0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

PLACENTA

I en tid hvor algoritmer, kunstig intelligens og computerkraft æder sig ind i stadig flere dele af vores tilværelse, står den menneskelige krop tilbage som en lidt akavet, gammeldags kødklump, mener billedkunstner Marie Munk, der i sit arbejde udforsker teknologiens indflydelse på vores kropslige selvforståelse. På årets Roskilde Festival udstiller hun en kæmpemæssig, hyperrealistisk moderkage. Det kødlige hylster, vi alle stammer fra, men stadigvæk har et noget ambivalent forhold til.

21. juni 2022
  • Det summer industrielt i den gamle shipping-container Hal 7 i Roskildes kreative bydel Musicon. På et bord i indgangspartiet står stablede kaffekrus fra Biltema, der ligger spraydåser i rød-brune nuancer, og fra væggene hænger plastgardiner som taget ud af en makaber scene fra seriemorder-serien Dexter.

    Og nåh ja, midt på gulvet ligger en kæmpemæssig, hyperrealistisk moderkage med slibrig overflade, pulserende blodårer og en lang snoet navlestreng hængende ud af sig.

    »Jeg er vant til at arbejde med store værker, men ikke så store værker«, siger billedkunstner Marie Munk, der iført en hvid kedeldragt og gasmaske er i færd med at spraymale det 9x11x3,5 meter store værk, Placenta, denne formiddag i Roskilde.

    »Men man kan jo ikke diske op med en eller anden lille skrøbelig skulptur på en festival«.

    Inden længe flytter moderkagen ind på Roskilde Festival, hvor den præsenteres i samarbejde med Museet for Samtidskunst og Bikubenfonden. Her kan man opleve det hoppeborgs-agtige værk på egen krop – kravle op og lytte til det meditative, kropslige lydunivers, der spiller fra moderkagens indre, og forhåbentlig få sig en sludder om, hvad et blodigt organ laver midt på festivalpladsen.

    »Man konkurrerer med mange indtryk på en festival, så jeg tænkte, at det kunne være fedt at lave noget, som folk på en eller anden måde kan interagere med og tage del i«, siger Marie Munk og ryster en spraydåse.

    »Jeg har altid været meget interesseret i at arbejde med kroppen og den her følelse af at være et kødeligt, levende væsen i en teknologisk verden. Tidligere har det meget været den ydre krop, men de seneste år har jeg bevæget mig mere og mere ind i kroppen. Derinde hvor vi alle stort set ser identiske ud«.

    SYNTETISK ÅBENBARING

    Med Placenta er det ikke kun formatet, men også materialet, der er en first timer for Marie Munk. Gennemgående for hendes arbejde er ellers brugen af silikone, som hun opbygger og indfarver, til det ligner hudlag. »Man bruger blandt andet silikone til at lave menneskelignende robotter. Og for mig ligger der noget vildt fedt i at arbejde med det her super syntetiske materiale til at lave noget super kødeligt«, siger Marie Munk og fortæller, at hun under sin uddannelse fik hjælp til at udvikle en teknik til at arbejde mere kunstnerisk intuitivt med et materiale, man ellers normalt støber i. »Det blev en åbenbaring for mig«.

    Men vejen dertil var ad kringlede stier.

    Marie Munk voksede op i Aarhus-forstaden Risskov i et hjem, hvor gulvene var belagt med farverige tæpper, og vægge og vindueskarme var fulde af kunst. Moren er billedkunstner, faren er arkitekt, og selv har hun altid været fascineret af at skabe noget med hænderne. Længe vidste hun bare ikke rigtigt hvad, og efter gymnasiet begyndte hun på Kolding Designskole med tanken om, at det, hun skulle skabe, var modedesign.

    »Jeg kunne godt lide tanken om at forme kroppen på forskellige måder med tøj. Men det tændte mig ikke rigtigt«, siger Marie Munk og punkterer med det samme næste stop på uddannelsesruten: »Det blev ikke meget bedre på kandidaten«.

    Efter uddannelsen søgte hun ind på Mixed Media på Royal College of Art i London, der havde »obligatoriske forløb i broderi«, og generelt ikke vandede hendes kreativitet.

    Hun begyndte derfor at opsøge folk fra andre kunstneriske retninger, hvilket blandt andet førte hende til kunstner Stine Deja, som delte hendes interesse for krop og teknologi.

