Bestsellerforfatteren Svend Brinkmann tonede 1. januar frem hos Danmarks Radio. Redaktionen på programmet Deadline havde bedt ham holde årets nytårstale. Først var det dronningen, så var det statsministeren, og nu var det professoren i almen psykologi ved Aalborg Universitet.
Han så umanerlig velstrøget ud. Sideskilningen i det brunrøde hår sad knivskarpt, skægget var trimmet, og han havde taget et blåt jakkesæt, et blåt slips og en hvid skjorte på. Så lagde han ansigtet i finurlige folder og advarede om, at hans tale ville indeholde formaninger og moraliseren. Han opfordrede seerne til at gå i seng i stedet for at lytte, hvorpå han fortsatte med at sige, at tiden var kommet til både at være unyttig og udvise mod. Mod til at rejse sig fra sofaen, blande sig og sige sin mening højt. Mod til at vise samfundssind og gøre det, der måske er unyttigt i forhold til statens finanser, men væsentligt for mennesker og samfund. Mod til at indrømme fejl og modet til at tvivle.
»Men der er også den slags problemer, hvor vi godt ved, hvad der er det rigtige, men ikke får det gjort. Her er det ikke så meget tvivlen, der skal til, men modet til at handle. Lad mig være konkret: Vi kunne for eksempel begynde at forbedre forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. For det er ikke et sted at leve for børn. Det vil sikkert være ganske unyttigt for samfundsøkonomien, men det ville være medmenneskeligt og kræve ganske lidt. Til disse børn går mine nytårshilsner«.
Professoren holdt sin tale, to uger efter at Ombudsmanden i december 2018 konkluderede, at »børnene i Udrejsecenter Sjælsmark – generelt set – må siges at leve under svære forhold«, som er »egnede til væsentligt at vanskeliggøre deres opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig livsudvikling og fri livsudfoldelse«.
