Menneskers søgen efter et bedre liv har forvandlet smuglernes marked i et omfang, der aldrig er set tidligere.
Arkivfoto:: Jacob Ehrbahn

Menneskers søgen efter et bedre liv har forvandlet smuglernes marked i et omfang, der aldrig er set tidligere.

Internationalt

Interview: Mennesker er smuglernes nye narkotika

Aldrig har menneskesmugling været så profitabelt og velorganiseret, og Europas modsvar har styrket snarere end svækket smuglerne, siger en af verdens førende eksperter.

Internationalt

For smuglerne, der opererer i den øde ørken mellem Niger og Libyen, var transport af mennesker indtil for blot nogle år siden en sidebeskæftigelse.

Når de i den nigerske handelsby Agadez havde afleveret en ladning brændstof fra det olierige Libyen sammen med nogle våben og kasser med subsidierede libyske fødevarer, var det en udmærket bonus, at de på turen tilbage kunne have en flok flygtninge eller migranter på ladet af deres pickups. Mellem migranterne kunne de placere narkotika, alkohol, cigaretter og andre varer, som var eftertragtede i Libyen.

I dag er det alle de andre illegale varer, som er blevet en sidebeskæftigelse. Menneskers søgen efter et bedre liv har forvandlet smuglernes marked i et omfang, der aldrig er set tidligere, og gjort det muligt for smuglerne gennem de seneste fem år at opbygge en velsmurt forretning, der indbringer dem milliarder af kroner.

»Med enkelte undtagelser har menneskesmugling i Afrika aldrig været særlig velorganiseret. Rejserne var korte og langsomme og foregik i zigzag. Men de seneste år er der blevet etableret, hvad man nærmest kan kalde for et transportbånd gennem Afrika«, siger Tuesday Reitano, som er vicedirektør og medstifter af tænketanken The Global Initiative against Transnational Organised Crime.

Menneskesmuglerne er ikke længere blot illegale transportører, men fungerer snarere som rejsebureauer, der sender salgsagenter til flygtningelejre og markedspladser for at finde nye kunder. Sælgerne kan lokke med, at turen fra en landsby i eksempelvis Senegal til Libyens Middelhavskyst nu kan gennemføres på helt ned til ti dage, hvor det førhen tog mange uger om ikke måneder.

»Netværk, som førhen arbejdede ad hoc, er blevet fast etablerede i et omfang, vi aldrig har set før, og i alle netværkets led rekrutterer man aktivt. Det er nu en slags selvkørende maskine«, siger Tuesday Reitano.

Syrisk katalysator

Men hvordan er det kommet dertil i løbet af en periode på blot fem år? Det forsøger Tuesday Reitano at forklare i en bog, hun udgav i slutningen af 2016.

Den første og mest grundlæggende årsag er Europas politik for asyl og gæstearbejde.

»Ønskede man at skabe et system, som var designet til at berige menneskesmuglingsindustrien, så ville det være dette her«, skriver Reitano i bogen.

For såvel flygtninge som migranter er muligheden for at komme til Europa på legal vis blevet nærmest ikkeeksisterende, samtidig med at mange flygtninge godt kan få asyl, og mange migranter godt kan finde job, hvis de når frem på illegal vis. Det skaber en stærk efterspørgsel efter menneskesmuglernes ydelser.

Denne efterspørgsel har eksisteret længe og var årsagen til, at de første både begyndte at dukke op på Middelhavet helt tilbage i slutningen af 1990’erne. Men for at det kunne føre til det scenarie, vi ser i dag, skulle der tre udviklinger til.

Den første var Libyens opløsning. Muammar Gaddafi havde holdt landets smuglere i snor og anvendte spørgsmålet om bådflygtninge til at presse Europa til at samarbejde med sit diktatoriske regime. Men efter at oprørere med Nato’s hjælp havde fjernet Gaddafi fra magten i 2011, opstod der en noget nær lovløs tilstand i landet.

Til at starte med resulterede det dog ikke i nogen voldsom stigning i bådtrafikken. For mange migranter og flygtninge var turen over Middelhavet for omkostningsfuld, og for smuglerne var der andre varer, som gav større profit.

Men i 2012 og 2013 begyndte hundredtusinder af syrere at flygte til deres allerede overbelastede nabolande, og især syrere fra middelklassen kunne ikke se nogen fremtid for sig i nærområderne. Hermed fik smuglerne en kundegruppe, som havde en helt anden købekraft.

»Vi kan ikke sige med sikkerhed, at den situation, vi ser i dag, overhovedet ikke ville være opstået uden syrerne. Men en meget stor del af det nordafrikanske netværk, som i dag står bag menneskesmuglingen til Europa, blev skabt, fordi der var så stor en efterspørgsel fra syrere. De fungerede som en katalysator«, forklarer Tuesday Reitano.

