0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

I Schweiz’ kunsthovedstad må du bade i både springvand, floder og hippe havnebade

2. august 2021

Klemt inde mellem Frankrigs Jurabjerge og Tysklands kæmpemæssige Sorteskov ligger kunstbyen Basel. Her er der museer på de fleste gadehjørner, og kunsten flyder over i byens hotel- og restaurantscene. Men man kan også vende kunstscenen ryggen og tage en dukkert i byens floder og springvand eller i den unge, urbane scene, som byder på hippe havneområder, streetfood og designhostels.

Der er et museum for den farmaceutiske industri. Et museum for boksning, selv om ingen rigtig går op i at bokse i Basel. Og et museum for frøer. Selv i en stejl, snæver gade i den gamle bydel finder du et museum, Schweiz’ mindste, der er et vindue i en 600 år gammel bygning, hvor ejerne viser forskellige former for mindre samlinger. Denne sommer: ishockeypucker.

I Basel er der for hver kvadratkilometer et museum. Det bliver til 40 museer i alt i en by med kun cirka 180.000 indbyggere. Og en ikke uvæsentlig del af de 40 museer er kunstmuseer.

Sådan er det i Schweiz’ tredjestørste by, der også bliver kaldt landets kunsthovedstad.

»Du kan ikke gå på gaden uden at komme forbi et museum«, siger Claudio Vogt, der selv arbejder på et museum, nemlig det snart 150 år gamle Kunsthalle Basel, Schweiz’ ældste institution for samtidskunst.

»I Basel vokser du op med kunst, fordi du er omgivet af så mange offentlige institutioner. Ja, du er faktisk forkælet med kunst«.

Kunsthalle Basel er en af Schweiz’ - og Europas - førende institutioner for samtidskunst, og kunsthallen har tradition for at vise kunstnere tidligt i deres karrierer, før resten af kunstverdenen har fået øje på dem.

Første gang amerikanske kunstnere som Jackson Pollock, Cindy Sherman og Mark Rothko udstillede i Europa, var det i Kunsthalle Basel, der med sin placering i udkanten af den gamle bydel og byens teater samt Jean Tinguelys springvand med mekaniske skulpturer som nabo er et stop værd. Hvis ikke for kunsten, så om ikke andet for en kop kaffe i den skyggefulde Kunsthalle-Garten ved siden af kunsthallen.

Også Pablo Picasso udstillede sine malerier i kunsthallen med det flotte lysindfald og højt til loftet i 1914, da han var omkring 30 år gammel.

»Når vi ser i vores arkiver, er det fantastisk at se, hvordan museets direktører altid har haft næse for, hvad der foregår og hvem der er klar til at tage det næste og større skridt«, siger Claudio Vogt.

»Matthew Angelo Harrison, som udstiller lige nu, hvem er det? Det er der ingen, der ved. Endnu. Vores mål er altid at vise det nye, nuet, de ting, der måske gør dig ukomfortabel, ting du ikke forstår endnu. Men et par år senere ser du, at de kunstnere har udstillinger på Kunstmuseum Basel eller Fondation Beyeler, for eksempel«.

Apropos Pablo Picasso og et eksempel på byens kærlighed til kunst: I 1967 skulle to Picasso-værker, der ellers var permanent udlånt til Kunstmuseum Basel, sælges, fordi ejeren, et forsikringsselskab, var ved at gå fallit på grund af et flystyrt. Byen fik mulighed for at købe værkerne, og efter en folkeafstemning blev der givet lov til, at Basel kunne bruge seks millioner franc, men der manglede stadig cirka 2 millioner franc. Hvordan blev de fundet? Jo, de blev såmænd indsamlet af Basel-befolkningen selv.

»Byens indbyggere elskede de malerier utrolig højt, og man kan mere eller mindre sige, at Basel-boerne selv ejer Picasso-malerierne«, siger Claudio Vogt.

»Pablo Picasso hørte efterfølgende om det og tænkte: Wow, en by har købt mine malerier, fordi de ikke vil af med dem. Jeg giver jer fire mere. Så nu har Kunstmuseum Basel seks værker af Picasso. Selv kunstneren var imponeret over, at en by kunne finde på at gøre det. Det er en fin historie, der også siger meget om byens forhold til kunst«.

Men historien om byens forkærlighed for kunst går længere tilbage. Som by var Basel tidligt fremme i kunstskoene.

