»Nogle få måneder efter Oscar begyndte i skole, var den dreng, vi kendte, væk«
9-årige Oscar lever med sprogforstyrrelsen DLD. Den giver både ham og familien knubs i hverdagen, men det at få diagnosen har gjort en verden til forskel.
Første gang Oscars forældre begyndte at ane, at der var mere på spil for deres søn, end at han var langsom til at lære at tale, var på hans første skoledag i 0. klasse.
Oscar havde gået i mini-sfo på den lokale folkeskole i Smørumnedre lidt vest for København. Det vil sige, at han sammen med landsbyens andre 5-6-årige børn allerede 1. maj var stoppet i børnehaven for at begynde i skolens fritidsordning og gå der indtil skolestart i august. Nu var det blevet august.
Oscars far, Kenneth Schütt, fortæller:
»Første skoledag er jo en stor dag, så Maja og jeg havde begge to taget fri for at følge ham i skole og ind i det nye klasselokale, hilse på lærerne og så videre. Da vi kom hen på skolen, kiggede Oscar forundret på os og spurgte, hvad i alverden vi lavede der? Hvorfor var vi begge to taget med ham i dag? Han havde slet ikke forstået, at der skulle ske noget nyt den dag, at han ikke bare skulle i mini-sfo«.
Kenneth Schütt pointerer, at alle omkring Oscar havde gået hele sommeren og spurgt ham, om han glædede sig til at starte i skole – sådan som man nu gør, når et barn står over for at skulle tage hul på skolelivet.
»Men det var tydeligvis slet ikke trængt ind hos ham. Han vidste ikke, at han havde første skoledag den dag, selv om vi forældre og andre omkring ham havde sagt det til ham masser af gange«.
Kenneth og Maja Schütt fortæller, at de siden da har fundet ud af, at Oscar, som nu er ni år og går i specialskole, har brug for enkle, gerne visuelle forklaringer og forberedelser. Ellers går samtaler og instrukser hen over hovedet på ham.
Alle talte russisk
Oscar, som er nummer tre i en søskendeflok på fire børn, lider nemlig af sprogforstyrrelsen DLD.
DLD – developmental language disorder – er en medfødt udviklingsforstyrrelse i samme kategori som ADHD, autisme og ordblindhed. Den gør, at man har svært ved at forstå komplekse sætninger og ved selv at udtrykke sig. En nylig britisk undersøgelse viser, at sprogforstyrrelsen påvirker 7,5 pct. af 4-5-årige børn. Vanskelighederne kan være meget udtalte, eller de kan optræde i mildere grad, og ofte vil det vare hele livet.
Det er langtfra alle børn med DLD, som har behov for at gå i specialskole. Men i Oscars tilfælde har der ikke været tvivl om, at han havde brug for en anden slags skolegang. Allerede to uger inde i 0. klasse blev Maja og Kenneth Schütt kontaktet af klasselæreren. Hun fortalte, at Oscar ikke var til at få ind efter frikvartererne, og at han ikke ville være inde i klasselokalet. At han bare gik ud.
»Når vi spurgte ham hvorfor, sagde han, at det var kedeligt. Så kedeligt. Senere har vi lært, at det i virkeligheden betød svært. Meget svært. Da Oscar blev udredt og fik DLD-diagnosen, fik vi forklaret, at når han sad i klassen, føltes det for ham, som om alle omkring ham talte russisk, og han kunne ikke sproget. Han følte sig derfor helt fortabt og frustreret«, fortæller Maja Schütt.
Mistede gnisten
På det her tidspunkt lå udredningen næsten et år ude i fremtiden. Hjemme oplevede forældrene, at deres søn i løbet af 0. klasse fuldstændig ændrede adfærd. Fra at have været en åben, social dreng, der elskede at underholde – »sådan en rigtig entertainer« – ville han ikke lave andet end at ligge i fosterstilling i sofaen og se fjernsyn, når han kom hjem fra skole. Han ville ikke til fodbold, han ville ikke være sammen med sine venner og søskende, han ville ingenting ud over at ligge der.
I skolen var han udadreagerende. Han kastede med ting, væltede ting, var rasende og forstyrrende, og læreren og pædagogen kunne ikke nå ind til ham. Han var en skygge af sig selv, fortæller hans mor.
»Jeg kan huske, at vi to en dag sad og så billeder fra sommerferien – altså ferien lige før, Oscar begyndte i skole«, siger Maja Schütt og fanger Kenneths blik på tværs af spisebordet i det gule rækkehus.