Stort prisfald

I løbet af 2014 blev de libyske menneskesmuglere imidlertid udkonkurreret af deres tyrkiske kolleger, som etablerede en sejlrute til Grækenland og fuldstændig overtog det syriske marked. Libyerne havde nu brug for en ny forretningsmodel, hvis de skulle opretholde deres høje indtægter. Og her kom EU dem til hjælp.

Flere store drukneulykker i Middelhavet havde vakt så stor forfærdelse i Europa, at Italien i november 2013 indsatte en redningsmission, der skulle operere i internationalt farvand mellem Libyen og den italienske ø Lampedusa.

Mare Nostrum, som den blev døbt, ændrede fuldstændig spillereglerne i Middelhavet. Førhen havde smuglerne været nødsaget til at sejle flygtningene i nogenlunde søstærke fiskekuttere helt ud til Lampedusa eller til Malta – en distance på godt 300 km.

Det betød, at smuglerne skulle indregne at miste en båd til en værdi af op imod 700.000 kroner.

Med Mara Nostrum og dens efterfølger, EU’s Mission Sophia, blev distancen mere end halveret. Og de kyniske smuglere fandt snart ud af, at jo hurtigere deres både kom i havsnød og udsendte nødsignal, desto mere villige var de europæiske skibe til at nærme sig Libyen for at redde de ombordværende. Det kunne altså tjene til smuglernes egen fordel, at bådene nemt kunne kæntre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ønskede man at skabe et system, som var designet til at berige menneskesmuglings-industrien, så ville det være dette her

»Efter at smuglernetværkene havde inkorporeret Mare Nostrum i deres forretningsplan, så observatører med det samme en stigning i redningsaktioner, der involverede både uden besætning og uden nok brændstof til at nå frem til italiensk farvand.

De noterede sig også, at de både, der blev sat i vandet, var langt fra lige så sødygtige, som dem der var set tidligere«, skriver Tuesday Reitano i hendes bog.

De nye omstændigheder gjorde det muligt for smuglerne at sænke prisen gevaldigt. Det gjorde det også væsentligt nemmere for nye smuglere at etablere sig på markedet, da de blot skulle bestille en sending gummibåde over nettet, og den øgede konkurrence har ført til yderligere prisfald.

Hvor syrerene typisk havde betalt omkring 15.000 kroner for en ståplads på en trawler i 2013, faldt prisen de efterfølgende år til det halve. I dag kan det koste helt ned til 1.500 kroner, og nogle smuglere tilbyder endda turen ganske gratis, hvis kunden kan skaffe en håndfuld betalende passagerer.

For smuglerne handler det nu kun om at få flest mulige kunder. Det har ikke vist sig vanskelig i en tid, hvor der aldrig har været flere mennesker på flugt fra såvel konflikter som klimaforandringer og arbejdsløshed.

På bådene i dag er der alt fra marokkanske gadebørn og vestafrikanske bønder til gæstearbejdere fra Bangladesh og nigerianske kvinder, hvis tur er betalt af europæiske prostitutionsnetværk.

Den nuværende situation i Middelhavet er altså ifølge Tuesday Reitano en konsekvens af flere års udvikling og konsolidering af de nordafrikanske smuglernetværk, som ikke har nogen relation til, hvem det er der i sidste ende samler migranterne op ude på Middelhavet.

Døden som afskrækkelse

Mens Europa debatterer, hvem der må redde menneskeliv, fortsætter smuglerne med at udvide forretningen, siger hun.

»Der er langt flere libyske smuglere på markedet i dag, som forsøger at få en del af kagen, og de har en klar oplevelse af, at de kan gøre lige, hvad de vil. For sådan har det været i årevis nu. EU er jo total tandløs med dets krigsskibe i Middelhavet. De gør intet, som rammer smuglerne på deres forretning«, siger Tuesday Reitano.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men er løsningen så helt at fjerne redningsaktionerne?

»Smuglerne er ligeglade med menneskeliv, så de ville ikke stoppe med at sende folk af sted. Men ville migranterne holde op med at opsøge smuglerne, hvis dødeligheden steg drastisk? Måske. Men du skal regne med, at der allerede befinder sig mindst 150.000-200.000 mennesker i Libyen, som er på vej til havet og ville blive sat i både, hvad end det vil ske frivilligt eller ej. Så spørgsmålet er, om vi er villige til at ofre så mange menneskeliv for at kunne anvende døden som afskrækkelse«.

Tuesday Reitanos frygt er, at kampen mod menneskesmugling ender ligesom kampen mod narkotikasmugling.

»Problemet er, at selv hvis en vej ind i Europa bliver lukket ned, så vil der altid over tid blive fundet en ny. Så længe der er så mange mennesker i bevægelse, vil der altid være smuglere, som vil finde en vej for dem og skabe et nyt marked. Det er ligesom med narkotika. Efterspørgslen er der, og udbuddet er der. Hvad skulle kunne bremse smuglerne?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce