Hanne Pahle har levet med nedsynkning af underlivet i 70 år. Her er hendes historie
98-årige Hanne Pahle fik en livsændrende fødselsskade, da hun fødte sin søn i 1955. Hun er stolt over, at kvinder langt om længe begynder at tale højt om nedsynkning af underlivet. Det er på tide, mener hun.
Hanne Pahle har brugt ble i 50 år. I hvert fald. Måske er det snarere 60 år.
Hun kan ikke helt huske, hvilket år det var, hun måtte overgive sig og indse, at bleerne var nødt til at blive en fast del af livet.
Hun kan til gengæld godt huske, hvornår problemerne med at holde på afføringen begyndte. Helt præcis endda. For det var ved fødslen af hendes yngste barn en sen nattetime i 1955. Fødslen gik stærkt, og sønnen var stor – næsten fem kilo.
»Jeg bristede ikke, men alting blev så udvidet, at det har givet mig store problemer lige siden«.
Hanne Pahles røst går klart igennem telefonlinjen fra Højby i Odsherred til her, hvor jeg sidder ved mit skrivebord på redaktionen på Rådhuspladsen i København.
Det er mandag formiddag, og i weekenden har Politiken bragt et stort projekt om nedsynkning af underlivet, som jeg har arbejdet på længe. Ni modige kvinder har uden omsvøb fortalt om, hvordan det er at leve med generne efter en fødselsskade, som ingen ellers taler om.
Nedsynkning og alt det, der følger med, er så tabubelagt et emne, at ingen af de ni nogensinde havde hørt om tilstanden, før de selv blev ramt.
Stolt og rørt
Det er derfor, Hanne Pahle ringer. Hun er rørt over, at nogen endelig tager bladet fra munden. At nogen endelig interesserer sig for det, der har fyldt i hendes liv i lige knap 70 år. Hun føler sig set.
»Jeg har altid fulgt med og læst meget avis. Jeg har været abonnent på Politiken siden 1960, og bortset fra et interview med en fysioterapeut på debatsiderne for ikke så længe siden, er nedsynkning aldrig noget, I har skrevet om. Heller ikke andre medier, bortset fra en enkelt artikel i B.T. engang. Men det er mange år siden«.
Derfor blev hun glad, da hun slog avisen op den lørdag morgen.
»Vil du ikke hilse kvinderne og sige, at det er vigtigt, det, de gør?«, spørger Hanne Pahle i telefonen.
»De viser andre kvinder, at det ikke er farligt at tale om. Og de hjælper dem, der ikke selv har problemet, til at forstå, hvor indgribende det kan være. Jeg er meget stolt over at opleve, at så mange kvinder står sammen og kommer frem af busken«.
Fysiske symptomer
Nedsynkning af underlivet
Følelse af et fremmedlegeme i skeden – som en tampon, der sidder forkert.
Følelse af, at noget falder ud af skeden – nogle gange vil en ’bule’ være synlig i skedeindgangen. Det kan være tippen af livmoderhalsen, eller det kan være blæren/tarmen, der presser skedevæggens slimhinde ned i skedeindgangen.
Tyngdefornemmelse. En følelse af at være ved at ’tabe’ underlivet.
Problemer med vandladning. F.eks. inkontinens, hyppig vandladning, stærk og pludselig vandladningstrang, udfordringer med at tømme blæren helt.
Problemer med afføring. F.eks. diarré, forstoppelse, problemer med at tømme tarmen, svært ved at holde på afføring og prutter, konstant afføringstrang, svært ved at tørre sig færdig efter toiletbesøg.
Smertefuldt samleje eller andre seksuelle problemer, f.eks., at ’bulen’ er i vejen.
Generende pruttelyde fra skeden.
Lændesmerter.
Generne øges, når man går, står, løber, hopper, løfter noget tungt, hoster eller er forstoppet.
Det er almindeligt, at symptomerne bliver værre i løbet af dagen. Symptomerne aftager, når man lægger sig ned.
Kilder: Sundhed.dk m.fl.
Hanne Pahle fortæller, at da hun selv havde læst artiklerne, greb hun sin rollator og gik ind til naboen med avisen. I rækkehuset ved siden af bor hendes 85-årige veninde, og selv om Hanne Pahle mange gange har forsøgt at forklare hende, hvorfor hun har været nødt til at gå med ble i alle de år og ikke har været i stand til at passe et arbejde, siden hun fik fødselsskaden, har veninden aldrig helt forstået det.
»Men det gør hun nu. Hun kom tilbage med avisen og sagde, at det var jo helt forfærdeligt. Hun anede ikke, hvor omfattende, det faktisk er at leve med nedsynkning. At det påvirker alle dele af livet«.
Rammer mange
Selv om man kan få tanken, at nedsynkning af underlivet må være en sjælden lidelse, siden der hverken bliver talt eller skrevet ret meget om emnet, forholder det sig i virkeligheden helt modsat. Faktisk får halvdelen af alle danske kvinder, der har født et barn, nedsynkning af et eller flere organer i underlivet.
Vil du ikke hilse kvinderne og sige, at det er vigtigt, det, de gør?
Nedsynkning vil sige, at vævet i fødselskanalen – muskler og bindevæv – er blevet overstrakt, så det ikke længere kan holde blæren eller tarmen på plads. Organerne buler ind i skeden som en slags brok. Det kan også være livmoderen, der synker ned; i nogle tilfælde helt ud gennem skedeåbningen. Eller endetarmen, der synker ned, så dele af den stikker ud gennem endetarmåbningen.
I de mildere tilfælde oplever kvinderne ingen gener af fødselsskaden og lever helt normalt. Men hver femte danske kvinde har så svære problemer som følge af nedsynkning, at de ender med at blive opereret en eller flere gange i livet – risikoen for at få brug for en operation stiger betragteligt med alderen, men også yngre kvinder bliver opereret.
Hos de kvinder, der har symptomer, kan det have store konsekvenser både fysisk, psykisk, socialt og i sexlivet.
Gentagne operationer
Hanne Pahle er en af dem, der har haft – og stadig har – store gener. Hun er blevet opereret så mange gange, at hun end ikke har tal på det længere. Men hun husker, at den første operation foregik på det daværende amtssygehus i Gentofte i 1958, og den sidste operation fik hun på Skejby Sygehus i 2008. Men ingen af operationerne har hjulpet hende helt af med generne – nogle har gavnet i et stykke tid, og så er nedsynkningen og problemerne vendt tilbage.
Hanne Pahle fylder 99 år i næste måned. Hun er glad for, at den tabubelagte lidelse, hun har levet med, siden hun fødte sin søn i 1955, endelig er noget, der bliver talt højt om i samfundet. For hun er langtfra den eneste kvinde, der lever med nedsynkning af underlivet.
»I de første år var der ingen læger, der troede på mig, når jeg sagde, at der var noget galt. Jeg var til flere forskellige gynækologer, som alle sammen undersøgte mig, hvor jeg lå med benene i vejret i bøjlerne, og så var der nok ganske rigtigt ikke noget at se – i den stilling var der jo ingen tyngde på. De sagde, jeg var hysterisk. Men når jeg gik ud på gaden bagefter, havde jeg fornemmelsen af, at jeg slæbte min endetarm efter mig«.
Det fortæller hun nogle dage efter opringningen, da vi sidder i hendes nydelige stue i rækkehuset i Højby, hvor hun som snart 99-årig stadig klarer sig selv, bortset fra lidt hjælp til rengøringen.
I telefonen sagde hun, at hun gerne ville dele sin historie om et langt liv med nedsynkning af underlivet. For hvis hun kunne være med til at udbrede viden, nedbryde tabu og måske endda skubbe på, for at der kommer bedre hjælp til kvinder, der lider fysisk og psykisk på grund af tilstanden, ville det give stor mening for hende.
»Jeg håber, at det kan gøre bare en lille forskel«, siger hun, da jeg sidder over for hende.
Hun kniber de grå øjne med en karakteristisk blå ring om iris sammen.
»Jeg vil gerne vise andre kvinder, at de ikke skal være bange for at tale om det. Det skaber problemer i hovedet, når noget er tabu«, siger hun og banker med sin ene pegefinger på siden af kraniet, hvor det efterhånden sparsomme hvide hår er samlet i en hestehale.
