Da 28-årige Josefine Mikuta Poulsen flytter til Sejerø, er det hendes mor, bror og stedfar, der følger med hende over vandet. En mørk aften ankommer de med flyttelæsset til præstegården, og næste morgen tager familien afsted igen.
»Jeg har altid boet i lejlighed, men jeg kan huske fra mine bedsteforældre, som boede i hus, at når vi kørte, så vinkede man fra huset og vinkede tilbage fra bilen. Sådan et moment havde vi, da de skulle køre, og jeg stod og vinkede. Jeg tænkte: De forlader mig nu. De tager færgen og efterlader mig på den her ø«.
Så står hun der med katten Felix. Alene på en ø i et kæmpestort hus. Møblerne fra studielejligheden ser pludselig meget små ud på de 350 kvadratmeter, der runger. Mørket er mørkt. Ikke som i byen, hvor gadelampernes gule skær skinner ind ad vinduet, men kulsort, som er der mørklægningsgardiner.
»Nu skal vi være seje, Josefine«, siger hun til sig selv.
