Zhenja er flygtet til Gentofte: Jeg savner min far og marsvin, men her er roligt
I Gentofte Kommune er de første velkomstklasser for ukrainske børn startet. På Tjørnegårdsskolen går 12 børn, hvis mødre er dybt taknemmelige over, at børnene nu får en almindelig hverdag igen.
Stilheden i klasselokalet bliver brudt af et mylder af barnestemmer, der går hurtigt op og ned i toneleje mellem grin og forpustede, hurtige åndedræt. Frikvarteret er slut.
En mørkhåret pige med lyserøde og gule elastikker i håret sætter sig ned på en skammel for at krænge sine blå, snevejrsvåde overtræksbukser ned om hælene. Hun kigger op og smiler, mens hun forpustet fortæller en masse på ukrainsk og tager sine røde filtsutsko på. Hun hedder Mila, og i dag er hendes første dag på Tjørnegårdsskolen i Gentofte.
Siden mandag 28. marts er der løbende startet velkomstklasser for ukrainske børn og unge, der er kommet til Gentofte Kommune. 12 børn er indskrevet i indskolingen på Tjørnegårdsskolen, heriblandt Mila. 11 børn er indskrevet på mellemtrinnet på Skovshoved Skole, mens 10 er indskrevet i udskolingen på Ungdomsskolen.
Flere klasser ventes at blive oprettet på nogle af kommunens andre skoler efter påske, hvor velkomstklassen på Tjørnegårdsskolen ventes at være vokset til 18 elever. Der er cirka 250 ukrainere i Gentofte, hvoraf 71 har fået opholdstilladelse. De fleste er familier på to, bestående af en mor og et barn. Ifølge en opgørelse fra Udlændingestyrelsen skønnes kommunerne at have modtaget cirka 18.700 ukrainere, men tallet er behæftet med en vis usikkerhed.
Lærererfaring med flygtningebørn
Det er Vito, Gentoftes Kommunes undervisningstilbud til tosprogede elever, der står for selve undervisningen i velkomstklasserne. Derfor er lærer Martin Drescher, der har været ansat hos Vito i otte år, nu rykket ud på Tjørnegårdsskolen. Han har allerede erfaring med velkomstklasser, da han tidligere har været med til at tage imod syriske flygtningebørn.
Men han er ikke helt alene med de ukrainske børn. Han får hjælp et par timer om dagen til at forstå dem af 36-årige Julia Lystopad. Hun er fra Ukraine og har boet i Danmark i ti år med sin mand. Til daglig er hun skøjtetræner i skøjtehallen i Gentofte, men hjælper med at oversætte i velkomstklassen, mens hendes mand gør det samme i en anden velkomstklasse.
Alt det våde tøj er hængt op på knager, og de 12 børn mellem 6 og 9 år har fundet deres plads.
»Okay, nu prøver vi, om vi kan huske klappet«, siger Martin Drescher.
Han hæver hænderne over hovedet og klapper hurtigt og rytmisk fem gange i træk, mens børnene gør det samme i takt. Så er der ro.
Fagter og piktogrammer
Læreren peger op på en grå kridttavle, hvor der er sat små billeder op, der viser, hvad klokken er, og hvad der skal ske i løbet af dagen. Hans pegefinger rammer et billede, hvor der står pause ved siden af et billede af en pige, der sjipper.
»Nu har vi holdt pause«, siger han langsomt og sætter et flueben ud for billedet.
»Nu skal vi have dansk«, siger han og peger på et billede af bogstaverne a,b,c og begynder at dele et grønt hæfte ud med titlen ’Det lette læsekryds’, der er en krydsogtværs med ord som is, si og ti.
»Det er meget med fagter, kropssprog og piktogrammer og klokkeslæt, der viser, hvad aktiviteten er, så vi gør det visuelt tydeligt, hvad det er, der skal ske«, fortæller læreren.
Børnene virker glade her i deres nye virkelighed, hvor deres ukrainske skole er skiftet ud med en dansk over 1.000 kilometer væk fra deres hjemland. Men inde bag smilene gemmer sig et savn.
Jeg er ikke så glad hele tiden, jeg vil gerne til Ukraine igen
William Marhrous, 8 år
Som hos 8-årige Zhenja Zanina, en spinkel pige med lang fletning og store, lysegrønne øjne, der er flygtet fra Kharkiv, der ligger i den nordøstligste del af Ukraine. Gennem Julia fortæller hun, at hun bor her med sin mor hos nogle ukrainske venner, der har boet i Danmark i nogle år.
»Jeg er meget glad for at være her, fordi her er stille og roligt, men jeg var bange, da vi flygtede. Det er dejligt, at man kan cykle her«, siger hun lavt, mens hun drejer frem og tilbage på sit sorte armbåndsur.
