fotoessay
Paradis synker i havet
De lever et liv i pagt med naturen og i et tempo, vi for længst har opgivet i vesten.
Men klimaforandringerne truer selve eksistensen af det lille land Tuvalu, hvor det samlede areal kun er en smule større end Anholt, og højden over havets overflade kun er to meter.
Fotografen Lasse Bak Mejlvang har besøgt Tuvalu, der langsomt, men sikkert, bliver opslugt af det omkringliggende tropiske hav.
Med havvandet dryppende af sig og de våde blå badebukser klæbende til benene måler Liveti sit tilløb op. Han er i bare tæer, men lader sig i ikke mærke af de knuste koraller og det grove, tætstampede sand, han står på.
Hans venner står lidt derfra og tæller ned fra tre. Liveti sætter af og farer mod enden af sandet – den store trappe af sandsække. Da han når kanten, springer han. Et langt spring.
Springet er rutine for Liveti. Han har gjort det hundredvis af gange før, og også denne gang når han langt nok i sit spring til at bryde det turkise vandspejl.
Liveti er hverken sportsudøver eller et fysisk vidunder. Han er en 12-årig dreng fra Tuvalu, der ligesom mange andre af sine jævnaldrende nyder solnedgangen med en badetur i havet. Omgivet af kokospalmer ligner sceneriet noget fra en tropisk drøm.
- Hovedparten af Tuvalus indtægter stammer fra salg af tunkvoter til de omkringliggende lande. En anden stor indtægtskilde kommer fra sømænd, der sender penge hjem. Tuvalus forkortelse er TV, og det har landet udnyttet som indtægtskilde ved at sælge .tv-internetdomæner.
Som de fleste 12-årige går han i skole, er sammen med sine venner i fritiden, og når han bliver voksen, vil han være politibetjent. Men alligevel er noget anderledes for Liveti.
Han er fra Tuvalu. Og han er muligvis del af den sidste generation, der kommer til at opleve et liv i sit hjemland, der trues af det selvsamme turkise vandspejl, han lige er hoppet ud i.
Jeg er rejst hertil for at vise, hvad det er for et samfund og land, vi er ved at lægge i graven med vores overforbrug og udledning af drivhusgasser. Klimaforandringerne får vandstanden i verdens have til at stige, og det er et kritisk problem for et land som Tuvalu, hvor gennemsnitshøjden over vandets overflade kun er to meter og det samlede landareal kun er en smule større end Anholt.
Oversvømmelser er ikke noget nyt problem, men med årene er der kommet flere af dem.
Og så er der strømmene. De øgede vandmasser gør, at de strømme, som vandet skaber, bliver kraftigere, når vandet skifter mellem flod og ebbe. Og når det vandet trækker sig tilbage, tager det store lunser af landjorden med sig. Tuvalu er langsomt, men sikkert ved at blive ædt op af havet. Så meget, at der i dag næsten ikke er flere permanente sandstrande tilbage i det lille ørige.
Migration er en del af undervisningen
På landets hovedø, Fongafale, møder jeg 14-årige Alaina. Solen brænder fra en skyfri himmel og sender temperaturen et godt stykke op over de 30 grader. Samtidig er luftfugtigheden tårnhøj. Sammen med sine skolekammerater hænger hun ud i skyggen under et halvtag i skolegården. Det eneste sted, der er tåleligt at være.
Fongafale er på sit bredeste sted 400 meter, og her, hvor skolen ligger, er øen nærmere 100 meter bred. Mod vest er der cirka 80 meter til den rolige lagune, mens østsiden af skolen ligger 20 meter fra Stillehavets voldsomme kraft.
Alainas forældre har taget konsekvensen af den usikre fremtid for Tuvalu. For tre år siden rykkede de teltpælene op og flyttede til New Zealand som led i en aftale, hvor New Zealand har forpligtet sig til at modtage 75 tuvaluanere hvert år. Her bor de stadig.
Sidste år var familien på ferie i Tuvalu, og da ferien lakkede mod enden og de skulle tilbage igen, valgte Alaina at blive tilbage i Tuvalu. I dag bor hun hos sine bedsteforældre, og på trods af hendes forældres protester har hun ingen intentioner om at vende tilbage til New Zealand.
