Der står en ung rastløs mand i et jobcenter på Nørrebro. Her er mange sagsbehandlere, og de har travlt. Centerets computersystem er brudt sammen, og ingen ænser ham. I en del lange tavse minutter står han og ligner en, der gerne vil have hjælp. Han kan ses af alle, men ingen ser ham. Så går han ned til en sagsbehandler ved et af bordene. Hun lytter og fortæller, at han er gået forkert. Jobcenteret på Lærkevej er kun for mennesker, der er ude af stand til at arbejde. Hun henviser ham til Jobcenteret i Valby. Han går ud på gaden, finder busstoppestedet på sin telefon og springer på linje 4A.
En halv time senere går Ahmad Tamim Aziz ned ad Gammel Køge Landevej. Han er 24 år gammel, 182 centimeter høj, og vejer 66 kilo. For 8 måneder siden var han et bjerg af en ung mand med en krop, som han havde bygget op gennem års intensiv træning. Dengang vejede han 76 kilo, men han er svundet ind. Han kan ikke længere finde motivation til at holde sig i form, og heller ikke til at lære dansk. Han taler dog stadig flydende engelsk, han har stadig en bachelor i økonomi fra universitetet i Lahore i Pakistan, og han er stadig energisk, sulten på livet og i besiddelse af alverdens kræfter uden at have noget at bruge dem til. Nu skal han ind på jobcenteret.
»Jeg vil sidde over for de virksomheder og vise dem mit cv og fortælle om mine kvalifikationer. Jeg skal have et arbejde«.
Det får han næppe. Udlændingestyrelsen har givet ham afslag på opholdstilladelse. Men der er ingen grund til at frarøve en ung mand drømmen om et arbejde, når han vil dø for at få et, og det vil heller ikke nytte. Han er for determineret til at forstå, at han ikke må arbejde.
