Det har taget næsten to år, og nu er den her. Rapporten, der skal sætte to streger under, hvorvidt den ene eller den anden faggruppe i det offentlige får for lidt eller for meget i løn.
Lønstrukturkomiteen, som blev nedsat i kølvandet på sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021, konkluderer i sin rapport, at netop sygeplejerskerne får en nogenlunde passende løn, måske endda lidt mere end man kunne forvente. Til gengæld peger konklusionerne på, at blandt andre pædagogerne i dag får en løn, som er for lav.




























