Hendes følelser er på steroider. Men en pædagog forstår hende og diagnosen, og nu får hun topkarakterer

S elv om det ikke føles sådan, ligner hun en, der har styr på det, mens hun sidder med hænderne foldet på bordet ved siden af et termokrus med kaffe. Munden former ugedagene på fransk i kor med resten af holdet:

»Lundi. Mardi. Mercredi«.

Trods Trisia Nors Andersens alder på 24 år er det med at gå i skole nyt. Som barn var hun ramt af skolevægring, så erfaringerne med at gå i skole er få og dårlige. Faktisk er det først nu, hvor hun er startet i en inklusionsklasse på HF + VUC Fyn i Odense, hun rigtigt føler, at hun har fundet sig til rette her på kontorstolen i klassen.

»Jeg kan med stolthed sige, at det er første gang, jeg er i stand til at gå i skole i mit voksne liv«, forklarer hun.

En vigtig støtte i den proces er pædagogen Anja Holm Brix, der er en af fem pædagoger ansat i skolens mentorteam. De hjælper sårbare elever med diagnoser gennem deres uddannelse. En kollega har indstillet hele teamet, og fire elever inklusive Trisia Nors Andersen har indstillet Anja Holm Brix til Politikens Pædagogpris.

Følelser på steroider

»Et lyspunkt i alles hverdag«, skriver Trisia Nors Andersen i sin indstilling. For elever reagerer altid på Anja Holm Brix’ tilstedeværelse, når hun går ned ad gangen.

»Vi nærmest hopper for at få hendes opmærksomhed i to minutter, for hendes energi kan få en til at slappe af og føle, man ikke er alene«, forklarer hun.

Ganske rigtigt. Da Politiken møder dem i den åbne foyer i den nybyggede skole, har der samlet sig en klump af elever omkring dem for at snakke. Men de to må videre til deres ugentlige samtale. De går ind i det lille lokale 104, som også var her, de mødte hinanden for lidt over et år siden.

Trisia Nors Andersen var gået ud af folkeskolen uden en afgangseksamen, og hun vil tro, at fra 6. til 9. klasse var hun sammenlagt i skole i et halvt år. Det skyldtes nogle svære ting på hjemmefronten. Senere har hun fået diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderline-typen, som hun selv beskriver som »følelser på steroider«.

»De bliver forstørret, og jeg har svært ved at skelne dem fra virkeligheden. Det gør for eksempel, at jeg har lettere ved at tro, at folk ikke kan lide mig«, siger hun.

Hun har oplevet at blive mødt med skepsis, når hun ikke har kunnet gennemføre de uddannelsestilbud, hun tidligere er gået i gang med, når en depressiv periode har ramt hende.

»Det føles som en mur, når folk ikke forstår mig og tror, jeg er doven, frem for at se mine udfordringer«, siger Trisia Nors Andersen.

Derfor var det også med en facade, hun i starten gik ind til samtalerne med Anja Holm Brix. Hun betragtede hende som en af de sagsbehandlere, hun havde mødt mange af gennem tiden. De talte mest om, hvordan hun kunne få struktur på sin hverdag, noteteknikker og andre skolerelaterede emner.

Men det ændrede sig, da Trisia Nors Andersen, en måned efter at hun var startet, ikke kom i skole i en uge. Der tikkede beskeder og telefonopkald ind fra Anja Holm Brix. Hun svarede ikke, men pædagogen blev ved.

»Til sidst havde hun skrevet så mange opmuntrende beskeder, at det havde overbevist mig om, at hun så mig som andet end et nummer«.

Hun svarede, og det blev starten på, at hun langsomt begyndte at åbne op.

Fra keramik til fængsel

»Jeg flytter jo om en måned«, siger Trisia Nors Andersen, mens de sidder i det lille lokale i dag et års tid senere.

»Jeg glæder mig virkelig meget, men jeg synes også, det er lidt skræmmende«, fortsætter hun.

