Pædagogprisen 2023
»Ingen af børnene interesserer sig for, hvilke medier jeg har optrådt i«: Som 55-årig mødte hun for første gang ind i en børnehave
Efter et arbejdsliv i mediebranchen mødte Julie Bondo Gravesen 2. januar ind i en børnehave for første gang. Det er hårdt arbejde, men meget givende.
Klokken er lidt over otte, en sang om en drillenisse spiller på repeat, og der er glimmer spredt ud over et lille rundt bord.
Det er Julie Bondo Gravesens nye hverdag som pædagogmedhjælper. Noget ganske andet end det job som konsulent, hun for nylig forlod. Sidste efterår tog den 55-årige journalist og kommunikatør det valg at skifte retning væk fra planlægningen og de lange udviklingsprojekter. Nu ville hun uddanne sig til pædagog.
»Mit kontrolbehov kan jeg stikke skråt op. Her handler det om at bygge relationer, en time og en dag ad gangen, og ganske langsomt få en legitimitet i det, man laver«, siger Julie Bondo Gravesen.
Nu sidder hun ved bordet sammen med et barn og er ved at dekorere flag til en guirlande, som skal pryde den kommende høstfest i den integrerede institution Barndommens Land med fokus på naturdannelse på ydre Østerbro i København.
Politiken sætter netop nu fokus på det fag, Julie Bondo Gravesen er trådt ind i, med Politikens Pædagogpris. Hun er ikke selv indstillet, men i anledning af prisen, har vi talt med hende om mødet med det nye arbejdsliv.
Hør hende fortælle her. Artiklen fortsætter under videoen (du slår lyden til i nederste højre hjørne).
Det er hårdt arbejde
Inden havde hun i en årrække arbejdet som selvstændig journalistisk konsulent. Cv’et tæller også en stilling som redaktør på Ud&Se og et job som redaktionschef her på avisen. »Et ædelt fag«, kalder hun journalistikken. Alligevel var hun på tidspunkt begyndt at tvivle på nødvendigheden af det, hun reelt brugte sin tid på.
»Jeg syntes, jeg rendte rundt sammen med en masse andre journalister og producerede indhold til nettet og prøvede at finde ud af, hvordan vi skulle tjene penge på det, uden helt at vide hvilken retning vi skulle gå i. Jeg havde en fornemmelse af, at der var mange andre dygtige mennesker, der kunne fortsætte det arbejde«.
Hun gik til yoga og husker, at hun lå på måtten og tænkte over, hvad hendes nye jobliv skulle handle om. Det skulle være »samfundsmæssigt indlysende relevant«. Hun spurgte sig selv, hvor hun kunne bruges. Hvor hun kunne være noget for nogen og »gøre en forskel«. Hun kan næsten ikke sige ordene uden at trække dem tilbage: »Det lyder så klichéfyldt«.
I løbet af efteråret 2022 fik hun sporet sig ind på, at pædagog var det, hun ville gå efter at blive. For det var netop indlysende, at det er et fag, der mangler medarbejdere.
Det er hårdt arbejde. Jeg bruger min krop. Jeg tager fat. Det er omsorg. Det er snotnæser
Julie Bondo Gravesen, pædagogmedhjælper og -studerende
2. januar i år cyklede Julie Bondo Gravesen gennem regnvejr i vintermørket til Barndommens Land for første gang. Hun husker, at hun tænkte:
»Det er simpelthen det her liv, jeg skal elske. Mit arbejde er ikke ligefrem præget af komfort. Det er hårdt arbejde. Jeg bruger min krop. Jeg tager fat. Det er omsorg. Det er snotnæser«, fortæller hun.
Spider-Man, en mariehøne og en hund
Mens Sebastian Klein endnu en gang synger sin sang om drillenissen, kommer et barn med lyse krøller til syne i døråbningen. Det er Nora, som holder sin far i hånden.
I mellemtiden er udklædningskassen kommet i brug, og Julie Bondo Gravesen har taget en Snehvide-kjole på over den hvide cardigan og de kakigrønne bukser. At klæde sig ud sammen med børnene er noget af det bedste ved jobbet, synes hun. For når Spider-Man, en mariehøne og en hund render rundt på stuen, er det, som om der opstår en form for magi, en masse grin og leg.
Hendes fødder i Birkenstock bevæger sig hen mod døren, hun sætter sig på hug ved siden af Nora, flytter læsebrillerne op i håret, og med et smil og en hånd på ryggen bliver pigen budt velkommen.
Jeg lever meget beskedent, for det er få penge, man tjener
Julie Bondo Gravesen, pædagogmedhjælper og -studerende
Arbejdet har levet op til Julie Bondo Gravesens forventninger om, at det ville blive rart at arbejde med noget mere nært og kropsligt.
»Måske har det noget at gøre med en generel følelse af kompleksitet og flimren i verden. Jeg elsker, at mit arbejde er så jordbundet. Jeg elsker, at det er i øjeblikket, det sker. Og så er det bevægende at få relationer med børnene og se dem vokse. Det er simpelthen elementært meningsgivende«.
Men det er også i »al ydmyghed«, som hun siger, at hun er gået ind i faget.
»Ingen af børnene interesserer sig for, hvilke medier jeg har optrådt i i min fortid. Nu er det noget helt andet, der tæller. Jeg er nybegynder og kan kun håbe på, at jeg faktisk kan blive en dygtig pædagog«, siger hun.
For at komme derhen er hun også netop startet på en merituddannelse, så hun om to og et halvt år kan slette medhjælper fra titlen og kalde sig pædagog.
»Det er også det spændende ved det. Jeg gennemfører pædagogiske aktiviteter, laver didaktiske projekter, observerer børnene og bruger det i mit studie. Så der er en meget tæt sammenhæng mellem de to dele af mit liv«, siger Julie Bondo Gravesen.
Må leve beskedent
Men jobskiftet er også kommet med en anden pris, bogstaveligt talt.
»Jeg begyndte for nogle år siden at planlægge anderledes, fordi jeg allerede vidste, at jeg ville leve et liv, hvor jeg ikke skulle tjene så mange penge. Så jeg lever meget beskedent, for det er få penge, man tjener«, siger hun.
»Men tænk, hvis nogen så nødvendigheden af det, vi laver, og faktisk honorerede det«.
De mange brud i relationerne er det sværeste ved at arbejde i den pædagogiske verden, synes Julie Bondo Gravesen. Medarbejdere stopper, og nye kommer til, mens det pædagogiske personale gør, hvad de kan for at skabe sammenhæng omkring børnene.
Men det er jo også netop, fordi der er brug for folk, at, hun er, hvor hun er. Relationsarbejdet giver mening. Og grinene omkring udklædningskassen er umulige at stå for.
Julie Bondo Gravesen skal arbejde som pædagog resten af sit arbejdsliv.