil øge presset på regimet, og det er et spørgsmål om uger eller måneder, før det hele vil være forbi«, sagde han.

Rusland bremser dog fortsat for en FN-resolution, der skal stoppe volden i Syrien.

LÆS OGSÅDanskere forlader ambassaden i Damaskus

Russerne mener nemlig, at en resolution kun vil forværre urolighederne i Syrien.

»At vedtage en resolution på denne baggrund ville svare til direkte at støtte den revolutionære bevægelse. Hvis der er tale om en revolution, har FN's Sikkerhedsråd ikke noget at skulle have sagt«, udtalte den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov blandt andet ifølge Reuters.

Han mener derfor, at det er »en blindgyde« at støtte den syriske opposition, for Assad vil ikke gå frivilligt.

I går besøgte FN's Syrien-mægler, Kofi Annan, præsident Putin, men det fik ikke Rusland til at bakke op om de vestlige ledere.

Afstemning udskudt
FN's Sikkerhedsråd skulle efter planen i dag have stemt om en FN-resolution, som tillader militær indgriben i yderste konsekvens.

Kofi Annan har dog bedt om en udsættelse af afstemningen, skriver Reuters.

To gange tidligere har både Kina og Rusland nedlagt veto mod en FN-resolution mod Syrien.

Blodsudgydelserne i Syrien kostede i dag knap hundrede mennesker livet, heriblandt 16 dræbte i hovedstaden Damaskus.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger situationen i landet tæt.

LÆS OGSÅSyrisk tv: Selvmordsbomber rammer bygning i Damaskus

I alt er 97 i dag dræbt rundt om i Syrien, og af dem er 46 - knap halvdelen - civile, mens 43 er regeringssoldater, og otte er væbnede oprørere.

Dagens selvmordsangreb i Damaskus er det hidtil mest alvorlige angreb mod Assads øverste militære kommando i løbet af de 16 måneder, oprøret mod den syriske præsident har hærget landet.