Fogh: Jeg ville aldrig selv fornærme muslimer

Anders Fogh Rasmussen gav ingen undskyldning til tyrkerne for de danske Muhammedtegninger.
Anders Fogh Rasmussen gav ingen undskyldning til tyrkerne for de danske Muhammedtegninger.
Lyt til artiklen

På posten som Nato's generalsekretær vil Anders Fogh Rasmussen have særligt fokus på konstruktiv dialog med den muslimske verden.

»Jeg fordømmer alle handlinger, der dæmoniserer folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund. Jeg respekterer islam som en af verdens største religioner såvel som dens symboler«, sagde Fogh på konferencen 'Civilisationernes alliance' i den tyrkiske storby Istanbul.

Talen er hans første, efter at han i lørdags blev udnævnt til Nato's kommende generalsekretær.

Jeg ville aldrig selv gøre det
Ind imellem spredte klapsalver sagde Anders Fogh Rasmussen, som havde armen i slynge efter et fald i nat, desuden:

»Jeg ville aldrig selv afbilde nogen religiøs figur, inklusive profeten Muhammed, på en måde, der kan såre andres følelser. Jeg var dybt foruroliget over, at mange så tegningerne som et dansk forsøg på at fornærme muslimer. Intet kunne ligge mig fjernere«, sagde han og understregede, at han som Nato's generalsekretær vil prioritere forholdet til den muslimske verden.

Fogh fremhævede desuden vigtigheden af ytringsfrihed og gensidig respekt gennem talen.

»Ytringsfrihed er essentiel for en positiv dialog. Det er essentielt, at vi kommunikerer åbent og ærligt«, siger han.

Ingen undskyldning

De tyrkiske aviser skrev i går, at Fogh ville bruge en del af sin tale i den tyrkiske storby Istanbul på at undskylde for Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som satte den muslimske verden i brand i 2005.

Tidligere i dag afviste Anders Fogh Rasmussen at give en sådan undskyldning.

»Hør lige her. Vi undskylder ikke i Danmark, at vi har ytringsfrihed. I ved jo alle sammen, at en dansk statsminister ikke kan undskylde på vegne af en avis«, siger Fogh ifølge Ritzau.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her