Donald Trump kritiseres nu for at udtale sig for tvetydigt om urolighederne i Charlottesville.
Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP

Donald Trump kritiseres nu for at udtale sig for tvetydigt om urolighederne i Charlottesville.

Trump kritiseres for at holde hånden over højrenationalister efter optøjer

Efter voldelige sammenstød i Charlottesville bliver præsidenten nu anklaget for ikke at tage stærk nok afstand til højrenationalisternes handling, som flere republikanere kalder for terror.

Internationalt

Tre døde, flere end 30 sårede og en by i undtagelsestilstand.

Charlottesville i Virginia, USA,  var i går skueplads for voldsomme sammenstød mellem demonstranter, og nu kritiseres den amerikanske præsident, Donald Trump, i det politiske efterspil.

Donald Trump er ikke kendt for at holde sig tilbage med at give sin mening offentligt til kende, men efter optøjerne anklages han for ikke at have taget klart nok afstand fra de Ku Klux Klan-folk, nynazister og alt-right bevægelsen, som stod bag demonstrationen.

»Hr. Præsident - vi må kalde ondskab ved sit navn. De var hvide racister, og det var terror«, skriver den republikanske senator fra Colorado, Cory Gardner, på Twitter.

Noget flere af senatorens kolleger bakker op om.

På et kort pressemøde i aftes italesatte Donald Trump urolighederne i Charlottesville.

Her opfordrede præsidenten parterne til at indstille optøjerne, men han nævnte ikke specifikt højrenationalisterne og fordelte ansvaret for »had og vold« til »mange sider«.

Der er den lige fordeling af ansvaret for optøjerne, der nu får kritikkerne til at tale højt.

Højrenationalistiske demonstranter brugte skjolde til at beskytte indgangen til Lee Park i Charlottesville. (AP Photo/Steve Helber)
Foto: Steve Helber/AP

Højrenationalistiske demonstranter brugte skjolde til at beskytte indgangen til Lee Park i Charlottesville. (AP Photo/Steve Helber)

Nedrivning af sydstatsgeneral

Højrenationalisterne demonstrerede mod en politisk beslutning om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

Selv om et stort antal betjente var på gaden, udviklede demonstrationen sig voldeligt, da højrenationalisterne stødte sammen med en gruppe moddemonstranter.

Flere kom til skade, og helt galt gik det, da en 20-årig mand fra Ohio pløjede sin bil ind i rækken af moddemonstranter.

Øjenvidnet Brennan Gilmore filmede hændelsen og kan fortælle, hvordan en gråsort bil for enden af gaden satte farten lidt ned før menneskemængden, og så trådte speederen i bund igennem mængden.

»Det var meget tydeligt med vilje«, fortæller han til NBC News.

Episoden kostede en 32-årige kvinde livet og 19 blev såret.

Yderligere er to personer omkommet i et helikopterstyrt, der forbindes til urolighederne.

Ifølge Washington Post drejer det sig om en politihelikopter. De to omkomne var den 40-årige pilot og hans 48-årige medpassager.

Politimyndigheden nær stedet, hvor et helikopterstyrt kostede to piloter livet. (Shelby Lum/Richmond Times-Dispatch via AP)
Foto: Shelby Lum/AP

Politimyndigheden nær stedet, hvor et helikopterstyrt kostede to piloter livet. (Shelby Lum/Richmond Times-Dispatch via AP)

»Husk, at hvide amerikanere fik dig valgt«

Nu langer en række kritikere så ud efter præsidentens omtale af urolighederne i Charlottesville.

Blandt kritikerne er der flere Demokrater, men også internt i det republikanske parti, bliver præsidenten kritiseret.

Blandt andre opfordrer den republikanske senator fra Florida, Marco Rubio, til at præsidenten betegner hændelsen som terror.

En tidligere leder for Ku Klux Klanen, David Duke, mener tværtimod, at præsidenten gik for langt med sine udtalelser.

Han beder præsidenten om at huske, at det var de hvide amerikanere, som fik ham valgt.

Guvenør til højrenationalister: »Gå hjem«

Det er til gengæld en noget mere entydig besked, der kom fra Virginias guvenør, Terry McAuliffe, ved et pressemøde i nat dansk tid.

»I tror, at I er patrioter, men I er alt andet end patrioter«, sagde guvenøren til højrenationalisterne med byens borgmester og politichef ved sin side.

»Vi er stærkere end jer. Der er ikke plads til jer her,« tilføjede den demokratiske guvenør.

Guvernøren erklærede lørdag undtagelsestilstand i byen som en reaktion på de voldelige optøjer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce