Du kender garanteret den der gnavende følelse i maven, når der er gået lidt for længe siden dit seneste måltid.
Du kender sikkert også den milde panik, der kan opstå i dit sind, hvis du ikke har noget inden for rækkevidde, der hurtigt kan stille sulten.
Og du har med næsten usvigelig sikkerhed også stiftet bekendtskab med den ubærlige craving efter et stykke chokolade eller noget andet sødt, der kan opstå hen på aftenen, når du smider dig i sofaen efter en lang dag.
Det hele kan du godt regne med at opleve, hvis du kaster dig ud i en ny livsstil, hvor du faster størstedelen af døgnet, ligesom mange for tiden gør både herhjemme og i andre lande. Det kan virke afskrækkende, men måske er det noget af det bedste, du kan gøre for dig selv – og det bliver ikke ved med at være hverken svært eller ubehageligt, lover både forskere og folk, der faster.