»Jeg elsker at være i Tuvalu. Stemningen er helt særlig her. Vi har det sjovt, og vi er meget mere sammen med hinanden her. I New Zealand lever folk mere adskilt og passer sig selv. Det synes jeg er for kedeligt og ensomt,« siger hun.
Hun er ikke i tvivl om, at hendes fremtid er i Tuvalu, også selv om forskere anslår, at landet er ubeboeligt, når hun fejrer sin 90-års fødselsdag. Hun er sikker på, at regeringen vil finde måder at redde landet på.
I landets folkeskoler bliver elever i de større klasser for eksempel undervist i, hvordan de kan migrere væk. Helt lavpraktisk får de at vide, hvilke formularer de skal udfylde hvordan, og hvad de kan forvente sig af de nye samfund, de har mulighed for at blive en del af.
Ud over New Zealand har Australien i begyndelsen af november 2023 forpligtet sig til at modtage 280 tuvaluanere hvert år, og i det tempo kan Tuvalu allerede være affolket om 31 år.
»Jeg elsker solen og det varme vejr her i Tuvalu. Og så elsker jeg, at mine venner er så tæt på, og at vi er så meget sammen«
Landingsbanen er hele Tuvalus sportsarena
Netop levestilen i Tuvalu er noget af det, som alle dem, jeg taler med, fremhæver som det vigtigste i deres identitet.
I det isolerede samfund er adgangen til internettet virkelig dårlig. Der findes et mobildatanet, men det er langsomt. Der er ikke noget net til mobiltelefoni, og al strøm i landet skabes af generatorer, så i stedet for at underholde sig på skærme, som vi gør herhjemme, bruger tuvaluanerne deres fritid på at være sammen.
Kun tre fly lægger hver uge vejen forbi den internationale lufthavn i Tuvalu. Og når flyene er lettet, udnytter indbyggerne den store stribe af åbent land. I samme øjeblik flyet er lettet, ser jeg de lokale hive fodboldmålene frem på landingsbanen, og så giver de sig til at spille fodbold. Lidt længere oppe ad asfaltstriben spiller de rugby og volleyball. På græspletterne ved siden af asfalten tager familier plads med picnickurve og medbragt aftensmad.
Derudover bruger mange af de ældre indbyggere aftenerne i landets små bingohaller, mens især de ældre mænd mødes over musik eller billard. Alle er velkomne. Jeg oplever, hvordan de psykisk syge og outsiderne bliver taget med ind i fællesskabet og bliver behandlet som ligeværdige mennesker.
Af samme grund er der heller ingen hjemløse i Tuvalu. Familie, venner, naboer og fremmede danner grunden til et finmasket sikkerhedsnet, der får vores danske velfærdsmodel til at blegne. Det er en indgroet del af kulturen, at man sørger for, at alle har det godt.
fakta
I tusinder af år har Tuvalu været beboet af mennesker, som har levet i tæt symbiose med havet. Og det gør de stadig. På hovedøen, Fongafale, er der aldrig længere end 200 meter til havet, og de lokale er hver dag i kontakt med havet på den ene eller anden måde, enten for at fange fisk til aftensmaden eller for at køle ned efter en varm dag. Men hvor havet tidligere kun var kilden til liv, er det i dag også blevet den største trussel mod Tuvalus eksistens.
De ydre øsamfund
På øen Funafala møder jeg James på 36. Han arbejder med lidt af hvert. Han er tømrer, han har et lille grisehold og så bruger han aftenerne på at fiske. Han er en af kun 50 beboere, der lever på Funafala. James bor sammen med sin kone, sin søn og sine svigerforældre i et stort hus ned til en bugt. Et magisk sted, der mest af alt ser ud, som om det er blevet manipuleret i Photoshop for at fremhæve de smukke farver. Men også her er strandene ved at forsvinde, så James har bygget et værn af stammer fra kokospalmer. Ikke for at holde vandet ude, men for at hindre sandet i at blive ført væk af tidevandet.
»Alle bygninger på øen er i ét plan, så vi har ingen steder at tage hen, når vi bliver ramt af kraftigt uvejr og oversvømmelser. Vores bedste bud er at kravle op i en palme. Men der kan vi hverken have børn eller ældre med. Og vi ved heller ikke, om vi har sat os i den palme, der bliver revet ned af stormen«, forklarer James.
