Terror i Norge

22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Glenn Martin og resten af hans familie vil ikke være på Utøya, når ungdomsafdelingen af det norske Arbeiderparti (AUF) i dag vil mindes de 69 primært børn og unge, der sidste år på denne dag blev dræbt af Anders Behring Breivik på den lille norske klippeø.

Glenn Martin og hans familie har takket nej til at tage ud på Utøya, selv om Glenn Martin sidste år kun ved et mirakel overlevede den kugle, som Breivik sendte gennem halsen på ham.

Kuglen var blot få millimeter fra at ramme halspulsåren og havde været tæt på også at bore sig gennem hans hjerne. I stedet gik kuglen ud lige under det ene øje, og det eneste synlige spor efter den er nu et lille ar på halsen og kinden.

Glenn Martin synes, at mindearrangementet i dag på Utøya, hvor blandt andre den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, skal tale, er blevet for sensationspræget.

»Der er en masse unge mennesker på 15-16 år, som det seneste år har meldt sig ind i AUF. De kommer også ud på Utøya. Det er mærkeligt, at de skal være med til at markere dagen, når de ikke selv var til stede på Utøya sidste år«, siger han.

Fælles frokost
I stedet nøjes Glenn Martin og hans familie med at deltage i en frokost, som bliver afholdt på et hotel på fastlandet ikke langt fra det lille færgeleje, hvor Anders Breivik tog færgen ud til Utøya. Frokosten vil kun være for pårørende og overlevende ofre.

Glenn Martin er en lidt kraftig mand på 20 år med lyst hår. Han har ikke svært ved at bryde ud i smil og latter, men når følelserne gør ondt, bliver han pludselig en ung mand af få ord, og hans ansigt trækker sig sammen i et let flakkende blik. Han tror på, at frokosten i dag nok skal blive hyggelig.

»Men også lidt intens«, siger han uden at gøre sætningen færdig.

LÆS MERENordmændene ruster sig til mindedag

Glenn Martins mor, Elisabeth, er nervøs for, hvordan hun vil opleve dagen. Om det bliver den dag, hvor reaktionen på Breiviks massakre endelig kommer.

»Selv da jeg fik at vide, at min egen søn var blevet skudt, kunne jeg ikke græde. Jeg har ikke grædt en eneste dag, og jeg savner at få lov til at græde. Jeg ved, det kommer på et tidspunkt – bare ikke hvornår. Jeg frygter det, for jeg er bange for, at reaktionen vil blive så kraftig, at jeg ikke kan komme op igen«, siger hun.

Breiviks skygge
Glenn Martin bor stadig hjemme hos sin mor i et hvidmalet træhus i den lille by Berger cirka en times kørsel sydvest for Oslo.

På en lun sommerdag virker det nærmest surrealistisk, at Breiviks terror kunne ramme mennesker selv på dette fredelige sted. Huset ligger på en stejl klippeskrænt, der munder ud i en fjord med spejlblankt vand. Luften er så frisk, at den næsten dufter.

Glenn Martins fem år yngre bror bor også stadig hjemme, mens hans 29-årige storesøster er flyttet til en nærliggende by.

Familien, der hedder Waldenstrøm til efternavn, har tidligere sagt nej til forespørgsler fra journalister om interview, men vil gerne mødes med Politiken. Måske fordi moderen, Elisabeth, har familie i Danmark. Men måske også, fordi der bevidst eller ubevidst er opstået et behov i familien for at gøre status over et år, som Breivik hver eneste dag har præget som en sort skygge.

»Normalt taler vi ikke om Breivik. Men alligevel er Breivik blevet en del af vores familie, og han vil altid være der. Det må vi lære at leve med«, siger Elisabeth.

Hun har forberedt interviewet ved at lave kaffe og købe wienerbrød.

»Og det skal spises«, siger hun, da hun tager imod sammen med sine tre børn, familiens to hunde og Glenn Martins kæreste, Charlotte.

Hendes mand, som er børnenes stedfar, har hænderne smurt ind i olie og er i gang med at reparere bilen, som står parkeret uden for huset.

Skrig på Utøya
Glenn Martin forbliver tavs, da familien sætter sig ved spisebordet inde i stuen, hvor de mange stykker wienerbrød er arrangeret på et stort fad.

Han rækker sin hånd frem mod sin kæreste Charlotte, og hun lægger sin hånd i hans. Langsomt begynder han at fortælle, hvordan alle de unge på Utøya på denne dag for et år siden fik besked på at gå ind i den store cafeteriabygning midt på øen for at få nyheden om, at en regeringsbygning i Oslo var sprængt i luften.

Han satte sig bagefter ud i cafeteriets gang og prøvede at gå på nettet på sin computer for at læse mere om bombesprængningen. Kort tid efter hørte han noget, der lød som knaldperler, og han blev forarget over, at nogle kunne finde på at lave den slags sjov, når de lige havde fået sådan en nyhed.