»Basel har på en måde altid været lidt foran resten af Schweiz. Interessant i forhold til, hvordan Basel blev sådan en kunsthovedstad, er det, at byen og universitetet i 1661 købte Amerbach-Kabinett, en privat samling af værker, og gjorde dem offentlige«, fortæller Claudio Vogt.

»På det tidspunkt var kunst kun privatejet. Og det siges at være den første offentlige kunstsamling i verden. Først godt og vel 80 år senere åbnede Louvre i Paris for offentligheden«.

Verdensklassekunst uden for centrum

Overalt i byen er det da også til at få øje på, at Basel værdsætter sin kunst.

På et hotel som Der Teufelhof beliggende i to byhuse fra det 18. århundrede er værelserne udsmykket af især schweiziske kunstnere. På en klassisk og elegant restaurant som Volkshaus Basel, der med sin grønne gårdhave skærmer fra den travle gade lige på den anden side og indbyder til en rolig frokost i det fri, pryder kunst dækkeservietterne. Og på gåben i byen, som kan dateres tilbage til det 1. århundrede f.kr., og som byder på små, kringelkrogede gader og flere hundrede år gamle bygninger, men også moderne arkitektoniske perler og højhuse, er det da også til at få øje på kunsten på porte og mure lavet af nogle af de omkring 100 aktive streetartists i Basel. Flere værker af den verdensberømte franske kunstner Space Invader finder du også i gadebilledet.

For kunsten er ikke bare den, der gemmer sig på de mange museer – hvoraf nogle er markeret med en banan af den tyske kunstner Thomas Baumgärtel, der i flere store byer verden over markerer særligt interessante kunstlokationer med den spraymalede frugt. Som en slags kvalitetsstempel.

Sådan en har Kunsthalle Basel for eksempel. Og det har Fondation Beyerler også. Det er et museum med fokus på moderne kunst og særudstillinger med samtidskunst, som ligger lidt uden for centrum, kun en cykeltur med vind i håret langs bifloden Wiese væk.

Et fluorescerende grønt vand er det første, øjnene møder en solskinsdag i juni. Væk er glasfacaden, der normalt sidder på arkitekt Renzo Pianos museumsbygning fra 1997. Væk er også den åkandedam, som bygningen tidligere spejlede sig i, men som nu er skrigende grøn og har oversvømmet dele af museet.

Olafur Eliasson – der i parentes bemærket udstillede på Kunsthalle Basel i 1997, hvilket dansk-vietnamesiske Danh Vo også gjorde i 2009 – har været på spil med installationen ’Life’, der blandt andet refererer til et flere meter langt og klassisk Monet-åkandemaleri, som museet huser i sin samling på over 300 værker.

»Det er nok ikke noget, vi nogensinde ville gøre igen«, fortæller Dorothee Dines, der arbejder på Fondation Beyeler, som ligger smukt omkranset af grøn natur og en stor sommerblomstrende, rød valmuemark.

»Men det er en af selve ideerne bag museet, at tage den et skridt videre end man normalt ville gå«.

Museet er grundlagt af Ernst og Hildy Beyeler. Han er født og opvokset i Basel, blev en af byens førende gallerister og var senere med til at grundlægge en af verdens mest indflydelsesrige kunstmesser, Art Basel. Hvert år fordobler kunstmessen indbyggertallet i den schweiziske by og tiltrækker superrige kunstsamlere såvel som verdens førende kunstnere, kuratorer og samlere.

»Jeg tror ikke, der er mange byer af samme størrelse som Basel, der har samme mængde af museer, som findes her«, siger Dorothee Dines.

»Og der er et virkelig godt miks: Der er Kunstmuseum Basel, som har en fantastisk samling, der er Kunsthalle Basel for de yngre kunstnere, der er unge kunstnere, som rykker og flytter kunsten ud i off spaces, der er kommercielle gallerier, og så er der i det hele taget masser af støtte til kunst, selv om Basel jo ikke er enorm«.

Kom lad os boltre os

Og nok er byen fuld af kunst, men Basel er også en by, der på grund af sin størrelse indbyder til at slentre rundt og gå på opdagelse i den gamle bydel, det gamle industrikvarter Dreispitz, der er under løbende udvikling, eller sidde ved et af byens 340 springvand, betragte de gule og grønne sporvogne, som krydser ind og ud af byen, og bare nyde livet.