Langvarig tørke
Tuvalu har i op mod 3.000 år været beboet af mennesker, der har været selvforsynende og ført en tilværelse, hvor de i høj grad har været isoleret fra omverdenen. Sådan er det ikke længere. Tuvalu kan ikke længere forsyne sig selv og har i dag et stort behov for hjælp udefra.
I løbet af juni og juli blev Tuvalu ramt af tørke. Det virker skørt, at et tropesamfund omgivet af vand kan blive tørkeramt, men ikke desto mindre er det en realitet for et land, der er så afhængigt af regnvand. Havvandet har med sin indtrængning i landjorden forurenet grundvandet med salt. Det betyder, at grundvandet ikke længere kan bruges af landets indbyggere – hverken til at drikke eller til at vaske sig i. I stedet er regnen blevet kilden til vand for indbyggerne. Næsten alle huse har mindst én vandtank på 10.000 liter stående, og alle tagrender peger ned i tanke af denne type.
»Vores hus bliver oversvømmet ved højvande cirka en gang om måneden, og det var det ikke blevet, hvis vi havde boet højere oppe. Vi mangler bjerge her i Tuvalu. Hvis vi havde bjerge, havde det måske kunne løse en stor del af vores problemer«
fakta
’The Reclaimed Land’ er et nybygget landområde med et areal på 78.000 m2 – 780 meter bredt og 100 meter langt. De tre sider af landet, der vender ud mod havet, er sikret mod erosion ved hjælp af enorme sandsække.
fakta
De skal sikre, at havet ikke spiser det nybyggede land. Selve jorden består af hårdt stampet sand og knuste koraller samlet op fra havbunden og flyttet tilbage til, hvor det kom fra.
fakta
Sandsækkene har en estimeret levetid på 50-100 år, og tuvaluanerne håber på, at der i løbet af den tid kan udvikles en mere permanent måde at sikre landmassen på.
»Migration er en god plan, men det er en nødplan. Vores kultur og vores identitet er bundet til det her land. Og alt hænger sammen her – landet, vandet, kulturen og de mennesker, der lever her. Vi tror på, at Gud er med Tuvalu. Og det giver os et håb om, at vi har en fremtid. At der er en større plan for Tuvalu«
En eftertragtet livsstil forsvinder
Efter en uge i Tuvalu kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvad det er, vi har gang i som vestligt samfund. Hvor uvidende vi er om de konsekvenser, vores levevis har.
Vi har en forpligtelse til at sikre børnenes langsigtede fremtidsudsigter. For at kunne gøre det har vi brug for, at verdens ledere handler nu. Vi skal have sat en stopper for den globale opvarmning, der ikke kun truer Tuvalus børn, men hele verdens børn. Lige nu er en milliard børn verden i fare for at få forværret deres levevilkår på grund af klimakrisen, viser data fra Unicef. Godt 5.000 af dem bor i Tuvalu.
Jeg havde ikke hørt om Tuvalu, før jeg drog afsted mod landet. Og hvis man kun kigger på landets størrelse, indbyggertal eller økonomi er det let at være kynisk og tænke, at det er et lille offer for opretholdelsen af vores levevis, at landet forsvinder.
Men jeg har mødt Liveti. Og jeg har mødt Memo, Alaina, Tito og Grace. Og James på den lille ø. Jeg har været til grog-seance i billardhallen, i kirke, på diskotek og til fodbold på landingsbanen. Jeg har mødt de smilende mennesker og de håbefulde børn. Og jeg har oplevet det helt unikke liv, de lever i Tuvalu. Det simple liv i pagt med havet og naturen. Et liv, hvor familie, venner og bekendtskaber kommer i første række. Et liv, som mange af os stræber efter. Det liv, som vi ofte stræber efter, når vi rejser på ferie – det at være et med naturen og komme helt ned i tempo. Det er præcis den livsstil, vi hurtigt og sikkert er ved at ødelægge med vores overforbrug.
Og derfor ønsker jeg, at Tuvalu får al den medvind, landet kan få, så tuvaluanerne kan sikre en fremtid for de kommende generationer.
For Livetis skyld. For Memo og Alainas skyld. For James’ og Titos skyld. Og for Graces skyld.
Se filmen fra Tuvalu
Om fotografen
Redaktion
Tekst og Foto: Lasse Bak Mejlvang
Layout: Rasmus Vendrup
Korrektur: Kirsten Mosegaard
Redaktør for Politiken Fortæller: Johannes Skov Andersen