0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

I to polske byer vokser kunsten mellem de gamle boligblokke: Mød de ildsjæle, der tegner den nye identitet

5. november 2021

De polske byer Gdansk og Szczecin blev knust under Anden Verdenskrig – ødelagt af nazisterne og røvet af russerne. Fra de smuldrede murbrokker tog de fordrevne bysbørn fat og genopbyggede, hvad der engang var. I dag bliver den svære fortid vævet sammen med nutiden på en blomstrende kulturscene. Vi har mødt dem, der tegner byernes fremtid.

For mange rimer Polen på tunge, grå boligblokke. Men byerne Gdansk og Szczecin langs den baltiske kyst gør de fordomme til skamme.

Den største af de to, Gdansk, er en lys, levende og spraglet metropol med en genskabt gammel bydel holdt i pastelfarver og en kanal, der løber langs brostensgaderne. Byen er tætpakket med historie, kunst, mangfoldig kultur og naturlig skønhed til den nysgerrige rejsende eller en weekendtur.

I hjertet af Gdansks gamle bydel tordner Skt. Mary Kirken op. Den røde murstenshelligdom er eftersigende verdens største gotiske kirke, og nærved det eneste i Gdansk, der overlevede Anden Verdenskrig.

Over 400 trappetrin fører dig til toppen af kirketårnet, hvor en eventyrlig udsigt åbner sig. Herfra knæler havnebyen for dine fødder og åbenbarer de tre bælter, Gdansk er inddelt i. Byen er omfavnet af natur – mod nord glimter det baltiske hav svagt, mod syd slanger den dybe grønne skov sig.

»Anden Verdenskrig startede derude«, siger Sebastian Małyszczyk, mens han fra kirkens top peger mod nord på halvøen Westplatte et sted i de polske tåger. I halvdelen af sit liv har han rejst Jorden rundt med rygsæk, nu er han vendt tilbage til sin hjemby for som guide at nytænke byens image.

Da krigens tåger lettede var her intet. 90 procent af Gdansk blev bombarderet til ukendelighed, og Sebastians forældres generation legede i ruinerne. Rækkerne af smalle, farverige huse, der giver associationer til Amsterdam, er replikaer, bygget efter gamle tegninger.

»Fortiden er ikke noget, vi snakker om. Men hvis du er opmærksom, gemmer den sig om hvert et gadehjørne«, siger Sebastian og flytter pegefingeren lidt til venstre fra krigens arnested, hvor gigantiske kraner danser rutineret med containere i kloen.

»Kranerne er en del af skibsværftet. Der startede byens udvikling mod en mere progressiv fremtid, fri for kommunismens jerngreb. I dag spirer undergrundsscenen i de gamle værkstedshaller. Hvor der før blev repareret skibe, er der nu koncerter, street food og kunstkollektiver«.

Han smiler.

»Det er der, vi skal hen. Men først skal jeg vise jer noget«.

Mr. Bogdans forunderlige verden

Det baltiske hav har verdens største lager af rav, og i årtier er forstenet harpiks blevet jaget på kysten og omdannet til smykker – hvis altså ikke finderen har forelsket sig i de ældgamle, indespærrede insekter og gemt dem derhjemme.

I Gdansk er det blevet sin egen industri, og særligt gaden Mariacka er kendt for perlerækken af ravbutikker. Selv hvis du ikke har en interesse i de lysebrune klumper, bør du tage herhen for at beundre husfacaderne og terrasserne, hvor det bedre borgerskab i gamle dage delte sladder.

Sebastian Małyszczyk viser os ned af en sidegade, hvor Mr. Bogdan i en kælder har sin kombinerede butik og værksted. Han er et sted mellem 30 og 67 år, siger han grinende. Under en grå sweater buler en topmave og brillesnoren er, som alt på væggene, lavet af rav.

I sin ungdom arbejdede Mr. Bogdan på skibsværftet som smedje. Han er fåmælt, når snakken falder på det, men han er førstehåndsvidne til den radikale forandring i indbyggernes tankegang, der udspringer fra værftet.

Efter Anden Verdenskrig var Polen underlagt et kommunistisk styre, der kørte økonomien i sænk. Landet var dybt forgældet, og madpriserne i vejret. I sommeren 1980 blev det for meget for befolkningen, der samlede sig i fagforbundet Solidarność (Solidaritet).