Det behøver man imidlertid ikke at nøjes med: Man kan også hoppe i det pludrende springvands-vand. For i Basel må du bade i springvandene, og på dage, hvor varmen i den lille storby er virkelig varm, lokker de. Ikke bare turister, men også skoleklasser på udflugt, veninder, der er ude for at fejre livet eller bare at det er lørdag, og par på dates.

Rhinen, der er en af Europas længste floder, snor sig også gennem byen. Nogle steder står græsset vildtvoksende langs bredden, andre steder kan du slå dig ned langs vandet og nyde roen, medbragt mad og drikke og en lun sommeraften, mens du kigger på den kontinuerlige strøm af mennesker, der flyder forbi i vandet.

Andre steder er det nemlig oplagt at pakke sin wickelfisch – den fiskeformede og Basel-berømte drybag, der kommer i alskens farver, som tager dit tøj tørskindet gennem en tur i vandet – og træde ud i floden og lade det kølige vand føre dig på sightseeing gennem hele byen, fra Museum Tinguely, der viser værker af den schweiziske billedhugger og maler Jean Tinguely, og hele vejen til det gamle havneområde, Klybeck, der i dag er fyldt med barer og spisesteder i bedste selvbyggerstil.

Her er bænke og kabeltromler som borde, ældre sejl skygger for solen, og i de mange containere, og endda i et stort, rødt skib fra Første Verdenskrig, er der madboder og barer. Når mørket falder på, er det tid til fest og kulørte lamper.

Fisk & Øl er en af de mange barer og spisesteder. Og det danske navnet ikke tilfældigt: De sælger øl fra Mikkeller, blandt andet, og fisk i forskellige udformninger. Og det gør de, fordi ejeren af den mørkeblå vogn, Christopher Duschl, er halvt dansk.

»Schweizere elsker det nordiske køkken, og de kan godt lide fisk, hvilket du ikke rigtig kan få i Basel. Så for fire års tid siden åbnede jeg Fisk & Øl i Markthalle. Men det var kun frokostservering, og om vinteren var det ikke særlig cool med kolde fiskeretter, hvor folk hellere ville have varm mad. Det var også kedeligt og dyrt, og det var helt klart ikke det rigtige sted for Fisk & Øl«, siger Christopher Duschl, der driver stedet med hjælp fra sin partner Marcus, og som siden maj har holdt til i det gamle havneområde.

Mange kommer til området, der er hjem for musikere, skatere, kunstnere med mere, på cykel for at bade, nyde en drink og solnedgangen ved Rhinen.

»Vi ville gerne være tæt på vandet, og her kan vi for små penge være i 4-5 års tid, før der formentlig skal bygges boliger og kontorbygninger«, fortæller Christopher Duschl. Partneren Marcus tilføjer:

»Og her er der cool. Er området unikt for Basel? Ja, det er det absolut. Det er som en blød udgave af Christiania«.

Tre lande på få minutter

Med sin placering lige mellem Tyskland og med udsigt til Sorteskoven, Tysklands største sammenhængende skovområde, og Jurabjergene i det lige så nærliggende Frankrig, er det fra Basel, blandt andet på cykel fra havneområdet, muligt at besøge de to lande på ganske få minutter.

At besøge de tre lande på én og samme tid kræver en tur i vandet - og er også forbudt på grund af skibstrafikken på Rhinen.

På opdagelse i byen kan du også smutte igennem Kleinbasel, der på mange måder minder om Nordvest og Nørrebro i København. Her finder du Klara. Engang var det et stort varehus med billigt tøj, men siden 2017 har det været et sted med teater, koncerter og små boder med mad, der engagerer lokale beboere med rødder forskellige steder i verden.

Og hvad er det inspireret af?

»Jeg har lyst til at sige Papirøen«, siger Samara Leite Walt, der fungerer som stedets barchef og kommunikationsmedarbejder, og som normalvis er bosat i København, hvor hun arbejder som journalist for schweiziske medier.

»Klara er et spejl af området, og tidligere var det et sted ingen kom. Men sådan er det ikke længere«.

Det rå lokale, der minder om en gammel industribygning med betonvægge- og gulve, højt til loftet, engagerer ud over lokale beboere i de 7-9 forskellige madboder med mad fra forskellige verdensdele også en del kunstnere, som arbejder på Klara eller udstiller værker gratis, hvilket er »win-win for alle« ifølge Samara Leite Walt. Og som hun siger:

»Art, that’s what Basel is all about«.