Hun sidder uroligt, og piller ved sine fingre, mens hun fortæller om sin far.
»Min far er i Ukraine sammen med mine to marsvin. Far har det godt, det er lidt bedre nu i Kharkiv, fordi der er blevet mere stille der nu«, siger hun.
William Marhrous, der fylder ni år senere på måneden og kommer fra en by nær Kyiv, har både sin far og mor med til Danmark. Men ikke sin mormor.
Julia Lystopad er ukrainer og skøjteunderviser og hjælper med at oversætte i velkomstklassen på Tjørnegårdsskolen i Gentofte. Th. sidder Zhenja Zanina.
»Min mormor er i Ukraine, og jeg savner hende så meget, jeg vil gerne til Ukraine, jeg er ikke så glad hele tiden, jeg vil gerne til Ukraine igen«, fortæller han på engelsk.
Samtidig elsker han at være i Danmark, fordi det er »ligesom et eventyr, og København er en pæn by«.
»Og så har jeg allerede fået nogle danske venner her i skolen. Jeg ved ikke helt, hvad de hedder, men vi går altid ud og spiller fodbold, når der er pause«, smiler han inde bag de sorte og røde briller, mens han kaster et blik ud mod skolegården.
Uanset hvad de kommer med, er det vigtigste at få sat dem ind i en klasse (...) og lave en normal hverdag for dem
Martin Drescher
Tit kan det hjælpe børnene, at de er meget umiddelbare, fortæller Martin Drescher.
»Det er meget her og nu. Hvis der sker et eller andet sjovt, har de det sjovt. Så kan det godt være, at de engang imellem kommer i tanker om noget og nogle gange tegner om krigen«, fortæller læreren og tilføjer:
»Lige på overfladen har de det fint. De kommer glade i skole og går glade hjem. De snakker lidt om situationen i Ukraine, det er ikke altid, jeg forstår, hvad de snakker om. Men Julia har oversat nogle gange, hvor de snakkede om Nato og Rusland«.
Martin Drescher ved ikke så meget om hvert enkelt barns baggrund, men det er heller ikke så afgørende.
»Jeg ved, at de er flygtet fra krig. Uanset hvad de kommer med, er det vigtigste i første omgang at få sat dem ind i en klasse og få lavet noget struktur for dem. At lave en normal hverdag for dem«, fortæller han.
Taknemmelighed og regntøj
Præcis hvor længe de ukrainske børn skal blive i velkomstklasserne, er uvist. I nogle tilfælde tager det to år, før flygtningebørn er klar til at komme ud i de almindelige klasser. Men det kan også være kortere tid, det vil være en individuel vurdering. Inden længe skal Mila, William, Zhenja og resten af velkomstklassen have idræt og billedkunst sammen med andre klasser på skolen, og de skal starte i skolens fritidsordning.
»Det er vi nødt til at gøre«, siger skolens leder, Jakob Lykke.
»Så de oplever at gå i skole i Danmark sammen med danske børn og danske lærere. Det skal vi i gang med efter påske. Det er vigtigt for os nu, at skolens lærere byder ind med at inddrage børnene og tage dem med i forløb, så de ikke bliver isolerede«.
Forleden havde han forældremøde med børnenes mødre, hvor han mødte stor taknemmelighed.
»De klappede næsten, da jeg sagde hej. De sagde: Tak, fordi I har taget vores børn i skole så hurtigt og har oprettet en normal hverdag for dem. Da vi spurgte, om der var noget, de manglede, svarede de regntøj og gummistøvler. Så det har andre forældre på skolen taget med til dem«.
I det hele taget har der været stor velvilje fra skolens forældre og personale til at hjælpe skolens nye familier, fortæller Jakob Lykke. Næsten for stor, men ment fra et godt hjerte.
»Det er en balancegang, i forhold til hvad familierne kommer med, hvordan man tager sig bedst af dem, og hvor meget eller hvor lidt man skal gøre. Familierne har fået taget hele deres normale liv fra sig, og lige pludselig er de flygtninge. Nu handler det om at skabe en hverdag for dem og få dem lidt i gang«.
Et tiltrængt kram
Efter dansk er der en lille pause, hvor der bliver tegnet, kigget på mobiltelefon og leget med smartboard. Zhenja Zanina går hen til Martin Drescher, lægger højre kind ind imod hans sweater og lader begge hænder mødes på hans ryg. For få minutter siden bad hun ham ringe til sin mor, fordi hun havde kvalme. Men ikke alligevel, siger hun nu, efter han har fundet mappen frem med telefonnumre. Nu går det bedre.
»Det var godt«, siger han og holder hende tæt ind til sig et øjeblik.
