Politiken sætter fokus på de gode pædagoger og hylder de pædagoger, der hver dag gør en helt særlig indsats.

Om Pædagogprisen: Vi vil højne respekten om faget

Lyt til artiklen

Politiken sætter i samarbejde med Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger fokus på de gode pædagoger og hylder dem med Politikens Pædagogpris. Formålet med prisen er således at sætte spot på de kompetente pædagoger, højne respekten om faget og dermed styrke pædagogers status i Danmark.

De tre kategorier

Der uddeles i alt seks priser i kategorierne ‘Dagtilbud 0-6 år’ og ‘Skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse’ og ‘Social- og specialpædagogik’.

‘Dagtilbud 0-6 år’ omfatter pædagoger, der arbejder i vuggestue eller dagpleje, børnehave eller integrerede institutioner.

‘Skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse’ omfatter pædagoger i skolefritidsordninger, fritidshjem, fritidsklubber, pædagoger i undervisningen og lignende for børn og unge i 0. - 9. klasse.

‘Social- eller specialpædagogik’ omfatter pædagoger, der arbejder med personer med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser eller sociale vanskeligheder.

Der kan enten indstilles en enkeltperson eller et pædagogteam. I begge tilfælde skal der kun laves én indstilling.

Du indstiller din kandidat på politiken.dk/pædagogprisen. Her kan du også se, hvilke pædagoger, der ellers er indstillet til prisen. Der er deadline for indstillinger søndag den 3. maj 2026 ved midnat.

I hver kategori uddeler fagpanelet en hovedpris og en særpris à henholdsvis 75.000 og 25.000 kroner.

Hovedpriserne tildeles pædagoger med en ekstraordinært stærk faglighed, der hele vejen rundt gør et godt stykke arbejde og en forskel.

Særpriser tildeles pædagoger, der har gjort sig særligt positivt bemærket indenfor et område af faget. Måske gør man en udpræget indsats for et godt udeliv, for stærk inklusion eller har en original tilgang til bevægelse. Eller noget helt fjerde, som fagpanelet bemærker.

Du skal ikke indstille pædagoger specifikt til særprisen, det faglige panel tager alle indstillinger i betragtning til både hoved- og særpris.

Politikens Pædagogpris uddeles i starten af juni til stor prisfest.

Politikens Pædagogpris er støttet af Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger.

Politikens Pædagogpris hylder de pædagoger, der hver dag gør en helt særlig indsats på børneområdet. For midt i en debat, der i høj grad handler om økonomiske og strukturelle udfordringer, er det væsentligt at sætte fokus på de gode pædagoger og det gode pædagogiske håndværk.

Pædagogprisen er en hyldest til faget og vil blive en del af Politikens bidrag til udviklingen af den pædagogiske praksis. Det er vores håb, at Politikens Pædagogpris kan være med til at højne respekten for faget og sætte fokus på de nødvendige arbejdsbetingelser på området.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her