Sommerhusejer har taget drastisk middel i brug, men er alligevel kun sikret mod stormfloder til 2050
Vandskader forårsaget af skybrud og stormfloder bliver hyppigere, og eksperter fastslår, at klimaforandringer i fremtiden kun vil gøre problemerne større.
En hårdt prøvet sommerhusejer har taget sagen i egen hånd og med drastiske midler sikret sit sommerhus mod oversvømmelser – i hvert fald for en stund.
Vandet ud for Moshuse Strand syd for Kolding ligger blikstille, og efterårsvinden er kun lige akkurat mærkbar.
Her er det svært at forestille sig naturen som andet end rolig og venligsindet, men ejerne af de små sommerhuse langs med vandet i det vestlige Lillebælt ved bedre: De blev for godt et år siden ramt af den store stormflod, hvor vandet piskede ind fra havet og ubønhørligt pressede sig op gennem gulvbrædderne, så det til sidst stod mellem 40 centimeter og en meter højt i deres huse.
En af de sommerhusejere er 45-årige Jacob Jessen.
Jacob Jessens sommerhus var inden stormfloden blevet ramt af et par mindre vandskader, men den store oversvømmelse sidste år var dråben, der fik bægret til at flyde over.
Derfor besluttede Jacob Jessen og familien sig hurtigt for, at de var klar til at tage drastiske midler i brug for at holde vandet fra døren i fremtiden.
Og det var unægteligt en alternativ løsning, de så kom på.
»Der findes jo nok noget lignende et sted, men jeg har ikke set det andre steder eller hørt om det – ikke herhjemme«, siger Jacob Jessen selv.
Det særprægede fænomen, som Jacob Jessen refererer til, er de knap 15 meter lange pæle af stål, han har fået banket ned i jorden under sin grund, og som stikker næsten to meter op over jordens overflade.
Inden pælene er blevet banket ned, har en kran løftet det 50 kvadratmeter store – og ti ton tunge – sommerhus væk fra grunden. Til sidst er sommerhuset blevet løftet op på pælene og voila; et styks stormflodssikret sommerhus.
»Det er vildt, at det kan lade sig gøre. Men det kan det altså«, siger Jacob Jessen med et lige dele stolt og forundret smil.
På trods af den store aktion – som alle Jacob Jessens nærmeste naboer desuden har udført efter lignende, men ikke helt ens skabeloner – vil sikringen mod fremtidens stormfloder dog fortsat have sine begrænsninger, forklarer Jacob Jessen.
»Kolding Kommune har fortalt os, at de to meter vi nu er blevet hævet, i hvert fald vil sikre os til 2050. Så må vi se, hvad der skal ske til den tid. Lige nu ligger vi jo i hvert fald højere, end de gør inde i Kolding, så hvis der skulle komme en stormflod i morgen, vil jeg hellere sidde her end derinde«, siger han.
Flere og flere vandskader
Da stormfloden i 2023 – som ifølge Naturskaderådet var den dyreste stormflod nogensinde - ramte, blev Jacob Jessen og familien fanget på Fanø, hvor de havde holdt ferie.
Da de endelig kunne komme frem til sommerhuset, som har været i familiens eje i 15 år, var det et rystende syn, der ventede dem.
»Vi blev da forskrækkede over, hvor voldsomt det var. Vores terrasse var fuldstændig ødelagt, der lå en fremmed båd og flød på den, og der lå en badebro op ad huset. Indenfor var der vand over det hele«.
»Vi lå lidt højere end flere af vores naboer, så vandet stod ‘kun’ cirka 40 centimeter op inde hos os, hvor det stod op mod en meter højt hos andre. Men 40 centimeter vand er jo rigeligt til at ødelægge alting – gulve, køkken, møbler, radiatorer ... Det hele var ødelagt«, forklarer Jacob Jessen.
Jacob Jessen og familien havde forberedt sig på stormfloden, det bedste de kunne, de havde lagt sandsække og gået huset efter for revner, som de havde lukket til med tape. Men »når vandet vil ind, så kommer det ind«, som Jacob Jessen selv formulerer det.
»Det er jo voldsomme kræfter, der er på spil. Når der er så meget vand, som presser sig på, så finder det en vej ind til sidst. Man er chanceløs«, siger han.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand – der de seneste år har oplevet en »markant« stigning i antallet af anmeldelser på vandskader – er man enig i, at oversvømmelser i den skala, Jacob Jessen og familien har været udsat for, i mange tilfælde er godt og vel umulige at forebygge sig ud af.
Det siger Jan Graversgaard, der er direktør for Bygning i Skade i Alm. Brand.
»Når vi snakker om så massive mængder vand – hvad enten det kommer fra skybrud eller stormfloder – så er det rigtig svært at forebygge mod, hvis man bor et meget udsat sted; tæt på kysten, i et lavtliggende landskab, eller i et område hvor grundvandet i forvejen står højt«.
»Nogle steder i landet er man så udsat, at den enkelte husejer har meget begrænsede muligheder for at sikre sin ejendom. Håndteringen af kommende stormfloder er en statslig udfordring, hvor vi selvfølgelig gerne hjælper husejere med al den viden, vi har med at sikre vores fælles værdier. Men det er kommuner og staten, der skal på banen. Den planlagte stormflodssikring af Faaborg er et godt eksempel på, hvordan Faaborg-Midtfyn Kommune har taget teten for i fællesskabet at sikre byen«, siger Jan Graversgaard.
