D er findes FC København fans. Så findes der engagerede fans. Og så er der dem, der gløder. Dem som har fast plads i Parken og som rejser til alverdens udebaner for at synge løverne hjem med succes. Her har australske Daniel Ingham hjemme. Han har lige været i Istanbul og se FCK spille 2-2 mod tyrkiske Galatasaray i Champions League, og han var i Aarhus og se sit hold vinde 9-0 over Lyseng fra 3. division i pokalturneringen.
Nu sidder han på Tingbjerg Ground. Sådan hedder Brønshøj Stadion i dag. De lave skyer hænger tunge og blygrå over stadion, regnen vælter ned, og vinden slår jævnligt om i stormende kuling. Men det er en stor dag i Daniels liv. Det er 3. oktober og for 105 gang ser han FCK på et stadion. I aften skal han se sin klub mod mægtige Bayern München i Champions League, og som optakt spiller de unge løvers U19 hold mod Bayerns U19 hold her i Tingbjerg. Da han første gang kom til Danmark, var det for at besøge sin kæreste Hellen Victory, som trods sit engelskklingende navn er dansk og født og opvokset her.
»Vi gik til landskamp og så Danmark vinde 4-0 over Polen. Det var en fest på tribunen, og så gik vi ind og så FCK mod FC Midtjylland. Det var sådan, det begyndte. Nu er vi omkring 15, der ser fodbold sammen. Jeg elsker fodbold, og mine nærmeste venner i Danmark har jeg fået gennem FCK«.
Hellen og Daniel har boet sammen i seks år, og han har haft fast arbejde i mere end fem år. Han tjener 465.000 kroner om året som tømrer, har i alt betalt 777.000 kroner i skat i Danmark og er faldet til på en måde, der gør ham næsten rørt.