Med udgangspunkt i skibsværftet i Gdansk fik den anti-kommunistiske bevægelse millioner af polakker til at nedlægge arbejdet i det første af mange opgør med styret. Mr. Bogdan var en af de strejkende og endte med at få tæsk af politiet. Nervøs for, hvad der fremover ville ske, dedikerede han sit liv til rav, fortæller han.

»Som barn legede jeg i murbrokkerne efter krigen. Som ung kæmpede vi mod kommunisterne. Og nu laver jeg smykker. Mine øjne har set Gdansk gå fra døden til livet«.

Det skulle tage yderligere ni år, fra oprettelsen af Solidarność til bevægelsen fik lov at deltage i præsidentvalget. Et valg de vandt. Frontmanden, Lech Wałęsa, blev et kultikon og er malet på facader rundt omkring i Gdansk. Du kan kende ham på det ikoniske overskæg.

Sejren blev startskuddet til de kommunistiske regimers sammenbrud i Central- og Østeuropa, og indbyggerne i Gdansk snakker om det med stor stolthed.

Vigtigere endnu: Med fødslen af solidaritetsbevægelsen og kommunismens nedbrud øjnede den yngre generation muligheden og friheden til at forfølge deres drømme.

En ny generation

Fra centrum af Gdansk har vi fulgt cykelstien langs floden og er kommet ned på havnen. Engang arbejdede her mere end 20.000 mennesker, lydene var øredøvende, og der stod gnister ud fra hallerne, hvor skibe blev bygget og repareret.

Nu flyder elektronisk musik ud fra et vindue, livet pulserer, og en blanding af lokale og turister nyder en af årets sidste varme dage med en øl i hånden. Alt fra blikkenslagere til politikere får deres fest-fix eller går til koncert.

Med et strejf af skæbnens ironi var ægteparret Adam og Ewa hovedkræfterne bag omdannelsen af den industrielle havn til en livlig port til undergrundsscenen. For 10 år siden grundlagde de spillestedet Klub B90 i en nedlagt værftshal. Langsomt blev stedet populært, og det, der engang var afgrænset til en enkelt koncertsal, er i dag blevet til seks forskellige spillesteder, der spiller alle tænkelige genrer, samt et kunstgalleri og senest slog de dørene op for et indendørs madtorv. Alt sammen spredt over 13.000 kvadratmeter.

»Vi er langt fra den generation, der engang arbejdede her«, siger Michal Drygalski, der er en af stedets daglige ledere, mens han viser rundt i Electrician Street, en slank gade der løber mellem to af det gamle skibsværfts haller.

Han er flasket op på hiphop, graffiti og skateboarding.

»Mine forældre arbejder på et lager. De spørger mig tit, hvornår jeg skal have et klassisk job fra 9 til 17. Det kommer nok aldrig til at ske«.

Han skubber de røde slagterhalsgardiner til side og viser ind i hjertet af en betonhal, hvor lokale food trucks sælger nationale og internationale specialiteter. I midten sidder folk på trætrin og skyller maden ned med naturvin.

»Min generation har rejst meget, prøvet nye ting, set nye ting. Alt det har vi taget med hjem. Da jeg var ung, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig det her«.

Vi står på hans yndlingssted: Anden sal i en af hallerne. Gennem glasruderne er der udsigt til dansegulvet på den ene side og flodens stille skvulp på den anden.

»Gdansk bevæger sig ind i en virkelig interessant tid. I stedet for at flygte til udlandet, bliver de unge mennesker og starter deres egne virksomheder. Hvis du spørger ungdommen, vil de være fotografer, tøjdesignere eller grafikere. Vi er langt mere kunstneriske end den tidligere generation, samtidig med at vi kan tale engelsk og er vestvendte«, siger Michal Drygalski.

Når natten sænker sig, samles de festglade natteravne på værftets forskellige klubber og danser med irrede kraner i baggrunden og den svage lyd af bølger, der slår mod containerskibenes skelet.

»Vi har åben til klokken fem om morgenen. Hvis det er for sent, er der Crack House længere nede af gaden, der spiller musik fra fem til næste middag«, siger Michal Drygalski og bliver et stort smil.

