Som madanmelder har jeg det nogle gange, som om jeg befinder mig på en luksuszeppeliner. Om bord med topkokke, der konkurrerer om at være den bedste, og madskribenter, der skændes om, hvem der har ret.
Nogle gange holder det op med at give mening. Linen er kappet, og kigger vi ud, har vi mistet jorden af syne. Vi svæver mellem michelinstjerner, og til sidst navigerer vi kun efter dem. Maden bliver noget, den ikke er. En valuta i en økonomi mellem egoer.
Sådan er det selvfølgelig langtfra altid. Og ambition er jo også udgangspunktet for megen innovation, der ender med at glæde mange mennesker. Tænk bare på det medicinske miljø i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor lægernes indbyrdes konkurrence skabte kirurgien, som revolutionerede lægevidenskaben.
Men når medier og foodies dyrker kokkene som afguder, kan jeg glemme, hvorfor jeg egentlig godt kan lide mad. Derfor vender jeg jævnligt tilbage til et bestemt afsnit af dokumentarserien ’Chef’s Table’ på Netflix.