    Herfra tog det fart. Sammen skabte og turnerede de med installationen ‘Synthetic Seduction’, hvor hudlignende organismer flød hvileløst rundt, og de har netop haft installationen ‘Devine Desires’ i Politikens forhal, der består af et overdimensioneret hoved og to store neongrønne hænder fortabt i et mekanisk begær og et evig scroll på en skærm.

    Siden hun fik sin silikone-åbenbaring, har tingene mildest talt taget form. I en alder af 33 år har hun allerede haft flere soloudstillinger og fundet vej ind i Arkens faste samling. Hun har fået tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats talentpris. I efteråret 2021 blev udvalgt til Bikubenfondens atelier-program TO GO. Og i foråret modtog hun det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

    AF KAGEN ER DU KOMMET

    De seneste år har moderskabet – i litteraturen råbt an af forfattere som blandt andre Olga Ravn og Dy Plambech – haft lidt af et momentum. De mørkere sider af moderskabet er kommet frem i lyset, og den følelsesmæssige fremmedgørelse, det tidlige moderskab kan indebære, er forsøgt aftabuiseret.

    Tiden kan med andre ord siges at være moden til oppustelige moderkager. Men med sin udstilling på Roskilde Festival tager Marie Munk samtidig debatten videre til et spørgsmålet om vores kropslige fremmedgørelse. Og det handler ikke bare om kvinder, men om os alle sammen, siger hun og ser op på moderkagen.

    »Det er jo der, det hele starter for os alle sammen. Alle mennesker, uanset køn og etnicitet, har været knyttet til navlestrengen inde i deres mors mave. Og den moderkage ser forholdsvis ens ud, uanset hvilken krop, der har groet den. Det er et fælles livgivende udgangspunkt«, siger hun.

    Alligevel er moderkagen, som så mange andre sider af vores kropslige natur, forbundet med en masse ambivalens – noget på en og samme tid vidunderligt og vammelt, mener hun. Og selvom det er en tematik, Marie Munk i årevis har beskæftiget sig med, så blev den ikke mindre present, da hun for et par år siden selv blev mor.

    »Som det ser ud i dag, så gror og føder vi børn på præcis samme gammeldags måde, som vi altid har gjort det. Det tror jeg, der ligger en tryghed i. Men verden er jo i drastisk udvikling. Og jeg er ret optaget af, hvordan den teknologiske udvikling hele tiden udfordrer vores kropslige selvforståelse og distancerer os fra vores kroppe«, siger hun og tilføjer, at det formentlig er en følelse af utryghed, som smider gode penge i kassen hos virksomheder, der tilbyder fødselsforberedelse.

  • TID TIL HANDLING

    Når Marie munk puster moderkagen op i stort format, så vidner det om en insisteren på moderskabets betydning i vores samfund, mener Signe Brink Wehl, der er chefkurator på Roskilde Festival.

    »Marie Munks værk er som et manifest, der kræver at blive set, og som sætter spørgsmålstegn ved nogle meget almenmenneskelige problematikker. Og hvorfor ikke tage den dialog på en festival«, spørger hun retorisk.

    Placenta bliver udstillet i Art Zone, hvor det forplantende og reproducerende i år er i fokus. Foruden Marie Munk kan man opleve Anna Aagaard, der har skabt en forstørret og muteret livmoder, som giver liv til talrige æggestokke, man kan sætte sig ind i, ligesom Tabita Rezaire præsenterer filmen ‘Peaceful Warrior’, hvor kunstneren guider gennem egyptisk kosmologi og livmodere, mens hun dyrker yoga og træner sin »livmoderkraft«, lyder det i programmet. Og det er bare et lille udsnit af de knapt 70 kunst- og aktivisme-indslag, man kan møde under årets festival, der har det overordnede tema solidaritet.

    Det er ikke første gang, at det 68’er-klingende slagord, har fundet ind på festivalpladsen. Men det er som om, at temaet har en særlig gennemslagskraft netop i år, mener Signe Brink Wehl.

    »Det er ikke ligefrem, fordi behovet for en mere solidarisk fremtid er blevet mindre i de to år, festivalen har været aflyst«, siger hun og nævner rapporter om ringe mental trivsel i ungdomsgenerationen, en tiltagende klimakrise og krig i Europa. »Men vi ser samtidig både i de aktivistiske bevægelser og i de kunstneriske udtryk en solidaritet, der i høj grad peger på, at der er ting at gøre – særligt når vi står sammen. Det spirer virkelig derude. Kunsten orienterer sig bredt, den har bid og holdning, og fælles for de forskellige bevægelser er et krav om handling«, siger hun.