Fortidens vogtere

Ikke langt fra den elektriske gade forsøger en gruppe unge iværksætter i midt-tyverne at agere bindeled mellem den nye generation og de gamle dyder.

For to år siden startede Blanka Byrwa, der kalder sig selv kunstner og wannabe-aktivist, det åbne værksted CUMY, polsk for fortøjningslinjer, i en af de nedlagt arbejdshaller.

Hun driver værkstedet med den stille it-ingeniør Mirosław Pałysiewicz og den mere hyperaktive Jacek Herman. Sidstnævnte kommer fræsende på et tunet løbehjul, mens vi står udenfor CUMY, og når kun lige at blokere bremserne, inden han ramler ind i os.

»Han har hacket det, så det kan køre 50 kilometer i timen«, griner Blanka Byrwa.

Indvendigt er CUMY en legeplads for voksnes fantasi. Der er 3D-printere, et keramikværksted og svejseværksted. Alt sammen til fri afbenyttelse.

»Håndværket er en vigtig del af Gdansks historie. I årtier har mennesker arbejdet her på havnen, det må vi på en måde bibeholde«, siger Blanka Byrwa, før den stille it-ingeniør bryder ind:

»Der kommer stadigvæk mennesker forbi, der har arbejdet i den her bygning for 20 eller 30 år siden«.

For et par dage siden afholdte Blanka Byrwa en workshop, hvor gæsterne omdannede alger til bionedbrydelige kosmetikpunge. Værkstedet er åbent på de flest tænkelige tidspunkter, og turister er meget velkomne til at svinge forbi og afprøve alt fra svejseapparater til drejeskiver.

»Et sted som det her er enormt vigtigt for arbejderkulturen. Det skal være sejt at være håndværker og arbejde med hænderne igen«, siger Blanka Byrwa.

»Arbejderkulturen er døende. Færre og færre mennesker gør det, fordi det er nemmere at lære at programmere. Vores forældre kunne svejse, sy, skære træ og klare vvs. Teenagere i dag kan knapt nok styre en boremaskine«, siger Jacek Herman og suger på sin e-cigaret. »Vi forsøger at genoplive det«.

Hvordan er kunstscenen i Gdansk generelt?

»Den er enormt stor. Særligt værftet bringer kunstnerne sammen. Der har været mange før os, og mange kommer til at efterfølge os. Det er et levende og rigt område. Jeg vil beskrive det som en fristad«, siger Blanka Byrwa.

Polens Paris

En smuttur fra Gdansk ligger Szczecin. Mens Gdansk har brugt de sidste år på at transformere sig fra et postindustrielt mareridt til en kunstnerisk oase, er Szczecin kystens lillebror, der famlende forsøger at skabe rammerne for en udflydende identitet.

I årevis var den mest populær som rejsedestination for europæere, der skulle have ordnet tænder eller klaret plastikkirurgi. Men under skønhedsklinikkerne og tandlægerne ligger en kulturel skattekiste.

De brede boulevarder er skabt efter parisisk forbillede, og langs havnepromenaden lugter der af lun brownie, når vinden trækker dampene fra chokoladefabrikkens skorstene mod byen.

Rundt i byen leder rød maling på fortovene dig forbi de største seværdigheder.

Tilløbsstykket er koncertsalen Karlowicz Philharmonic, hvor symfoniorkestret har hjemme, der er kendt for sit modige udseende og eksperimenterende orkester. Bygningen vandt i 2015 Den Europæiske Unions pris for moderne arkitektur. Taget er formet som savtakkede isbjerge, som stikker op i landskabet.

»Der sker skøre ting i Szczecin, byen udfordrer sig selv, og rammerne for kultur er virkelig fleksible«, fortæller Wojciech Gunia, der spiller kontrabas i symfoniorkestret.

Et par musikere er ved at pakke sine instrumenter ud på hovedsalens scene. Væggene er dækket i et tyndt lag skinnende guld og står i skærende kontrast til indgangens hvide minimalisme.

