Verdensberømt musiker og producer besøger Tønder Festival: »Folkemusikken repræsenterer noget helt fundamentalt for rigtig mange mennesker«

»Good morning«, lyder en træt og rusten stemme i den anden ende af røret, før den mumler noget uforståeligt om en stor kop kaffe.

Stemmen tilhører Daniel Lanois, den canadiske producer og sangskriver, der bl.a. er kendt for at have produceret for navne så prominente som Bob Dylan, U2, Emmylou Harris og Peter Gabriel.

Daniel Lanois laver også sin egen musik. Det er den, han skal optræde med, når han senere på året går på scenen til årets Tønder Festival, og da snakken efter et par minutter falder på den folkemusik, der er festivalens omdrejningspunkt, er det som om, at den 74-årige musiker pludselig vågner op.

Folkemusikken har han »suget til sig som en svamp«, siden han var en lille dreng, siger han, og med en far og farfar, der begge var spillemænd indenfor genren, vil dens »mange fantastiske melodier altid rumstere« i hans hoved.

»Min far var lidt af en bratsch-nørd (en bratsch er et dybt klingende strygeinstrument i violinfamilien, red.), og han spillede både salmer og folkemusik, som jeg hørte meget på som barn. Jeg holder meget af den slags musik, fordi den på en måde står uden for tiden. Og så er der bare noget ved folkemusikkens melodier, som virker trøstende på folk – også på mig«, siger Daniel Lanois og fortsætter:

»Folkemusikken har en evne til at bringe én hjem. Det er som om, den altid minder én om noget. For mig minder de om de sange, min far og farfar spillede, og så minder de mig om de melodier, min mor sang for mig, da jeg var barn og skulle sove. Det er der noget beroligende ved. Jeg tror, at de melodier repræsenterer noget helt fundamentalt for rigtig mange mennesker«.

Skal Daniel Lanois vælge hvilke konkrete værker, han er mest stolt af, peger han på samarbejderne med komponist og producer Brian Eno. De to tilskrives en stor del af æren for udviklingen af bandet U2’s lyd i 1980’erne, og så har de sammen lavet albummene ‘Apollo: Atmospheres and Soundtracks’ (1983) og ‘The Pearl’ (1984), der med sine originale, atmosfæriske lydbilleder ikke sjældent er blevet tilskrevet prædikatet ’banebrydende’.

Mest glad er Daniel Lanois selv for albummet ‘The Pearl’.

»Jeg bliver nødt til at anbefale folk at lytte til det album, hvis de ikke allerede har gjort det. Jeg hører det selv af og til og tænker: »Godt gået, Lanois!«. For mig var det album et godt eksempel på et stykke dedikeret arbejde, en ægte passion og på at have ført noget hele vejen til ende på et tidspunkt, hvor den slags musik var hel original. Det er jeg stolt af«, siger Daniel Lanois.

Det måske mest unikke ved samarbejdet med Brian Eno, siger Daniel Lanois, var følelsen af konstant at arbejde i en fælles retning. En følelse, man ikke må tage for givet, mener han, og på trods af at mange anerkendte musikere gennem år har ønsket at arbejde med produceren, har samarbejderne ikke altid været gnidningsfri for Daniel Lanois, der har haft ry for i nogen sammenhænge at være lige lovlig kompromisløs.

Mest berygtet er nok samarbejdet med Bob Dylan på hans album ‘Oh Mercy’ (1989), hvor kreative uenigheder fik Daniel Lanois til at smadre en guitar.

Ifølge Daniel Lanois er det altafgørende, at man møder op til en indspilning med et åbent sind, hvis resultatet skal blive lige så godt, som alle parter ønsker.

»Der er aldrig nogen, der ved, hvad dagen bringer. Det, synes jeg, man skal huske på, når man går i studiet. Det er jo det, der er så fantastisk ved at lave plader! Vi er ikke arkitekter. Vi kan være halvvejs i mål med det, vi troede, vi skulle lave, og så sker der noget sjovt og uventet – der opstår en jam, eller der kommer et nyt riff ud af det blå«, siger han og tilføjer:

»De øjeblikke skal man være opmærksom på og værne om. Det kan meget vel vise sig at være på det tidspunkt, hvor alle slipper fri af deres forudfattede idéer, at der opstår noget, som er større end den sang, vi troede, vi var i gang med at lave«.

Som at synge i køkkenet

Når Daniel Lanois den sidste weekend i august stiller sig på scenen til Tønder Festival, bliver det hans første optræden på festivalen, der ellers har eksisteret siden 1974. Tønder Festival har gennem årene gradvist vokset sig større, men sammenlignet med konkurrenterne er den med sine i alt 15.000 gæster fortsat relativt lille.

I dag udgøres den sønderjyske festival af en mellemstor Open Air-scene samt en række mindre scener. Hos Daniel Lanois har de små scener altid haft en særlig plads.

»De små scener giver jo uundgåeligt en mere intim atmosfære, man får en bedre øjenkontakt med publikum, og det gør jo den kommunikation, som foregår mellem scene og publikum, mere personlig«, siger Daniel Lanois og tilføjer:

»Samtidig kræver de små scener helt lavpraktisk mindre lydforstærkning. Det holder jeg meget af. I dag søger jeg typisk mod det helt simple, når jeg optræder live: Lad os få vokalen på plads. Lad os få den til at lyde virkeligt godt, og så kan vi stille og roligt bringe instrumenterne ind derfra. Det arbejde er ofte nemmere, hvis scenerne ikke er kæmpestore«.

Snakken om lydforholdene på de mindre scener får Daniel Lanois til at tænke på en indspilning, han i 1998 lavede med countrymusikeren Willie Nelson. Albummet hed ‘Teatro’, og i et forsøg på at ramme en atmosfære lig den på de intime spillesteder, indførte de en særlig regel for alle musikerne, der bidrog til indspilningen.

»Det var ikke tilladt at spille højt. Hvis man ikke kunne høre sangen i rummet, de indspillede i, så skulle man dæmpe sig. Hvis man kan få det til at fungere, så har man skabt det rette intime rum for en god musikalsk oplevelse. Jeg har altid været glad for den form for selvbeherskelse«, siger Daniel Lanois og sammenligner indspilningen med den rene musikalske oplevelse, vi alle sammen kan have, når vi synger for os selv i privaten:

»Jeg kan godt lide, når musikken får lov til at være så umiddelbar, at den fungerer efter samme princip, som den gør, når folk står derhjemme og synger i køkkenet. Der er der ikke nogen, som råber om, at der skal skrues op for hihatten eller ned for lilletrommen. Man finder sit naturlige leje i den musik, der nu engang er i rummet. Og den opgave er nu engang nemmere, når man holder tingene enkle og lydniveauerne lave«.

Foto: Ard Jongsma