På listen over de 100 bedste taler i nyere amerikansk historie har to præsidenters tiltrædelsesord fundet vej til top tre:

Den ene er John F. Kennedys opfordring i 1961 om ikke at spørge, »hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land«.

Den anden er Franklin D. Roosevelts betragtninger under depressionen i 1933 om ikke at frygte andet end »frygten selv«.

Lys i mørket
Kun »Jeg har en drøm«, den sorte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings tale fra 1963, har større retoriske kvaliteter og politisk og social gennemslagskraft, hvis man spørger den akademiske sammenslutning American Rhetoric og 137 af USA’s førende eksperter i talekunst.

Men hvis man allerede nu skal vove pelsen og forsøge at placere Barack Obamas tiltrædelsestale på listen, hvor hører den så hjemme?

Dette budskab om lys i mørket fra en sort præsident, »hvis far for mindre end 60 år siden sikkert ikke ville have fået servering på en lokal restaurant«, som Obama sagde.

Skarp, ny og ydmyg
»I retorisk styrke og fremførelse kan talen bestemt hamle op med de bedste. Den var skarp, markerede en ny linje og strakte hånden frem til verden i en ny og mere ydmyg amerikansk udgave. Måske manglede den enkelte sætning, der bliver stående i eftertiden. Til gengæld havde talen en højtidelig stil, der greb tilhængerne og gav alle følelsen af at overvære noget skelsættende stort«, siger Christian Kock, der er retorikprofessor ved Københavns Universitet.

En ting er, at USA’s nye præsident oplagt har de oratoriske talenter – og taleskrivere – der skal til for at begå sig i toppen.

Men mindst lige så vigtigt for gennemslagskraften er, at talen blev holdt på et tidspunkt i historien, da USA står i sin værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig.

Roosevelts ord vendte udviklingen
Meget lig den situation, som Franklin D. Roosevelt befandt sig i, da han holdt sin tiltrædelsestale og erkendte, at »kun en tåbelig optimist kan nægte øjeblikkets sorte realiteter«.

»Når Roosevelts tiltrædelsestale måske er den bedste af alle, skyldes det langtfra kun de flotte formuleringer. Mere end noget andet var hans ord og efterfølgende gerninger med til at vende udviklingen og trække USA ud af depressionen. Han formåede kort sagt at bremse krisen, fordi økonomi i høj grad også handler om psykologi. Om Obamas tale er i stand til at udrettet noget af det samme, er selvsagt for tidligt at sige«, siger Christian Kock.

Taler og kunst
John F. Kennedys tiltrædelsestale under den kolde krig i 1960’erne drejede sig ikke om amerikansk økonomi, men om fred og om at forsvare friheden i menneskehedens mest farefulde timer, da verden balancerede på randen af en atomkrig.

»Det, som gjorde Kennedys tale til noget særligt, var, at han skabte en følelse af fællesskab og stor styrke i den amerikanske befolkning. Han var i stand til at løfte individet ud af sig selv og blive optaget i helheden. Samme følelse, som når man overværer stor kunst. Men i modsætning til et kunstværk, hvor tid og sted ikke er afgørende for holdbarheden, går en tale kun over i historien, hvis den flytter noget«, siger Christian Kock.

Så regeringen som problemet
Ud over Roosevelt og Kennedy er Ronald Reagans tiltrædelsestale i 1981 også med på listen over de 100 bedste i det 20. århundrede, dog på en mere beskeden 30. plads.

Reagan tog også sit udgangspunkt i USA’s daværende økonomiske elendighed, men så regeringens hidtidige indblanding som problemet.

Talen indvarslede en ny æra, der gjorde op med beskatning og lagde afgørende vægt på personlig frihed og initiativ.

Og ifølge Christian Kock endnu et eksempel på, at den historiske sammenhæng betyder langt mere end ordenes elegance og musikalitet:

»Faktisk har George W. Bush også begået nogle fremragende taler som præsident, hvis man bedømmer dem alene på retorikken og fremførelsen. Men de havner næppe på top 100-listen. Så har Obama nok bedre chancer«.