Hver gang vi hylder inklusionen, snubler vi over dens bagside: eksklusionen. Den voksende ulighed i sundhed kræver politisk handling, men den kræver også selvransagelse.
De, der ikke kender forskel på fermentering og råddenskab, mærker hurtigt det tavse blik fra ’quinoa-politiet’
Intet ryster en gruppe sammen som følelsen af at være de udvalgte. Men et ægte fællesskab betyder, at vi lukker dem ind, der ikke ligner os selv, lyder det bl.a. fra Bente Klarlund Pedersen i denne uges klumme. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen
Henter...
I sundhedens navn taler vi konstant om inkluderende fællesskaber. Det smager af hjerterum og åbne døre. Inklusion er blevet et vigtigt debatemne; i folkeskolen, i virksomhedens værdier og i de glittede brochurer for den lokale sportsklub. Vi vil så gerne være dem, der lukker alle ind.
Men sandheden er ofte en anden. For hver gang vi hylder inklusionen, snubler vi over dens bagside: eksklusionen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
