Det er ikke altid fryd og gammen at være au pair i Danmark. Men det er svært at se på det sociale medie TikTok, hvor filippinske kvinder markedsfører ordningen som et eventyr. På den ene video efter den anden danser au pair-kvinder rundt i store danske luksusboliger, mens de forklarer seerne, hvordan de skal søge, og hvor mange penge de kan tjene.
»I 2017 droppede jeg mit job som supervisor og ansøgte om at blive au pair på Greataupair-hjemmesiden. Der begyndte mit rutsjebaneliv, og her er jeg ... #aupairdenmark«, skriver en storsmilende kvinde i en video, mens hun filmer sig selv på en skiløjpe.
På andre videoer filmer kvinderne Eiffeltårnet, Big Ben, en koncert på Roskilde Festival eller en frostkold dansk baghave med rim på hegnet, et eksotisk syn for seere i det tropiske Filippinerne. Underlægningsmusikken er boblende glad og håbefuld.
TikTok er på kort tid blevet en vigtig rekrutteringsplatform for au pair-bureauer. Det bekræfter flere filippinere, herunder nuværende au pairer og en rekrutteringsagent.
