De her forældre og deres børn har fået afslag på afslag. Bør de ikke bare rejse hjem?
»Hvis det var muligt at udsende familierne, så havde myndighederne for længst gjort det. Det er jo forhold i hjemlandet, der gør, at det ikke er muligt. Det er vi nødt til at forholde os til. Og vi er nødt til at forholde os til, at de er her, og at børnene er helt uden skyld, og at det er vores forpligtelse at tage udgangspunkt i barnets tarv. Og det er ikke at være spærret inde i et udrejsecenter på ubestemt tid«.
Skubber forældrene ikke deres børn foran sig i bestræbelserne på at få lov at blive i Danmark?
»Man kan også sige, at med den nuværende politik forsøger vi at ryge familierne ud af landet. Og hvordan man end vender og drejer det, så er børnene uskyldige. Og hvis man ser på det her i børnehøjde, så er det en helt uanstændig måde, de bliver behandlet på, og langt fra det, vi havde i tankerne, da Sjælsmark blev oprettet. For det var aldrig meningen, at familier skulle bo der i længere tid«.
De får mad. De har tag over hovedet. Hvori består det uanstændige?
»Det består i, at det ikke er et børneliv værdigt at leve på den måde i totalt kriseramte omgivelser. Ligesom mine og alle andres børn har de fortjent at leve et så sorgløst liv som muligt, mens de er her. De burde omgås med børn, der ikke er i samme situation, og det gør de ikke, så længe de er i sådan et center«.
Hvad vil de radikale gøre?
»Vores forslag er, at det skal være, som da Sjælsmark blev oprettet. Nemlig at det ikke er et center for familier. Udrejsecentrene skal forbeholdes enlige eller ægtepar uden børn, mens de andre skal kunne leve iblandt os andre. Men selvfølgelig med den klausul, at vi ved, hvor de er, og at de også kender den afgørelse, de har fået. Så må man arbejde på at få de hjemsendelsesaftaler, når forholdene i hjemlandene er til det«.
Underminerer vi ikke hele asylsystemet, hvis vi giver dem egen bolig og et almindeligt liv som belønning for, at de nægter at udrejse?
»Det, vi har brug for at vide, er, hvor de befinder sig, indtil de skal rejse hjem. Der er ofte en grund til, at de ikke kan tvangshjemsendes, og så længe vi ved, hvor de er, så mener jeg ikke, der er grund til mere eller mindre at mishandle dem, mens de er her«.
Der kan gå 2 år, 5 år, uendeligt, før vi får aftaler med landene. Hvis vi om 8 år får en aftale med Irak, så har børnene boet ude i Danmark i 8 år og er blevet stærkt integreret og en del af samfundet. Vil det så ikke være endnu mere grusomt at sende dem ud på det tidspunkt?
»Nej. Det, der foregår nu, er helt uantageligt. Det strider mod det grundlæggende syn på, at alle børn har lige rettigheder i Danmark, og vi kender godt resultatet af den nuværende metode. Den fører ofte til, at mennesker bliver nedbrudt, og så ender vi med, at de er blevet så syge, at vi alligevel ikke kan sende dem hjem, og så må vi give dem humanitær opholdstilladelse. Den her politik med at behandle folk så elendigt som muligt har ført til flere humanitære opholdsstilladelser end til udrejser. På Kærshovedgaard (udrejsecenter for enlige mænd ved Ikast i Jylland. red.) var det i al fald sådan, at der var færre, der var rejst ud, end der havde fået humanitær opholdstilladelse på grund af lidelser, de havde pådraget sig ved at leve under de vilkår, de nu levede under. Og jeg spørger bare: For hvis skyld gør vi det?«.
Bryder systemet ikke sammen, hvis et nej ikke er et nej?
»Det er klart, at når man får sin sag behandlet i flere instanser, så er et nej et nej. Men grunden til, at de familier er her, er, at de ikke kan sendes hjem på trods af det nej. Der har vi været før, og det endte med, at man til sidst måtte lade nåde gå for ret, fordi vi ikke ville have børn, der fejrede 10-års fødselsdag, hvor det eneste, de havde oplevet, var indersiden af et dansk asylcenter. Og det er den situation, vi styrer mod igen«.
