Roskilde Festival: Ansvaret for tidens kriser skal ikke løftes af de unge alene

Klimakrise, trivselskrise, energikrise, Israel-Palæstina-krise. Man skal ikke tilbringe mange minutter i en nyhedsværts selskab, før det står klart, at vi lever i krisernes tid. Og selvom der også er nyheder med omvendt fortegn – vi lever længere end tidligere, der er færre børn på verdensplan, der ikke går i skole, og færre lever i fattigdom – drukner de ofte i de øvrige alarmerende forhold.

Det kan gøre det svært for især unge at se på verden og fremtiden med lyse øjne. Og det har fået foreningen bag Roskilde Festival, der er 100 procent non-profit og i årtier har dedikeret sit overskud til børn og unge, til at sadle lidt om. Roskilde Festivals formål er at støtte unges handlekraft, trivsel og give unge drømme liv. I en tid med kriser, krige og katastrofer ser det arbejde anderledes ud.

»Som noget nyt er vi begyndt at støtte initiativer, der arbejder med et systemisk og strukturelt fokus. Ansvaret for at løse de her udfordringer må og skal ikke overlades til de unge alene. De har længe været på gaden og demonstreret. Vi skal lytte til deres stemmer og støtte de unge i deres kamp med at få gennemført nogle ændringer de steder, hvor kriserne har rod, der hvor det batter«, fortæller Kara Djurhuus, som er leder af Roskilde Festivals filantropi og NGO-partnerskaber.

Tidligere støttede festivalen ofte klassiske aktivistiske og sociale initiativer som Den Grønne Ungdomsbevægelse, Fridays For Future, Ungdommens Røde Kors og Dansk Flygtningehjælps Ungdom. Det gør den stadig, men som noget nyt er festivalen også begyndt at støtte en ny type initiativer. For hvis vi skal se forandring i forhold til de kriser, der præger vores samtid – og især klima- og trivselskrisen – er der også brug for initiativer, hvor der kæmpes for lovgivningsændringer og mere strukturelle og systemiske løsninger.

»I takt med, at klimakrisens konsekvenser bliver mere katastrofale, kræver det, at vi angriber problemet fra alle sider og også kigger på, hvordan vi har indrettet vores økonomiske system«, siger Kara Djurhuus.

Og mens trivselskrisen blandt børn og unge vokser, har festivalen desuden spottet et stort uforløst potentiale: Projekter, der arbejder i krydsfeltet mellem det sundhedsfaglige, sociale og kunstneriske felt.

»Vi støtter og fremmer initiativer, der arbejder med sammenhængen mellem kunst, kreativitet og mental sundhed. Vi ved, at kunsten kan spille en vigtig rolle i forhold til at styrke unges livsmod og -mestring. Det er et konkret værktøj, vi har til rådighed, som vi ved virker, både i forebyggende og behandlende indsatser. Som kan fremme trivsel og også give børn og unge mod på at drømme og fantasere. Og det har vi mere brug for nu end nogensinde før«, siger Kara Djurhuus.

Her er to af de nye initiativer, festivalen har støttet det sidste år.

Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed: Et tredje sted og et tiltrængt bindeled

Birgit Bundesen undrede sig. Hun arbejdede som overlæge på en afdeling for unge med debuterende psykoser, og mødte i den forbindelse mange unge, der var i kontakt med psykiatrien for første gang. Hun var på gulvet i afdelingen og fulgte de unge gennem behandlingen. Men når de unge skulle udskrives, stoppede behandlingen brat og mange unge faldt tilbage i en afgrund.

Birgit Bundesen kiggede mod forskningen, der havde en række bud på, hvad man kunne gøre for bedre at hjælpe de unge tilbage – og videre ud i livet. Hurtigt stod det klart for hende, at der var brug for en slags bro mellem de forskellige sektorer, sådan at man ikke bare gav slip på de unge efter den kliniske behandling uden at have givet dem nogle redskaber til at bevæge sig videre.

