Jeg voksede op i et land af løgne og knogler, hvor de døde blev slettet eller brugt efter forgodtbefindende af Kreml, der nægtede at se Ukraine som en nation og pressede en sovjetisk identitet ned over hovedet på os alle.
I dag oplever vi den samme nihilistiske vold folde sig ud for vores øjne, i en regn af kugler og bomber, der sendes ned over Ukraine.
»Jeg er okay«, bliver mine skrækslagne venner i Kharkiv og Kyiv ved med at sige til mig. Hvad andet kan man sige? Vi ved, at denne krig ikke er ny; på en måde har vi altid regnet med, at den ville blive genoptaget.
Jeg husker koparrene. Min far og jeg var på vej hjem efter en tur til en lille park med masser af syrener i nærheden af vores lejlighed i Kharkiv (som dengang blev kaldt Kharkov), mens Ukraine stadig var en sovjetrepublik.