    Fra Marie Munks udstilling Big Energy på Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

    Men er en festival ikke tænkt lidt som en pause fra det hele – fra kriserne, fra forventningerne, fra ansvaret?

    »Man taler om, at der i den unge generation hersker en imagination crisis. At man dårligt kan forestille sig en bedre fremtid. Det er problematisk – for kan man ikke forestille sig det bedre alternativ, så hæmmer det handlekraften. Er der noget en festival kan, så er det at skabe et frirum – hvor vi kan mødes og drøfte klimakrisen, social sårbarhed, kropsforståelse i alternative rammer«, siger Signe Brink Wehl og fortæller, at den tyske kunstner Katharina Grosse blandt andet laver et 2.300 km2 stort kombineret maleri og dansegulv, der inviterer til fællesskab og fest.

    »Festivaler har en særlig evne til at skabe rum, som giver os styrken til at tro på fællesskabets muligheder i fremtiden. Og det er i frirummet, vi har evnen til at forestille os alternativer«, siger hun og fortæller, at selv om Roskilde Festival alle dage har haft fodfæste i aktivistisk muld, så er årets program karakteriseret ved kunst, der tager aktivt stilling, har holdning og inviterer til forandringsskabelse.

    »Vi ser en kunst, der har en selvtillid i verden, som gør, at den ikke nødvendigvis skal puttes ind i institutionen for at eksistere, men faktisk er hårdfør nok til at indgå i aktuelle debatter. Årets kunstnere er socialt orienteret i en eller anden udstrækning – hvad end de skaber rammerne om en social situation eller adresserer en social dagsorden«.

    »Teknologien tvinger os konstant til at revurdere, hvad det vil sige at være menneske«

    AMEN OG ALGORITMER

    Sartre skrev engang, at menneskets væren-i-verden er som en orm i et æble. Vi graver os rundt i meningsløsheden i en evig søgen på substans uden at støde på meget andet end vores egne søgende stier. Hvor vi engang primært stormede mod kirken, søger vi nu også mod teknologien for svar på alt fra sygdomme til solsystemet. Og det er et møde mellem det søgende menneske og søgemaskiner, som Marie Munk tidligere på året udforskede med udstillingen ‘Big Energy’ på Gl. Holtegaard.

    Her blev man – til en summende lyd fra blodige ventilationsskakte – ledt ind gennem den barokke bygning af lange navlestrengslignende kabler til diverse kødlige objekter. En slags okkult datacenter, forklarer Marie Munk, da jeg ugen forinden besøger hende i hendes atelier på Amager, hvor kødklumper og navlestrenge pt står pakket i plast og kasser.

    »Den israelske historiker Yuval Noah Harari bruger med begrebet ‘dataisme’, som er ret interessant. Engang gik vi til Gud med vores spørgsmål, så kom der en tidsalder, hvor vi troede, at mennesket var i verdens centrum. Og nu er vi begyndt at lægge vores lid til databehandlingsprogrammer i håbet på, at algoritmer kan servere os nogle svar. Snart kender de os bedre, end vi selv gør«, parafraserer Marie Munk.

    Mennesket har brug for at føle, at vi lytter til noget, der skal føre os et sted hen – mod det gode liv eller til en bedre udgave af os selv, mener hun. Og her har teknologien indtaget en position som ny ledestjerne.

    »Ideen til Big Energy kom ud af en fascination af, at vi på den ene side binder vores liv virkelig meget an på biotech og infotech samtidig med, at spiritualitet – i form af astrologi, Tarot-kort og horoskoper – har fået lidt af et rise«, siger hun og peger op på sin opslagstavle, hvor der foruden skitser af moderkagen og fotografier af afsidesliggende datacentre hænger et billede af det, der mest af alt ligner et loge-agtigt herrearmbånd.

    »Jeg faldt over det her i min research – eRosery, som en koreansk tech-virksomhed har udviklet for Vatikanet. Det er en rosenkrans med et USB-stik, som fortæller dig, hvornår det er tid til at bede«, siger hun og smiler: »Det er ret sigende for den tid, vi lever i, synes jeg, hvor krop, sind og teknologi er så filtret ind i hinanden«.