Ikke bare får de hverdagen til at hænge sammen for børnefamilier på småøer.

 De skaber et pædagogisk rum fyldt med kreativitet og læring. 

 

 

 

 

  Kom med på færgen til Lyø og Avernakø, og læs og se, hvordan to pædagoger driver institution på havet.

Havet glimter uden for vinduet, mens sikkerhedsinstruksen lyder fra højtalerne.

Politiken læst op

De er de eneste i Danmark, der arbejder som pædagoger dette atypiske sted

De er de eneste i Danmark, der arbejder som pædagoger dette atypiske sted De er de eneste i Danmark, der arbejder som pædagoger dette atypiske sted

Henter…

10:18

Den har de otte børn og to pædagoger, som sidder klemt sammen ved et bord i hjørnet af passagerdækket, hørt mange gange før. I baggrunden glider Faaborg væk og bliver mindre og mindre. Her går børnene i daginstitution eller skole, mens de bor på småøer i Det Sydfynske Øhav. For mange af deres familier kan det kun fungere af én grund:

Pædagog Laila Eskildsen og pædagogassistent Ina Henriksen følger hver dag børnene hjem med færgen. De er, så vidt de ved, de eneste i Danmark, der driver institution på havet, og de får ikke blot børnene sikkert i havn. Turen tager lidt over en time, og de formår at fylde den megen transporttid i børnenes liv med kreativitet og læring, fortæller en af forældrene:

»De laver jo sådan nogle fantastiske ting på færgen, så det er ikke bare kedelig transporttid, det er virkelig kvalitetstid«, siger Laura Johanne Storm, der er mor til tre af børnene.

Hun er selv pædagog og forestiller sig, at det hurtigt kunne blive stressende med mange børn, der er trætte efter en lang dag, på begrænset plads:

»Men de har bare fra dag 1 sat struktur på, hvad der skal ske på turen. De rummer mange aldre og laver aktiviteter så vel som de skaber ro«. Det synes jeg er helt vildt flot«.

Hvis du kender nogle dygtige pædagoger som Ina Henriksen og Laila Eskildsen, kan du indstille dem til Politikens Pædagogpris til og med 28. september. I anledning af prisen er Politiken taget med for at finde ud af, hvordan de formår at bedrive pædagogik på havet.

I videoen kan du høre mere om, hvorfor ordningen er så vigtig for forældrenes hverdag – du slår lyden til i nederste højre hjørne.

Ordningen har eksisteret i lidt over to år. Da Ina Henriksen og Laila Eskildsen hver især så stillingsopslaget, var ingen af dem i tvivl om, at de måtte søge, fordi de ville få mulighed for at lave deres egen lille institution:

»Jeg syntes, det var ret spændende at kunne lægge kimen til mit eget arbejdsrum, definere egen praksis fra start, for vi er jo kun os to på det her job«, siger hun.

Og så er det interimistisk, forklarer hun – man må arbejde med det, man har, og kommer tæt på børnene i det fysisk lille rum. Ina Henriksen skyder ind: »Det handler om nærvær«.

Inden de tager færgen, arbejder de i den integrerede institution Sundbrinkens Børnehus, hvor øbørnene også går, hvis de ikke er startet i skole endnu. Når klokken slår 13.30, tager de ladcyklerne ud af skuret – Ina Henriksen cykler direkte til færgen, mens Laila Eskildsen kører omkring skolen og henter skolebørnene.

I videoen kan du høre mere om, hvilke aktiviteter pædagogerne fylder overfarten med – du slår lyden til i nederste højre hjørne.

Med ladcyklerne parkeret går de hånd i hånd med de otte børn om bord på færgen og tager plads i deres hjørne på måske 10 kvadratmeter, som afgrænses af nogle blå sofaer.

Først tages der lidt brød, pålæg og frugt frem, som man spiser tæt sammen ved et bord. Så åbnes en skuffe, og op kommer legetøjsklodser, ’Find Holger’-bøger og materialer til at sy korssting.

Ligesom i institutionen forsøger færgepædagogerne at arbejde med børnenes udvikling og dannelse på overfarten.

»Vi laver en masse krea«, siger 7-årige Gerda Lumi Ejersbo Kilander, som hurtigt går i gang med at brodere de små kors med et langt stykke garn.