Noget kan – og bør – du dog under alle omstændigheder gøre, når du bliver varslet om, at en oversvømmelse kan være på vej, siger Jan Graversgaard:
Sådan forebygger du bedst mod vandskader
Tildæk husets revner: Når du hører, at der er risiko for stormflod eller skybrud, så gå dit hus igennem for ventilationshuller og revner i ydervægge og tag og luk dem til. Ved døre og vinduer kan du eksempelvis bruge vandsikringstape. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind.
Hav altid det basale klar: Bor du i et højrisikoområde er det en god idé altid at have sandsække og presenninger liggende. På den måde er du altid klædt på til at beskytte dit hus mod vandet i det omfang, det nu kan lade sig gøre.
Flyt hårde hvidevarer ud af kælderen: Bor du i et højrisikoområde og har du en kælder, er det en rigtig god idé ikke at have dyre hårde hvidevarer såsom vaskemaskine og tørretumbler stående dernede, som mange af os ellers har. Find i det mindste en måde at hæve dem fra gulvet på, så det indtrængende vand ikke ødelægger dem.
Vær særligt opmærksom på opstigende kloakvand: Kloakvand er sundhedsfarligt, og du kan blive rigtig syg af det, undgå derfor berøring med kloakvandet.
Kilde: Jan Graversgaard, direktør for Bygning i Skade i Alm. Brand
Frygter for fremtiden
På Moshuse Strand har Jacob Jessen nu arbejdet på sikringen og renoveringen af familiens sommerhus i godt et år.
Jacob Jessen er uddannet murer og har selv lagt »sindssygt mange« arbejdstimer i projektet, men da der ikke er noget egentligt murerarbejde i at flytte og renovere et sommerhus lavet af træ, har han ofte måttet betale sig til hjælp fra fagprofessionelle.
Alt i alt løber regningen op i cirka en million kroner, hvoraf Naturskaderådets stormflods- og oversvømmelsespulje dækker sommerhusets indre skader for cirka 400.000 kroner, fortæller Jacob Jessen.
De resterende 600.000 kroner har familien altså måttet betale af egen lomme.
Jacob Jessen udtrykker imidlertid stor taknemmelighed over den hjælp, familien har fået fra det offentlige – ikke mindst over den ændring af lokalplanen, som Kolding Kommune foretog et år inden stormfloden, og som har gjort det muligt for ham og hans naboer at hæve deres sommerhuse.
»Uden den ændring ville vi jo bare være på den. Så kunne vi bare sidde og vente på, at den næste oversvømmelse ramte«, siger han.
Men mens Jacob Jessen regner med at være færdig med renoveringsarbejdet, når dette års juleferie er omme, og han derfor nu ser lyst på den allernærmeste fremtid, så kan han godt frygte for fremtiden i et større perspektiv.
De flere og flere oversvømmelsesrelaterede ødelæggelser i Europa – senest i det østlige og sydlige Spanien, hvor oversvømmelser har kostet mere end 200 mennesker livet – samt en analyse fra tænketanken Concito, der viser, at 600.000 private boliger og 120.000 erhvervsbygninger i dag er i risiko for at blive påvirket af stormfloder og ekstrem regn, bør få os alle til at spærre øjnene op, mener Jacob Jessen.
»De her ting er jo ikke bare vigtige, fordi jeg tilfældigvis ejer et sommerhus, der kan blive oversvømmet, men fordi det i bund og grund handler om den verden, vi og vores børn i fremtiden skal leve i«, siger han.
Klima og fremtidens vandskader
En analyse fra den grønne tænketank Concito viser, at 600.000 privatboliger og 120.000 erhvervsbygninger i dag er i risiko for at blive påvirket af stormfloder og ekstrem regn. Samtidig vil fortsatte klimaforandringer i fremtiden kun gøre problemerne mere alvorlige, fastslår Concito.
Ifølge DMI vil havniveauet i Danmark – som konsekvens af klimaforandringer – i slutningen af århundredet desuden være steget med mellem 30 cm og 60 cm, og mængden af vinternedbør vil samtidig være steget med mellem 6 procent og 23 procent sammenlignet med årene 1981-2010. De forhøjede vandstande vil føre til større og hyppigere stormfloder, fastslår Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og forskernetværket Navigating 360 i en ny rapport.
Kilder: Concito, DMI og DTU
Af samme grund har Jacob Jessen og familien også været optagede af at finde brugte møbler som erstatning for de gamle og af at genbruge så stor en del af den tidligere terrasse som overhovedet muligt i den nye.
Derfor lå Jacob Jessen i januar og februar weekend efter weekend i vinterkulden for at skrue brædderne i den tidligere terrasse fri og på den måde redde så mange som muligt af dem.
For udover den økonomiske gevinst, der følger med genbrugen, så giver genbrugstanken også mening i et endnu større regnskab, mener Jacob Jessen.
»Jeg ved godt, at det i det store billede er et meget, meget lille bidrag, men alligevel: De menneskeskabte klimaforandringer har jo i et eller andet omfang været med til at skabe det problem, jeg og min familie står med. Så det ville da være mærkeligt ikke at forsøge at gøre mindst muligt skade på klimaet, når vi forsøger at udbedre problemet«, siger han.
Er du klar til storm og forhøjet vandstand?
Stormsæsonen har vokseværk, og skybrud skyller ind over landet oftere og oftere. Den nye vejrvirkelighed stiller krav til dig og ikke mindst din forsikring. Få vores erfaringer med at forberede dit hus på det voldsomme vejr.