0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hørups debatpris:

»Mine ord skal ikke bruges som ammunition i kampen mod islam«

Hun forsøger at være den stemme for de undertrykte, hun selv i så mange år har sukket efter. Sara Omar vil hellere være forfatter end debattør, men hendes kompromisløse tilgang til hjertesagen har gjort hende til en af landets vigtigste stemmer.

29. september 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sara Omar er ikke debattør. Hun er romanforfatter.

Det nævner hun gentagne gange i løbet af interviewet. Men hun er trods alt »rigtig stolt og beæret over« at være blandt de tre nominerede til Hørups Debatpris.

»Jeg har hele tiden lagt vægt på, at jeg er en forfatter med en sag. Jeg er jo den, der giver stof til debattørerne gennem min litteratur, men jeg har aldrig selv stået i debatprogrammerne og diskuteret de emner, jeg berører i mit forfatterskab. Selvfølgelig har jeg mine meninger og holdninger, som jeg tilkendegiver, fordi vi skal debattere kontroversielle emner på trods af berøringsangst. Men jeg forsøger at gøre det med værdighed, respekt og forståelse. For det er kernen i et demokrati«, siger hun.

Man kan debattere på to måder i et demokratisk samfund: Man kan kritisere gennem kærlighed for at skabe kærlighed, eller man kan kritisere gennem had for at dæmonisere

Litteraturens ringe i vandet

Hun blev landskendt på rekordtid, da hun i slutningen af 2017 udgav romanen ’Dødevaskeren’, der handler om social kontrol og undertrykkelse af kvinder i visse muslimske miljøer. Og faktisk er hendes mærkesag »at bekæmpe undertrykkelse af enhver art, uanset hvem udøveren er, og hvilken kultur eller religion undertrykkeren har«.

»Jeg er barn af krig, jeg er barn af elendighed, jeg er barn af fattigdom, jeg er barn af et sted, hvor mennesker psykisk bliver presset til at gøre uhyrlige ting mod hinanden. Mine øjne har set det, jeg kritiserer. Når jeg kritiserer en bestemt kultur eller en bestemt religion, er det, fordi jeg har indsigt nok til, at jeg kan tillade mig at kritisere det. Og selv om jeg respekterer folks modargumenter og holdninger, ændrer det ikke på, hvor jeg står, eller hvad jeg mener«.

Hvordan kan det være, at du mener, det er som romanforfatter, du har størst gennemslagskraft i den offentlige debat?

»Fordi jeg har set, hvad litteratur har gjort gennem tiden. Hvad gjorde litteraturen i rødstrømpernes tid? Man brugte litteraturen til at vække folkets interesse og starte væsentlige og livsændrende debatter. Det gjorde man også i den franske og russiske revolution, og hver gang der har været en revolution eller en bevægelse, der har skabt ringe i vandet, har man som noget af det første brugt litteratur og kunst til at gøre folk opmærksom på urimeligheder, der befinder sig lige for næsen af folket. Litteratur har styrken til at få folk til at tænke med og være en del af den verden, de fordyber sig i«.

»For at et litterært værk kan vække genklang, har man brug for, at der står en stærk personlighed bag ordene, som ikke går på kompromis med sandheden, en, man ikke kan manipulere med. Og min egen kamp for overlevelse og et værdigt liv har gjort mig til sådan et menneske. Jeg vil aldrig nogensinde gå på kompromis med sandheden, for det, jeg har kastet mig ud i, er ikke bare snak og ord, det er ikke et valg, det er et kald. Jeg betaler en høj pris for at tale frit, men det er menneskeliv, jeg kæmper for, så det er prisen værd«.

Men den debat, du taler ind i, begyndte for alvor et par år forinden med Yahya Hassan og hans digtsamling. Hvorfor føler du, at netop din stemme også er så tvingende nødvendig?

»En kompromisløs litterær kvindestemme med min baggrund, som selv mange gange har været i helvede og tilbage igen, var der ikke særlig mange af i verdenslitteraturen. Ja, vi har talt om social kontrol, men vi mangler stadig at tale om incest, overgreb, psykisk og fysisk undertrykkelse. Social kontrol kan defineres på mange forskellige måder. For nogle er det at få forbud mod at være ude efter klokken 20, men for andre er det, at de ikke får lov til at tage en uddannelse, ikke får lov til at være kvinde og have meninger og bestemme over egen krop«.

»Jeg har mødt så mange kvinder, som skal bære en maske, når de går ud ad døren, via deres makeup og stiletter, og lader, som om deres liv er perfekt. Men bag facaden græder deres hjerter, fordi de bliver så undertrykt. Det er enormt vigtigt for mig at tage bladet fra munden og opfordre andre kvinder til at gøre det samme«.

Kamelæoner med to tunger

Sara Omar fortæller, at hun føler, at hendes bog har rykket meget, men at »den kunne have rykket meget mere«, og siger i samme sætning, at hun ikke har sat sit sidste punktum endnu. Hun er stolt af, at bogen er blevet brugt i undervisning og bruges steder i sundhedssektoren, bl.a. i psykiatrien. Men på den anden side har hun oplevet »at blive taget som gidsel af grupperinger på politiske fløje«.

»Nogle folk har brugt bogen i deres egen diskrimerende og dæmoniserende agendaer og sagt: »Se! Vi havde ret om islam!«. Men jeg har sagt fra starten, at mine ord og udtalelser ikke skal bruges som ammunition i kampen mod islam«.

»Man kan debattere på to måder i et demokratisk samfund: Man kan kritisere gennem kærlighed for at skabe kærlighed, eller man kan kritisere gennem had for at dæmonisere. Jeg kritiserer med kærlighed, for at mennesker, uanset hvem de er, skal søge indsigt, kigge indad og forhåbentlig komme til en ny selvforståelse og få det godt. Derfor har jeg gennem kronikker været nødsaget til at skrive, at jeg ikke er en kvinde, hvis ord man bare kan misbruge til egen fordel«.

Okay, så hvor er det, den offentlige debat i Danmark kommer til kort?

»Jeg ser ofte folk, der taler med to tunger i debatten og tilpasser sig sine omgivelser som en kamelæon. De ændrer holdning fra minut til minut. Jeg tror, det skyldes, at de ikke har den helt dybdegående og inderlige oplysning og viden omkring de ting, de debatterer«.

»Jeg synes, at vi i Danmark burde være bedre til at argumentere, diskutere og debattere på baggrund af et vidensgrundlag. Jeg savner mere saglighed, jeg savner en konstruktiv debat, jeg savner uselviskhed, jeg savner, at man lægger sit ego til side«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden