Vi var nået til tredje servering, og min ledsager var blankøjet.
Vi var igen landet ved træbordet efter nærmest at have leviteret over velsmagen i den umiddelbart umulige kombination af syrlig ostesauce og baba ganoush.
Havde vi indledningsvis frygtet, at Hærværk var for god til at være sand, tog vi fejl. Hjemmesiden havde beskrevet det nære samarbejde med lokale producenter. At det var naturen, der bestemte menuen. Vi havde læst, at Hærværk var bæredygtige og havde det sjældne økologiske Guldmærke. Det blev nævnt, at ingen ansatte arbejdede gratis eller uden overenskomst (tyg på, at det er en sjældenhed). Og stedet samarbejdede – gudhjælpemig – med levefællesskabet Hertha, »hvor såkaldt ’almindelige’ mennesker bor i et tæt og givende naboskab med voksne udviklingshæmmede mennesker«.
»Tænk, hvis de ovenikøbet kan lave mad«, havde min ledsager tilføjet tørt. Men havde vi været tvivlere, havde ostesaucen gjort os troende, og det stod lysende klart, at Hærværk ikke var skabt på floskuløse luftkasteller, men på kompromisløshed, dygtighed og grøn jernvilje.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
