»Jeg blev en del af Soundboks-cirkusset, lige efter at jeg blev student i 2016. Det var aldrig helt meningen. Det skulle bare være et job, inden jeg skulle være skiinstruktør i Canada. Men jeg blev bare bidt af det. Jeg var alene i Litauen for at kigge på en fabrik, efter jeg havde været ansat i en måned. Det var nice, at jeg fik så meget ansvar.
Så jeg endte med at skubbe alt andet til side i fem år, fordi det var så fedt. Lige pludselig var jeg bare fanget i en virkelighed, hvor jeg gik op i cv’et på min LinkedIn-profil.
Men den her gamle højskoledrøm blev ved med at hjemsøge mig. Jeg havde en kæreste, og det betød meget for mig. Hvis jeg skulle af sted på højskole i et år, hvad skulle jeg så gøre med mit kæresteforhold? Så slog hun op med mig, og jeg begyndte at lure lidt mere på den her drøm. Og så døde min ven i sommeren 2020. Shit, mand. Det gik op for mig, at man skylder sig selv at få gjort de ting, man drømmer om.
Nu skulle det være. Jeg begyndte at lede efter en højskole, der passede til mig. Jeg endte med at søge ind på min drømmehøjskole i Norge, hvor jeg startede et år efter. Jeg fik plads på den linje, jeg helst ville gå på, hvor der var fokus på ski og klatring.
