Nu har du muligheden for at sige en ganske særlig tak til et menneske, der gør en forskel i vuggestuen, børnehaven, skole- og fritidstilbuddet eller på social- og specialområdet.
Fra 25. august kan du indstille en dygtig pædagog til Politikens Pædagogpris. Hvis du kender sådan en, bør du gribe til tasterne, for pædagoger har ikke mindre end »verdens vigtigste arbejde«, hvis man spørger Charlotte Ringsmose, professor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, der forsker i kvaliteten i dagtilbud.
»Der en tsunami af forskning, der viser, at det, der sker inden skolealderen, har kæmpestor betydning for børns senere liv«, siger Charlotte Ringsmose.
Hun er en del af det fagpanel, der læser indstillingerne igennem og beslutter, hvem der skal nomineres og senere vinde en af de i alt seks priser, som uddeles ved en prisfest i Pressen i Politikens Hus.
Fakta
Politikens Pædagogpris 2023
Det sker for fjerde år i træk med støtte fra Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger, hvis formål er at fremme børns og pædagogers vilkår i velfærdssamfundet. Og det vækker stadig glæde hos Charlotte Ringsmose, at Politiken ikke blot hylder lærere med Undervisningsprisen, men også pædagoger. For som hun siger, er der fortsat »et A- og et B-hold«.
»Det, der sker i skolen, er selvfølgelig vigtigt. Men pædagogfaget får stadig ikke den anerkendelse, det fortjener«, siger hun og henviser blandt andet til pædagogernes lønefterslæb, som Lønstrukturkomiteens rapport i juni blotlagde.
De, der gør en forskel
Når Charlotte Ringsmose læser indstillingerne igennem, er det med udgangspunkt i hendes egen faglighed inden for dagtilbud. Det, hun især har for øje, er de pædagoger, der med deres tilstedeværelse formår at gøre en forskel for børnene både nu og på lang sigt.
Ved at bringe det fremragende frem i lyset, fejrer vi fagets kerne
»Gennem det pædagogiske arbejde kan man skabe nogle vigtige udviklingsfortrin, så børnene får grundlagt en tro på sig selv og et godt fundament at stå på. Det kommer nogle gange frem mellem linjerne i indstillingerne, at her er et menneske, som kan det her«, siger hun.
Der sidder også andre eksperter i panelet, som har andre indfaldsvinkler. Det er ikke kun pædagoger, der arbejder i dagtilbud, der kan indstilles. Der uddeles en hovedpris og en særpris i hver af de tre kategorier: dagtilbud 0-6 år, skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse og social- eller specialpædagogik.
Vil du give en pædagog et ekstra skulderklap ved at indstille dem, skal det ske senest 28. september på politiken.dk/pædagogprisen. At hylde det gode eksempel kan også gavne faget som helhed, mener Charlotte Ringsmose:
»Ved at bringe det fremragende frem i lyset, fejrer vi fagets kerne, og det kan være til inspiration for andre«.
fortsæt med at læse
