De Gamles By på Nørrebro. Søvnigt, søndagsstille, sommerlunt. Tiden går med bornholmerslag mod den sidste dag. Et quizprogram kører i fjernsynet. Tre kvinder ligger i deres stole i opholdsstuen og ænser det næppe. De kigger udtryksløst på de besøgende fra Politiken. Her bor ti på afdelingen. De fleste demente. Nabila Saidi retter på en pude for at få en af kvinderne op i stolen, så hun kan drikke af kruset med saft. De ældre spiser ikke særlig meget. Men i dag er der laks på franskbrødet og frugt på rugbrødet. Nabila har fået noget i hende.
»Jeg kan godt lide at motivere beboerne. Hvis jeg siger, at nu er der mad, er der mange, der ikke vil spise. Hvis jeg siger, at i dag er der franskbrød med laks, går det lettere«.
Her er pænt og rent på den offentlige måde. Som besøgende er det umuligt at slippe tanken om, at det en dag kan blive en selv, og man beder til, at det ikke bliver nødvendigt.
De fleste af de danskere, der sidder på velfærdssamfundets sidste stue, er her ikke, fordi de har drømt om det, men fordi der ikke er andre alternativer. Håbet må være, at de, der skal passe en, holder af deres arbejde. At de passer bedre på beboerne, end de ansatte på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus passede på den 90-årige Else, der blev berømt i Danmark, fordi TV 2 kunne vise, hvordan hun fik lov at ligge i våde bleer, mens de, der skulle passe hende, i stedet beklagede sig over stanken fra hendes fødder, mens hun hørte på det. At de ikke er blevet sosu-assistenter til 26.000 om måneden, fordi de ikke har andre muligheder.