Sidemakkeren Liv Storm Smith-Sivertsen på 8 år er i gang med at folde en vifte til brug på den varme sensommerdag.

»Det er rigtig sjovt, at der er så mange ting, man kan lave«.

Men I har jo ikke ret meget plads?

»Jo, faktisk rimelig meget plads«, siger Gerda Lumi.

Lige bagved sidder far

Ud over at det er hyggeligt, er der også nogle regler, der skal følges, når man sejler med Ina Henriksen og Laila Eskildsen. De to piger fortæller, at de ikke må kravle på sæderne eller i vindueskarmen, råbe eller larme. Og så er der heller ingen skærme.

»Ja, og man må kun gå igennem, hvis man skal noget på den anden side«, siger Liv, med henvisning til at børnene skal blive på deres område og ikke må opholde sig på hele færgen.

Lige bagved sidder hendes far ellers med ryggen til og arbejder på sin bærbare computer. Men der er en skarp adskillelse af rummet, og de har kun sagt hej, for Liv er stadig i institution. Ordningen gør, at faren kan være på fuld tid frem for deltid, fordi han kan udnytte transporttiden til at arbejde. Det kunne han ikke, hvis han selv skulle hente.

Mor til Ellinor på 4 Tine Kjær-Strange er også med færgen i dag, fordi hun havde noget arbejde på Fyn. Men hun har sat sig et andet sted for ikke at gøre det for forvirrende for datteren og bryde det pædagogiske rum, hvor Ina Henriksens og Laila Eskildsens regler gælder. Hun fortæller, at hvis hun selv henter, kan datteren nogle gange blive ærgerlig, fordi hun nyder at følges med gruppen og ikke vil gå glip af tiden med vennerne.

»Hun siger det jo ikke selv, men alligevel siger hun det, når hun fortæller, at hun savner Ina og Laila, og spørger, hvornår hun skal med følgeordningen igen«, siger hun.

I videoen kan du høre mere om, hvad ordningen gør for øsamfundet – du slår lyden til i nederste højre hjørne:

Da færgen nærmer sig Avernakø, krydser forældrene de usynlige linjer og går ind i færgeinstitutionen for at ’hente’. Støjniveauet stiger. Nu er institutionsdagen ved at være slut.

Tine Kjær-Strange sætter sig i en af de blå sofaer, og Ellinor kommer hen og sidder på skødet. De er en af flere familier, der flyttede til øen fra København for et par år siden. Kort tid efter blev følgeordningen oprettet, og det er de glade for, for de kan kun få hverdagen til at hænge sammen, fordi ordningen er der og understøtter, at der kan bo børnefamilier på øen.

»Det betyder da alt, at der er nogen, min datter kan lege med. Ellers ville jeg heller ikke være glad herovre«, siger hun.

Så pakker de Ellinors ting sammen og går i land. Andre forældre står og venter på kajen. En af dem er Laura Johanne Storm, der har hænderne på styret af en Christiania-cykel, da hendes mand, datteren Liv og hendes to yngre søskende går i land.

Hendes mand var nødt til at tage et job i Faaborg, da Liv var lille og skulle starte i institution, fordi det ikke kunne lade sig gøre for dem begge at arbejde på Avernakø og både hente og bringe. Nu, hvor børnene bliver fulgt hjem af færgepædagogerne, er hverdagen blevet meget nemmere.

Laura Johanne Storm er selv vokset op på øen og ser nu, hvordan flere børnefamilier flytter til og faktisk tager arbejde på øen, fordi det kan lade sig gøre med hjælp fra Ina Henriksen og Laila Eskildsen.

Hvorfor skal kommunen bruge penge på det?

»Det sikrer jo bosætningen på vores øer. Børnefamilierne betyder noget særligt og er med til at sikre noget udvikling. Selvfølgelig er vi glade for alle vores beboere, men børnene giver altså noget liv«, siger hun.

Familierne skal nu sammen ned på stranden ved siden af den lille færgehavn for at bade. Liv giver en lang krammer til Laila Eskildsen, inden hun med sin kollega Ina Henriksen går om bord på færgen tilbage til Faaborg.

»Vi ses i morgen!«, siger de og vinker.