»Det bliver da megafedt, at du skal bo alene. Er der noget, du mangler?«, spørger Anja Holm Brix, som sidder med fødderne oppe på en puf.

De taler om, at det er okay at spørge om hjælp fra andre. Anja Holm Brix fortæller, at hun selv er ved at få ompolstret en stol.

»Skal den være grøn?«, spørger Trisia Nors Andersen.

»Hvordan vidste du det?«.

»Jeg kender dig«, svarer Trisia Nors Andersen.

Pædagogen har haft en »broget barndom«, som hun selv kalder det, med alkoholiserede forældre.

»Jeg har brede skuldre, så det er sjældent, at jeg synes, noget er hårdt at høre. I stedet kan jeg genkende meget fra mit eget liv og er ikke bange for at bruge mig selv«, siger Anja Holm Brix.

Hun tog ikke den slagne vej fra den svære barndom til selv at ville ud at gøre en forskel som pædagog. Først blev hun uddannet keramiker, og det var, da hun underviste i det, det gik op for hende, at hun var god til det med at se andre mennesker.

Da hun for 15 år siden blev uddannet pædagog, startede hun som AKT-pædagog i en kommune, hvor hun var ude at lave observationer i børnehaver. Et arbejdsredskab, hun har taget med sig i sit nuværende job. Ud over samtaler med de 28 elever, Anja Holm Brix er mentor for, observerer hun dem i undervisningssammenhænge og på gangene.

Foto: Emil Bay

Hun bruger det til at opbygge en relation til eleverne.

»Jeg kigger på, hvad det er for en type menneske, jeg sidder med. Når Trisia er sådan en, der er gang i, så nytter det ikke, at jeg sidder som en grå mus. Jeg er nødt til at spejle hende lidt, så vi får den relation, der skal være, for at jeg kan prikke til hendes tankemønstre«, siger hun.

Cv’et tæller også arbejde i et fængsel, men hun er endt i det her job, som hun kalder fantastisk, fordi de unge så gerne vil, og der er et klart mål – at få dem gennem uddannelsen. For at gøre det tager hun også med eleverne til eksamen – nogle gange er hun med inde som støtte – andre gange venter hun udenfor. Det gjorde hun sammen med en meget nervøs Trisia Nors Andersen inden sommerferien. Anja Holm Brix var overbevist om, at hun godt kunne få hende til at grine, mens hun stod og ventede på at skulle ind. Så hun løb om bag en skillevæg og ringede til hende:

»Hvad siger en lastbil, når den bakker?«, sagde hun.

Dernæst kom svaret på spørgsmålet: ’Døt, døt, døt’, da hun smækkede røret på.

Pædagoger kommer hele vejen rundt

Det lettede, fortæller Trisia Nors Andersen:

»Hun har set mig og kender mig godt nok til at vide, at jeg har brug for at løse det med humor. Det kræver jo virkelig en opmærksomhed på den enkelte«.

Hun endte med at afslutte dansk og engelsk med topkarakterer.

Til samtalen i dag taler de både om praktiske ting og om hendes personlige udvikling – og det er netop det med at komme helt vejen rundt, pædagoger kan i det her job, mener Anja Holm Brix.

Trisia Nors Andersen synes, at Anja Holm Brix er god til at være den voksne støtte, hun har brug for. Det har givet hende et større selvværd og tro på, at andre kan lide hende. Nu er hun begyndt at drømme og vil gerne være parterapeut.

»Men jeg ved stadig ikke, om jeg skal søge ind på en bacheloruddannelse«, siger hun til samtalen.

»Det tager vi«, svarer Anja Holm Brix.

»Først skal vi have søgt forlænget tid til dine eksaminer«.

Deres samtale er ved at være ovre, og Anja Holm Brix runder af:

»Lad os tale videre om det næste gang. Husk, at du er megasej!«.