»Men da lyden kom nærmere, og jeg hørte folk skrige, blev jeg klar over, at noget var galt«, siger han.

Skud i halsen
Mange løb ind i den ene af cafeteriabygningens to sale, og Glenn Martin genkendte en veninde. Han tænkte, at han måtte få hende ud af bygningen, væk fra skyderiet, men hun var så panisk, at han ikke kunne kommunikere med hende. I stedet trykkede han hende ned bag et bord, for at de kunne gemme sig. Idet han dukkede sig, så han Breivik komme ind.

»Han så ganske forvirret ud, og han virkede usikker. Samtidig var der et lille smil om hans mund«, siger Glenn Martin.

Breivik stod lige over for Glenn Martin, da han skød ham.

Glenn Martin hørte et højt smæld inde i hovedet, og alt blev hvidt for øjnene af ham. Da han lidt efter fik sanserne tilbage, mærkede han, at han blødte kraftigt fra halsen og satte en finger i såret for at stoppe blødningen.

Han opdagede, at hans veninde var væk. Han fandt senere ud af, at hun havde forsøgt at flygte, men var blevet skudt og dræbt i døråbningen.

Glenn Martin kunne ikke flytte sig, og lidt senere hørte han lyden af skridt, der nærmede sig. Det var Breivik, der var vendt tilbage til cafeteriabygningen. Glenn Martin holdt vejret og lod, som om han var død. Men på et tidspunkt løftede han hovedet lidt og kunne se sit spejlbillede i sin egen blodpøl på gulvet.

»Jeg tænkte, at jeg var nødt til at være der for min familie og ikke måtte dø«, siger Glenn Martin stille.

Det lykkedes ham at narre Breivik ved at spille død.

LÆS MEREEssay af Jan Kjærstad: Vi har ikke noget facit på Breivik

Da politiet senere nåede frem, var han så udmattet, at han kun orkede at vippe lidt med den ene fod for at vise, at han var i live.

Han blev hjulpet ned til et sted, hvor en båd skulle tage ham over på fastlandet. Her kom han i tanke om, at han burde ringe til sin mor. Men han havde ikke kræfter til at tale.

I stedet spyttede han noget blod ud på jorden, dyppede fingeren i det og skrev hendes telefonnummer med blodet. En af de andre overlevende ringede derefter til hans mor, Elisabeth.

Skæbnedag
Hun var allerede advaret. Hun havde hørt om skyderiet i tv hjemme i huset i Berger og havde med det samme besluttet sig for at tage til Utøya. Hendes eksmand bor i nabohuset, og hun var løbet ind til ham.

»Hele vejen i bilen tænkte jeg: Jeg skal have Glenn Martin med hjem«, siger hun, men hun var også klar over, at denne dag for altid ville ændre familien.

»Jeg vidste, at vi ville få nogle store problemer. Hvordan skulle vi klare det her og komme videre og blive en tryg familie igen? Jeg var bange for, hvordan Glenn Martin ville reagere psykisk, hvordan min yngste søn ville klare det, og hvilken reaktion jeg selv ville få«, siger Elisabeth.

Da de nærmede sig det sted, hvor man tager færgen over til Utøya, var det ikke til at komme frem for ambulancer og politiafspærringer. Men det lykkedes Elisabeth at fortælle politifolkene, at hendes søn opholdt sig på Utøya, og sammen med andre pårørende blev hun taget hen til et nærliggende hotel.

Lang nat
På hotellet fik hun det opkald, som en overlevende på Utøya foretog, efter at hendes søn havde skrevet hendes nummer med blod. Det blev den værste nat, hun nogensinde har oplevet i sit liv.

»Jeg vidste ikke, om han ville overleve. Vi ringede rundt til alle hospitaler for at høre, hvor han var blevet indlagt, men forvirringen var stor, og ingen havde et overblik«.

Først klokken 5 om morgenen fik hun besked om, at han var blevet overført til Ullevål Sykehus, som havde taget imod de hårdest sårede.

Fysiske mén
I dag har Glenn Martin mistet 90 procent af synet på det ene øje, og han skal muligvis igennem en ny operation.

Det var oprindelig meningen, at han skulle have været et år på højskole, hvor han skulle koncentrere sig om sin store passion: at spille rock og heavy metal. Men det er ikke blevet til noget. I stedet arbejder han i et supermarked – dog ikke på fuld tid, for det magter han endnu ikke. Tidligere havde han også en drøm om at blive politibetjent, men om han kan gennemføre det, ved han heller ikke.

Glenn Martin tøver med at tale om, hvordan han har det nu. Det er, som om ordene ikke rigtig vil ud, og hans blik bliver flakkende. Han rejser sig og går frem og tilbage fra bordet. Men da ordene endelig falder, lyder han glad.

»Nu har jeg det godt. Jeg tror, jeg er stærk og mere voksen nu. Vi har haft meget modgang her i familien tidligere, og det har lært mig, hvordan jeg skal håndtere følelserne, når jeg kan mærke, at de er ved at komme«, siger han, hvorefter han afbryder sig selv ved atter at rejse sig fra bordet.

