Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 26. sep. 2012 KL. 21.44

Politiken-skribent anholdt i USA for hærværk mod reklamer

Mona Eltahawy forsøgte at overmale islamkritiske reklamer.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Journalist Mona Eltahawy, der skriver klummer for blandt andet Politiken, er blevet anholdt i en undergrundsstation i New York.

Den 45-årige kvinde, der er født i Egypten, er ifølge AP anholdt for at have malet graffiti på en række islamkritiske reklamer, som organisationen Stop Islamiseringen af Amerika har hængt op.

LÆS MEREIslamkritiske reklamer giver frygt i New Yorks tog

Et kamerahold har filmet Mona Eltahawy i aktion, da en anden kvinde forsøger at forhindre hende i at sprøjte pink maling på en af reklamerne.

Kvinden spørger Mona Eltahawy, om hun mener, at hun har ret til at overmale reklamerne.

»Ja, det gør jeg faktisk. Jeg mener, at det er ytringsfrihed på samme måde, som dette er ytringsfrihed«.

Domstol godkender reklamer
Selskabet bag undergrundstrafikken, New York Metropolitan Transit Authority (MTA), har forsøgt at hindre, at reklamerne skulle sættes op.

Men en domstol har fastslået, at de er beskyttet af ytringsfriheden, og at MTA ikke måtte hindre dem.

Reklamerne har fået New Yorks Politi til at skærpe sikkerheden på ti af den amerikanske storbys undergrundsstationer. På en af reklamerne står der »Ved en krig mellem det civiliserede menneske og vildmanden: Støt den civiliserede. Støt Israel. Bekæmp Jihad«.

Reklamerne har ifølge organisationen bag kostet 6.000 dollar (35.000 kroner). Det ventes, at de skal hænge på stationerne i en måned.

LÆS OGSÅPolitiken-skribent: Jeg fik tæsk og blev anholdt

Det er ikke første gang, at Mona Eltahawy er blevet anholdt. Under det arabiske forår blev Mona Eltahawy anholdt ved Tahrirpladsen i Egypten. Hun fik ifølge sin egen forklaring tæsk og blev udsat for seksuelle overgreb og fik brækket begge sine hænder.