Margrethe Roelsen sad på sin bryllupsrejse, da hun modtog en besked fra integrationsmyndighederne. Hendes nye au pair havde indgivet en straksopsigelse og meldt hende til integrationsmyndighederne.
Au pairen havde været hos familien i under en uge, og hendes ankomst til familiens hjem i Hellerup havde været kulminationen på flere måneders kommunikation og forberedelse. Margrethe Roelsen og au pairen havde fået kontakt via en Facebook-gruppe, og de havde haft flere samtaler, inden Margrethe Roelsen betalte omkring 50.000 kroner for au pairens opholdstilladelse, danskundervisning og en flybillet fra Filippinerne til Danmark.
Margrethe Roelsen havde derudover købt nye møbler i Ikea og plakater med au pairens popidol Justin Bieber til hendes værelse. Men da au pairen ankom, var stemningen underlig.
»Hun virkede, som om hun havde meget hjemve, og hun var ikke særlig imødekommende eller udadvendt. Hun ville gerne bare sidde inde på værelset, og hendes søster, der også boede i Danmark, kom hele tiden og talte med hende. Jeg tænkte, at det bare var i starten, at hun ville være sådan, men hun nåede kun at være hos os i tre dage«, siger Margrethe Roelsen.
