Hvad sker der, hvis en ørken bliver kommunistisk?

I starten sker der ikke det store, men senere vil der opstå en mangel på sand.

Vittigheder som denne var ikke bare en hyggelig adspredelse i dagligdagen i det kommunistiske DDR. Det var også guf for spioner fra Vesttyskland, der forsøgte at måle og veje stemningen blandt befolkningen i øst.

En stor succes
Faktisk blev vittigheder om det østtyske styre noteret ned og samlet i en årlig rapport, der blev indleveret til styret i Bonn, skriver Spiegel International.

SE FOTOSERIEBerlinmuren falder

Ifølge den tidligere spion Dieter Gandersheim – eller, det er det navn, han går under – kunne den vesttyske regering næsten ikke vente på at få tilsendt vitse-rapporten.

»Det var vores største succes«, siger han til der Spiegel.

Gandersheim var ansat af den vesttyske efterretningstjeneste Bundesnachricthendienst (BND), som har offentliggjort de gamle vitserapporter.

Afviser Darwin
Og der er flere eksempler på kritik af styret forklædt som sort humor.

For eksempel: Stammer østtyskerne fra aberne? Nej, det kan de umuligt gøre. Aber ville aldrig kunne overleve på blot to bananer om året.

Vittighederne blev opsnappet af de vesttyske spioner fra aflyttede telefonsamtaler og åbnede private breve.

SE VIDEOPolitikens Tysklandskorrespondent viser rundt ved muren

Ubehageligt, måske. Men det var meget værre, hvis det efterretningstjenesten i Øst og ikke Vest, der overhørte og bogførte vittighederne.

»Det var ligesom at lege med ilden«, siger Cristohp Kleeman, en tidligere embedsmand ved Birhtler-myndigheden, der blev nedsat efter Tysklands genforening for at administrere de gamle arkiver for DDR's efterretningstjeneste Stasi.

Stasi samlede på folk
Stasi havde 91.000 ansatte og et netværk på omkring 189.000 civile informanter, der spionerede på den østtyske befolkning på 17 millioner. Alle politiske vittigheder blev anset som en potentiel trussel mod styret og kunne medføre en straf.

»Der var eksempler på, at folk blev sat i fængsel (på grund af det). Det var særligt slemt i 1950’erne og 1960’erne«, siger Kleeman.

Og tilføjer:

»Der var folk, der fortalte vittigheder. Der var folk, der samlede på vittigheder og fortalte vittigheder. Og så var der dem, der samlede på folk, der fortalte vittigheder«.