I nogle værelser på Sjælsmark har rodet for længst vundet kampen over dem, der bor der. I en del værelser er der bare almindeligt rodet og nusset med uredte senge, tøj på gulvet og madrester. Men på nogle værelser er der god orden, og i et af dem dufter der af rengøringsmidler og rent vasketøj.
Der er ikke et støvfnug, ikke en krølle på lagenet, et nusset hjørne eller en henslængt trøje. Her bor familien Djaf.


























