0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Når de tungeste sover ...

... tungt!

Oceaner har ingen soveværelser. 

I de store blå domiciler er der uendelige vandmasser. 

Litervis af afsondrede afkroge med dæmpet belysning og lyd.

Men ingen døre, man diskret kan lukke, når man er træt. Og trænger til at blunde lidt.

Man må finde sin egen måde at døse uforstyrret på. 

Hvad enten man er en af de bittesmå.

Eller hører til blandt de aller, allerstørste. 

Tidligere troede man, at kaskelothvalen
sov som andre hvaler:

Halvt.

Det vil sige med fuldt blus på den ene hjernehalvdel og et øje åbent for at undgå overraskelser.

Ja, og så vandret, naturligvis. Som de fleste af os.

Først for nogle år siden fandt et hold forskere ud af, at dén teori skal vendes 90 grader.

Når kaskelothvalerne vil lukke ned, søger de opad – mod vandoverfladen.

Deroppe roterer de alle deres tons og lægger sig lodret.

Og så hænger de der. I havet.

Som store busser.

Helt stille.

Forskerne så kaskelotterne ligge der i alt fra få minutter til en god halv time. Og kunne ikke afgøre, om dyrene havde begge øjne lukkede.

Men på et tidspunkt sejlede holdet ved et uheld ind i en flok. Og berørte med båden to af dem. Ingen af dem reagerede.

De sov. Tungt. Tilsyneladende.

Det er den prisbelønnede franske dykker og fotograf Stéphane Granzotto, der har taget det exceptionelle billede.

I 2018 udgav han fotobogen ’Cachalots’ med billeder fra sine utallige timer med de tonstunge typer – ganske tæt på ...

En voksen kaskelothval vejer mellem 15 og 50 tons. Og svømmer rundt med den største hjerne af alle kendte dyr. Den alene kan veje op mod 8 kilo.

Kaskelothvalerne kan dykke ned til flere tusinde meters dybde og være neddykkede i et par timer.

De går for at være ekstremt sociale.

Overfladen på kaskelothvalens krop er meget sensitiv, og nede i alt det blå kan man se de store dyr smyge sig langsomt, nærmest kærtegnende, omkring hinanden.

Desuden – siger Stéphane Granzotto – bruger de også meget tid på at ’tale’ sammen.

De ... klikker. Og har tydeligvis en del på hjerte.

Forskerne er i tvivl om, hvad de meddeler hinanden. Men sådan lyder det:

Engang dykkede Stéphane Granzotto i Det Indiske Ocean – og netop på grund af det, han hørte, vil han aldrig glemme dette billede, siger han:

»Pludselig begyndte gruppen rundt om os at lave høje lyde!«, fortæller fotografen.

»Klikkene kom alle vegne fra – og omringede os nærmest! Og lidt efter lidt faldt dyrene sammen i samme, synkrone rytme. Det var helt utroligt. Som at være midt i en trommekoncert for kaskelothvaler«.

Stéphane Granzotto har fulgt kaskelothvalerne gennem flere år. Og det fortsætter han med, siger han:


»Det er nogle fantastiske dyr«.

»Nogle gange var mødet med dem kort. Andre gange syntes det at vare evigt. Men altid berørte det mig dybt«.

Alle fotos: Stéphane Granzotto

Bog og film

Stéphane Granzottos fotobog ’Cachalots’ er udkommet på forlaget Vilo.

Den er på 208 sider og kan købes her.


Den franske dykker og fotograf har også været med til at lave en dokumentarfilm om kaskelothvaler.

Den kan man købe adgang til her.

Hvis du vil vide
mere om fotografen

Instagram: @stephanegranzotto

Website: www.stephanegranzotto.com

Redaktion



Tekst: Henriette Lind

Layout: Rasmus Vendrup

Digital tilrettelæggelse: Rasmus Vendrup og Henriette Lind

Lydredigering: Sille Westphal

Art director for fotosektionen: Rasmus Vendrup

Redaktør: Henriette Lind

Fotochef: Peter Hove Olesen

Chef for digitale fortællinger: Johannes Skov Andersen