Hun havde en klar idé om, hvor de faktorer kunne findes. Inden hun uddannede sig inden for medicin, havde hun læst litteraturvidenskab og filosofi, og hun var overbevist om, at kunst og kreativitet kunne være med til at skabe det man kalder personlig recovery i tillæg til den kliniske recovery.. Forskningen bakkede op om, at aktivering af sindet ville være gavnligt – der var bare ikke praksis for at gøre det, ej heller afsat nogle økonomiske midler til det:

»Jeg sad på min afdeling og undrede mig. Som ledende overlæge kunne jeg se, at jeg havde et budget til fysioterapeuter og til træning, for der er jo konsensus omkring, at hvis man ikke bruger kroppen, så sygner den hen. Men hvad med sindet? Det sygner jo også hen, hvis ikke man bruger det«, fortæller Birgit Bundesen.

Skriveforløb virker helende

Hun begyndte at pitche idéen om mere organiserede kreative forløb. Hun kendte flere forfattere fra sin ungdom, så hun tog fat i dem og sammen holdt de skrivegrupper på afdelingen.

»Det første hold bestod af ti patienter, som jeg vidste var super godt begavede, stillede filosofiske spørgsmål og reflekterede over mange ting, men som havde meget svært ved at klare sig i hverdagen. Psykisk lidelse kan medføre det her mismatch mellem at have meget høj intelligens og samtidig have svært ved nogle helt basale hverdagsting, som at binde sine snørebånd, komme ud af sengen, børste tænder og købe mad til sig selv. Jeg var meget nysgerrig på, om skrivekurserne kunne aktivere de her ressourcer, sådan at de unge ville få nemmere ved andre hverdagsting«, fortæller Birgit Bundesen.

Skrivekurserne skulle ikke have fokus på sygdom, men ligne anden skriveundervisning af høj kvalitet: Læreren skulle være en anerkendt forfatter, der skulle være skriveøvelser og oplæsninger, og samtalen skulle handle om teksterner og ikke deltagerne eller deres diagnoser. Den største forskel var, at der var en sundhedsfaglig person til stede, som havde ansvar for det psykiske klima i rummet. En anden forskel fra gængse skrivegrupper var, at der blev forsket i, hvordan skrivegrupperne påvirkede de unges mentale helbred. Og hurtigt viste det sig, at resultaterne var meget bedre, end selv Birgit Bundesen havde turdet håbe på:

»Vi har både lavet kvantitav og kvalitativ data, og de første analyser viser, at vi kan rykke folk signifikant på fem kliniske mål efter bare en enkelt skriveworkshop på 15 uger. Potentialet er meget større, end vi troede«.

Tekstilværket er et fællesværk mellem Gudrun Hasle og CKMS

Tsunami af børn med trivsels-problemer

I dag er Birgit Bundesen leder af det Nationale Center for Kunst og Mental Sundhed, som har sin egen fløj i en smuk gammel bygning på det psykiatriske hospital på Amager. Der er mere kunstakademi end hospital over centeret, hvor væggene er smykket med vægtæpper, tapeter og kunstværker.

Mere end 450 unge har deltaget i centerets workshops, der nu tæller dramagrupper og videokunstgrupper såvel som skriveworkshops. Og huser en udstillingsplatform “Ømme Knapper” støttet af Foreningen Roskilde Festival. Og de populære skrivegrupper bliver ledet af forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Trisse Gejl, Sebastian Nathan og Pablo Lambias, Forfatterskolens tidligere rektor. Og nu er der lignende initiativer på vej seks andre steder i Danmark.

Indtil videre bliver kurserne kun udbudt til unge, der allerede er i aktiv behandling i psykiatrien. Men der er potentiale for, at de kan komme mange flere grupper til gode og også virke præventivt – og det er interessant i en tid, hvor der er en mental trivselskrise blandt børn og unge.

»I psykiatrien står vi og ser den her tsunami af børn og unge komme trillende mod os, men vi står bare og tænker “wow, I skal slet ikke ind her.” De skal løftes og hjælpes ude i civilsamfundet eller i kommunen og ikke ind i psykiatrien, hvor de bliver stigmatiserede og sygeliggjorte og hvor sygdomsidentiteten nemt kan komme til at sidde så fast på en, at det bliver en brynje, man nærmest ikke kan komme ud af«, fortæller Birgit Bundesen.

