Den første version af Alchemist, som Rasmus Munk åbnede for egne penge på Østerbro i 2015, havde plads til 15 mennesker omkring en bar i et lille mørkt og naturmystisk lokale, hvor de godt fyrre retter kunne byde på yver, hønsenegle og fyldte askebægre. Hans tanker om det, han selv kalder et holistisk køkken, voksede efterhånden til et format, der krævede flere kvadratmeter.
I juli i år kunne han så åbne det 4 meter høje kunstværk af en bronzeport til en drømmekatedral for madkunst, der både hviner af luksuriøs rigmandskultur og skriger af horroræstetik og skaber en ny dramaturgi i måden at iscenesætte mad på med performance, visuals, lyd, design og arkitektur.
Jeg havde taget min ven Jacob Lillemose med. Han er kurator, forfatter og kunstekspert med speciale i katastrofekunst og er derudover horrorfan som jeg og madinteresseret på en måde, som blandt andet har fået ham til at spise griserøv i en mørk gyde i Tokyo.
Han var den helt rigtige til at dele det her drama med. En af hovedfortællingerne i Rasmus Munks gastronomiske totalinstallation er nemlig netop katastrofen – klimakatastrofen, sådan som den kommer til udtryk inden for madspild og industrielt misbrug af naturen.