Kender alle grøfterne
Og Hanne Pahle er ikke bange for at tale om, hvordan det har påvirket hendes liv, at hun, siden hun fødte sit andet og sidste barn som 29-årig, har haft svært ved at holde på luft og afføring.
»Jeg plejer at sige, at der findes ikke den grøft på hele Sjælland, jeg ikke kender«, ler hun.
»Og jeg må indrømme, at efter jeg er blevet så gammel, er det indimellem svært at klare alene herhjemme, når det går galt for mig. Svinesti er et mildt udtryk. Så kan det være nødvendigt, at jeg ringer efter hjemmehjælpen«.
Hanne Pahle fortæller uden blusel med et fast blik. Det er tydeligt, at hun har sat sig for, at hvis hendes erfaringer og åbenhed kan gøre en forskel for andre kvinder, vil hun ikke lægge skjul på noget.
I de første år var der ingen læger, der troede på mig
Hun beretter om, hvordan både arbejdslivet og familielivet blev anderledes, end hun havde drømt om, fordi hun i så ung en alder blev fysisk begrænset. Hun var uddannet Mensendieck-lærerinde i Norge, hvor hun voksede op med sin norske far og sin danske mor – Mensendieck er særlig form for gymnastik. I de første år af sit ægteskab underviste hun fortsat i København, også efter hun fødte sin datter i 1952. Men hun har ikke kunnet arbejde, siden hun fik fødselsskaden i 1955.
»Der er jo ingen arbejdsgiver, der kan leve med at have en ansat, der må rende på toilettet i tide og utide«, mener hun.
Rejselysten
I stedet har hun haft mulighed for at være hjemme sammen med sine børn, og det er hun også taknemmelig for. Og hun har dyrket sin store passion for hunde som dommer ved hundeudstillinger. For mange år siden blev hun en af de første kvinder i Norden med markprøvedommeruddannelsen, der kvalificerede hende til at dømme stående engelske hunde. Ud over Danmark, Sverige, Norge og Finland har hun også dømt et par gange i Brasilien.
Når hun har været ude som dommer, har en ’stop-pille’, der regulerer tarmbevægelserne, været en velsignelse. Sådan en har hun også taget i dag, så hun ikke risikerer et uheld, mens hun har besøg af mig og fotografen.
Den slags piller er hun taknemmelig for findes, for de har gjort, at hun har kunnet rejse ud og opleve verden på trods af sit handikap. Foruden Norden og Brasilien har hun været i det meste af Europa, og undervejs opdagede hun sit gode sprogøre; i dag læser hun helst på engelsk, hvilket bekræftes af de mange skønlitterære bøger på sofabordet og i reolen – dem køber hun på Saxo.com via sin iPad.
Hanne Pahle er begejstret for sin rollator. Hun bruger den både inde og ude. Når hun handler i Brugsen, som ligger 10 minutters gåtur væk, har hun sine varer i kurven foran. Hun klarer stadig sig selv med indkøb, madlavning og så videre, selv om hun er næsten 100 år. Hun er dog glad, hvis nogen, der har bil, vil købe toiletpapir for hende. Det fylder så meget i kurven.
»Jeg har ikke villet lade mig tyrannisere af mine tarme. Hvis jeg havde en rigtig dårlig dag, blev jeg bare på hotelværelset i stedet for at tage med på udflugt«, fortæller hun om rejserne.
Engang var hun også i Alaska med Politiken Plus. Og i Tanzania og Sydafrika med en god veninde fra Norge.
»Hun er desværre død nu. Det er jo ikke alle, der bliver lige så gamle som mig. Heldigvis, havde jeg nær sagt«.
Hanne Pahle ler igen, før hun pludselig overraskende adræt rejser sig for at gå på toilettet. Nu skal hun alligevel lige derud. Hun bakker rollatoren ind gennem døren til badeværelset, før hun lukker den.
Inden længe er hun tilbage. I dag er en god dag med maven, siger hun. Og hun har jo heldigvis også ble på.