»Engang var vi den her forbudte, tidligere tyske by, men vi udvikler os til en hip og ung destination«, tilføjer Tomasz Licak, der til tider spiller i orkestret som lejesvend, med henvisning til Szczecin skiftende ejerskab. Grænsebyen, der ligger på kanten af det polske landkort, var i årevis på tyske hænder. Derfor er der mentalt set ikke dybe polske rødder.

Begge beskriver de symfoniorkestret som eksperimenterende og elektronisk, og modsat mange andre orkestre udgøres kernen af unge mennesker. Nytænkningen begyndte ifølge de to musikere, da man for 11 år siden fik et kunstakademi.

»Pludselig var Szczecin ikke et sted, man flygtede fra, men et sted unge mennesker rent faktisk flyttede til for at udfolde sig selv«, fortæller Wojciech Gunia.

Tomasz Licak var en af dem, der flygtede. Som 19-årig pakkede han sit liv ned og flyttede til Danmark. Egentlig troede han, at han aldrig ville vende tilbage. Tidligere i år blev den 35-årige saxofonist og komponist udnævnt som æresambassadør for byen, for hans arbejde med at eksponere og promovere den.

»En dag var jeg tilbage for at besøge min familie, og jeg så den her by, der var ved at bygge sin egen identitet. Den var ikke længere skræmt af sit tyske tilhørsforhold, den ville genopbygge sig selv uden at sidde fast i fortiden. Det ville jeg være med til«, siger han.

Kunst mod kommunismen

Tilbage i Gdansk er der et sidste sted Sebastian Małyszczyk vil vise os. I udkanten af havneområdet vandrer et par transformers lavet af metalragelse fra havet op på kajen. Her bor en af de første kantoner af kunstnere, der gjorde skibsværftet til deres hjem.

Metalmændene er lavet af Czesław Podleśny, en af WL4 Art Spaces grundlæggere, som udstiller over det mest af Polen og mange steder i Europa. Han startede med at skabe dem, da han var fattig efter studietiden, og metalresterne alligevel flød langs floderne, fortæller han.

W4L består af to etager, nederst byder galleriet indenfor til grundlæggernes egne kreationer, og øverst finder du skiftende udstillinger.

»Lige nu eksisterer der to hold af kunstnere i Gdansk. Der er de unge ulve og den gamle garde. Ideen med vore galleri er at mikse de to segmenter. Selv er jeg den gamle garde«, griner Adriana Majdzińska, der primært arbejder med træ.

Hun forklarer, at op gennem 80’erne og 90’erne var kunstens vigtigste virke at angribe kommunistpartiet, som man også så med rockmusik.

»Da demokratiet kom, og vi fik vores frihed, var der pludselig intet at kæmpe mod, og vi blev nødt til at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Hvordan så kunst ud i den nye virkelighed?«, spørger hun retorisk.

Ytringsfrihed er for tiden svaret, og det emne som store dele af kunsten behandler – særligt med fokus på homoseksuelles rettigheder.

»Betydningen og værdien af kunstnerisk frihed og ytringsfrihed er indgraveret i de lokale kunstneres udtryk«, siger Adriana Majdzińska.

Hvad er den største ændring, I har set i Gdansk?

»For fem år siden var dele af bymidten stadig i ruiner. I ser en helt anden by i dag. Og kommer I tilbage om fem år, vil I sikkert ikke kunne genkende byen. Udviklingen sker så hurtigt«, siger Adriana Majdzińska.

Pommern er en af de mest naturskønne og populære tourist-regioner i det nordlige Polen. Her ligger byen Gdańsk, der er del af det større byområde kaldt 'Tricity' – en fællesbetegnelse for den pulserende metropol, der omfatter de tre byer: Gdańsk, Sopot og Gdynia. Tre vidt forskellige historier, ansigter og individualiteter, der tilsammen udgør én harmonisk helhed.

Vestpommern er en malerisk region ved kysten til det baltiske hav, hvortil Szczecin, Świnoujście og Police har betydningsrige havne. Det er anset som én af de grønneste regioner i Polen og karakteriseret ved sin utrolige diversitet i landskabet: Strande, hundredevis af søer og skove fulde af dyreliv. Her finder man blandt andet den vestpommerske sejlrute og fyrtårnsruten.

Læs mere her
Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Allerede abonnent? Log ind her

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.