Hun kæmper for, at der politisk afsættes midler til at bruge kunsten og kulturen som et frirum, et fællesskab og en redningskrans for børn og unge, inden deres mistrivsel udvikler sig så meget, at de ender i psykiatrien:

»Vi skal ikke kun investere i folk, når de begynder at blive syge. Vi skal se trivsel som en ressource, for den enkelte, for de pårørende, og for samfundet. Vi skal investere i folks trivsel, også fordi at folk, der trives, koster samfundet mindre og fordi trivsel i sig selv er en væsentlig samfundsvaluta, vi bør blive bedre til at passe på. Og det er jo ret paradoksalt, at det netop er i velhavende, vestlige samfund, at vi ser den her eksplosion af diagnoser. Der er et eller andet, vi skal begyde at tænke anderledes«, siger Birgit Bundesen.

For der er faktisk ingen grunde til at lade være:

»Der er mange politiske argumenter for, at vi skal satse på det her område. Også fordi at risikoen er så lav, i forhold til de gevinster, der er. Det er jo ikke som med udviklingen af en ny vaccine, hvor der kan være alvorlige bivirkninger; det handler bare om at bruge den kultur, vi allerede har i samfundet, på en ny måde. Vi behøver ikke revolutionere hele samfundet for at gøre store fremskridt på det her område. Vi kan starte med at høste de frugter, der hænger lige for næsen af os, hvor mange flere alliancer kan laves på tværs af sektorer. Det er det, der kræves for at komme videre. Kunsten har jo altid været det fælles tredje vi kan mødes om for at forstå os selv, hinanden og vores kultur. Den eksisterer der allerede«.

Glasværk af Christine Clemmesen

WELA: Ny økonomisk tænketank vil sætte trivsel over vækst

Mads Falkenfleth vidste ikke, hvilken betydning det ville få, da han i foråret 2016 tog til et møde arrangeret af Club of Rome i Schweiz. Han havde tilbragt året i London for at studere en masteruddannelse, som beskæftigede sig med de økonomiske perspektiver, han havde savnet, da han læste en bachelor i økonomi på Aarhus Universitet. For han var skuffet over, at pensum ikke i højere grad beskæftigede sig med de kriser, der hærgede uden for universitetets mure:

»Da jeg læste min bachelor, havde jeg en grundfølelse af, at der manglede noget. Klimakrisen blev kun værre, og den finansielle sektor var i dyb krise og havde rystet hele det økonomiske system. Men intet af det blev prioriteret i undervisningen, for vi skulle gennem et økonomisk pensum, der bestod af en masse matematik og var baseret på nogle verdensfjerne antagelser som fx at alle mennesker er rationelle eller at finanssektoren ikke påvirker realøkonomien«, siger Mads Falkenfleth.

På Kingston University i London var pensum i stedet dedikeret til de nye former for økonomisk tænkning, som udfordrede de etablerede tankegange. De studerende lærte om økonomisk historie og hvordan det økonomiske system har udviklet sig efter historiske begivenheder og økonomisk lovgivning. De nærstuderede samspillet mellem finanssektoren og realøkonomien i den teoriretning, som er blevet kendt som post-keynesiansk økonomi.

Det var imidlertid først på mødet i Schweiz i foråret 2016, at Mads Falkenfleth blev introduceret for det koncept, der skulle blive afgørende for hans arbejdsliv. Det blev præsenteret af den politiske økonomi Katherine Trebeck, der ikke bare rejste de spørgsmål, som Mads Falkenfleth havde funderet over i flere år. Med begrebet trivselsøkonomi kom hun også med mange af svarene.

»Trivselsøkonomi handler om, hvordan vi kan leve gode liv inden for de planetære grænser og samtidig sikre, at fremtidige generationer også kan leve gode liv«, fortæller Mads Falkenfleth.