Han går hen til sin kæreste, bøjer sig ned over hende og giver hende et kys.

Det har taget hårdt på hele familien, at deres mors nye mand for fem år siden var udsat for en alvorlig trafikulykke. Da han nogenlunde var kommet sig over den, fik han konstateret kræft, og familien ved endnu ikke, om lægerne har fået bugt med den.

Lys og mørke
Glenn Martin går stadig til psykolog, men ikke så ofte som lige efter 22. juli sidste år. Psykologens vurdering er, at Glenn Martin tilsyneladende evner at komme sig, selv om han nok altid vil have et ar ikke bare på halsen og kinden – men også på sjælen.

Da han vågnede efter at være blevet opereret lige efter skuddramaet på Utøya, bad han sin mor, Elisabeth, om undskyldning for to ting: for at have farvet sit hår blåt og for ikke at have reddet den veninde, han prøvede at beskytte på Utøya.

»Vi er ikke nået dertil endnu, hvor vi kan tale om hende«, siger Elisabeth på et tidspunkt, hvor han igen er gået væk fra bordet.

Tidligere kunne Glenn Martin få angstanfald, og nytårsaften var det ved at gå helt galt. Da naboerne begyndte at fyre raketter af, trak Glenn Martin gardinerne for, tog høretelefoner på og satte sig foran sin computer og hørte høj musik.

Mens hun smiler og ser ham sødt i øjnene, siger hans kæreste, Charlotte, at det eneste, der i dag er at mærke på ham, er, at han indimellem bliver voldsomt irritabel over småting. Hun er gravid og skal føde til januar, og mange af deres tanker drejer sig nu om det kommende barn.

»I næste uge skal vi til undersøgelse for at få kønnet at vide«, siger hun.

Sammenhold
Alle rundt om bordet er enige om, at Breivik har betydet i hvert fald én positiv ting: De er blevet meget bedre i familien til at vise, at de holder af hinanden.

Glenn Martins lillebror og storesøster er tilsyneladende kommet sig uden de store psykiske mén. Det har hjulpet hans søster meget, at hun løbende har skrevet om sine tanker på en blog på nettet, og at hun har en lille søn på halvandet år.

»Han har været som lykkepiller for mig«, siger hun.

LÆS MEREAUF-leder: »Jeg håber, at det bliver en værdig dag«

Den, der virker til at have det sværest, er moderen, Elisabeth.

»I det daglige gør jeg de ting, jeg skal. Jeg fungerer. Men det er, ligesom alting kører på autopilot. Jeg har både min syge mand og resten af familien at tænke på. Jeg tror, jeg er bange for at mærke mig selv, fordi jeg så frygter, at jeg ikke kan klare det mere, og hvem er der så til at holde det hele oppe«, siger hun.

Hun har i flere måneder været på sygeorlov – dels for at passe sin syge mand, dels for at komme sig oven på Breiviks terror. Hun forsøger at få hjælp til at klare tankerne hos en psykolog. Mens retssagen mod Breivik har stået på, har hun fulgt den stort set hver dag.

»I begyndelsen ville jeg vide, hvad det var, der fik den mand til at forsøge at dræbe min søn. Men ret hurtigt stod det klart for mig, at jeg aldrig ville komme til at forstå ham. Alligevel var det vigtigt for mig at følge med i sagen. Breivik er snu, og han har en dygtig advokat. Jeg har været hunderæd for, at sagen ikke ville forløbe ordentligt, og at den pludselig ville blive afvist. De dage, hvor jeg ikke har fulgt med i sagen, har jeg været helt rundt på gulvet«, siger Elisabeth.

Men alligevel er det, som om hverken hun eller Glenn Martin kan finde ud af, hvilken bås de skal putte Breivik ind i. Da Breivik første gang skulle fremstilles i retten i Oslo for at få forlænget sin varetægtsfængsling, tog de sammen ind for at se ham i retten.

»Da han blev ført ind, kiggede Glenn Martin på mig med et forbavset ansigtsudtryk: Så Breivik virkelig så lille og ufarlig ud«, siger Elisabeth, hvilket får Glenn Martin til at grine.

»Og da Breivik sagde, at han ville frifindes, fordi han havde forsøgt at redde Norge, så måtte vi alle bare le ad ham. Det var jo alt for dumt sagt«, siger han.

Selv kan Glenn Martin næsten ikke holde ud at høre mere om Breivik. En af de norske aviser har indført en Breivikfri knap på sin hjemmeside. Hvis man klikker på den, får man automatisk sorteret alle artikler om ham fra.

»Den trykker jeg på indimellem. I supermarkedet vil mange kunder også gerne tale med mig. Nu orker jeg næsten ikke at tænke mere på Breivik. Kan vi ikke bare lægge ham væk«, siger han.