For tre år siden sagde hun stop. Efter at have arbejdet som socialrådgiver i næsten 20 år besluttede Birgitte Zuckerman at forlade det offentlige. Balancen mellem borgerens behov og kommunens budget blev for svær:
»Man læser til socialrådgiver, fordi man vil gøre en forskel. På uddannelsen lærer vi at være aktivt lyttende, forstå borgeren og finde muligheder for at forebygge, afhjælpe eller kompensere i en given situation. Når cheferne i visitationsudvalget bagefter beslutter – uden at have mødt borgeren – at der ikke er råd, så er det dig, der skal formidle en afgørelse, du er fagligt uenig i«.
Den oplevelse deler mange i faget. Flertallet af sagsbehandlerne siger, at de føler sig presset af økonomiske hensyn ifølge en undersøgelse, Dansk Socialrådgiverforening lavede i efteråret.
De sidste uger har Politiken skrevet om Marius, hvor forældrene måtte kæmpe for den rette hjælp, da han fyldte 18 år. Om Michelle, der føler sig låst inde i sin lejlighed. Om Jakob, som betalte egen genoptræning, om Filippa, hvis forældre kæmpede for at hjemmetræne, om Eddie og Hannah, der ikke har været i skole siden sommer, og om Henriette, der mistede synet som voksen og opdagede velfærdssamfundets blinde vinkler.