I bogen The Economics of Arrival undersøger Trebeck, hvordan et økonomisk system kunne se ud, hvis vi jagter trivsel og ikke økonomisk vækst. Trivselsøkonomi er ikke for eller imod økonomisk vækst, men Trebeck argumenterer for, at vi skal se økonomisk vækst som et middel og ikke et mål i sig selv. I lang tid har vi jagtet økonomisk vækst, på bekostning af planeten og mange menneskers velbefindende. Trivselsøkonomien vil vende det økonomiske system på hovedet og sætte menneskers og planetens trivsel først, uanset, hvad det betyder for bruttonationalproduktet.

»Nogle lande har brug for flere ressourcer og et større materielt forbrug. Men andre lande – eksempelvis Danmark – har et ekstremt højt materielt forbrug og har brug for noget andet for at fremme trivslen blandt borgerne. Det handler om at stoppe akkumulationen og den automatiske jagt efter mere, mere, mere, og i stedet finde ud af, hvordan vi kan leve gode liv uden at overbelaste den natur vi alle er en del af«, fortæller Mads Falkenfleth.

Ordapoteket er et værk af Morten Søndergaard

Danmark halter efter progressive lande

Siden mødet i Schweiz er der sket meget – i al fald uden for Danmarks grænser. Trivselsøkonomi er nemlig ikke bare en abstrakt, akademisk idé, der diskuteres blandt nytænkende økonomer. Seks regeringer – Finland, Island, Skotland, Wales, New Zealand og Canada – har tilsluttet sig regeringssamarbejdet Wellbeing Economy Governments.

EU-konferencen Beyond Growth har undersøgt, hvordan man kan erstatte vækst i bruttonationalproduktet med andre indikatorer – så som borgernes trivsel og beskyttelse af naturen – på fremgang. Og flere bøger om trivselsøkonomi har sat tankegangen på dagsordenen internationalt.

Det er for at skubbe til den udvikling i Danmark, at Mads Falkenfleth og hans samarbejdspartnere har startet tænketanken WELA (Wellbeing Economy Lab), hvis etablering Roskilde Festival har støttet med 1.000.000 kr. Til at starte med skal tænketanken sætte trivselsøkonomi på dagsordenen i Danmark. Men på sigt er målet at inspirere danske politikere til følge i de seks progressive regeringers fodspor og tilslutte sig ønsket om trivselsøkonomi som et nyt økonomisk system.

»Vi har ikke ret meget tid. Jorden brænder, og alle de kloge tanker er allerede tænkt. Men i Danmark manglede der en aktør, som kunne formidle alle de her idéer på en måde, der gør dem relevante i det politiske maskinrum. Vi arbejder for at omsætte den bedste forskning i ny økonomisk tænkning i verden, samt de bedste cases fra resten af verden – til konkrete og langtidsholdbare politiske løsningsforslag«, fortæller Mads Falkenfleth.

Han er direktør for den hurtigt voksende tænketank, der i dag – mindre end et halvt år efter, den blev lanceret – tæller fem ansatte. Og på trods – eller måske netop på grund – af, at det kan virke radikalt at foreslå en grundlæggende omstilling af det økonomiske system, mange opfatter som lige så uomgåeligt som tyngdeloven, er tænketanken allerede buldret ind i den danske samfundsdebat.

»Vi kan ikke løse alle de her sammenbundne kriser et papirsugerør ad gangen. Vi er nødt til at sætte et tydeligt fælles mål for samfundet, og indrette vores økonomiske system efter at opnå det. Det er trivselsøkonomiens tilgang«, siger Mads Falkenfleth.

Han forstår godt, at folk kan føle afmagt, når de hører om klimaforandringer, tab af biodiversitet og sociale kriser. Men der er grund til håb, for vi kan ændre meget mere, end vi tror – hvis bare vi går grundlæggende og systemisk til værks:

»Det er ikke en naturlov, at økonomien ser ud, som den gør. Den er menneskeskabt, og den er indrettet med lovgivning. Det er en god nyhed, for hvis ikke det er den naturlov, som vi tager for givet, så kan vi jo også lave den om. Og så kan vi gøre rigtigt meget«.