Der bliver stjålet i butikkerne som aldrig før. Jeg spurgte mine venner, hvorfor de gør det

Det, jeg var vidne til den dag i Netto, gjorde ikke kun mit eget valg af olivenolie sværere. Nu skulle jeg også tage stilling til, om jeg skulle advare personalet eller ej.

Og så vækkede det en bekymring i mig, der handler om, hvem der bliver mistænkeliggjort, når der er varer, der forsvinder i butikkerne.

Jeg har sat mig for at undersøge, hvorfor og hvad ellers politisk korrekte københavnere som mine venner egentlig stjæler i supermarkeder som Netto, og jeg har talt med supermarkeder og en kriminolog.

Og så har jeg ringet mine venner op og fremstammet noget i retning af:

»Må jeg egentlig gerne interviewe dig om, hvorfor du stjæler? Anonymt, selvfølgelig«.

»Det var lidt edgy«

For det første: Jeg er imod butikstyveri. Det er ulovligt. Men skal jeg være helt ærlig, kan jeg godt se appellen i det anarkistiske ved at stjæle fra landets største dagligvarekoncern, Salling Group.

Jeg har jo også i mine yngre dage selv mærket den lille rus, et vellykket butikstyveri kan give. Antallet af gange kan tælles på én hånd, og tyvekosterne har været sager som en squash og en rosmarinplante, for »det har jo mest været for sjov«, siger jeg til mig selv (undskyld).

Squash og rosmarin havde jeg råd til dengang. Og hvis mine venner kan drikke halvdyre hvedeøl og spise bolle-med-ost til 45 kroner, tænker jeg også, at de har råd til den lækre olie, håndsæbe eller pesto, som de alligevel så ofte hapser sig til.

De lækre kvalitetsvaner er en identitetsmarkør i København, og flere frygter nok mere skammen ved at have skrabeæg i køleskabet end at blive taget for butikstyveri.

Og for nogle er det ligefrem lidt sejt at stjæle. Det har det i hvert fald været for min 28-årige ven, som begyndte at stjæle som en »kedsomhedsting«, siger han, da jeg ringer ham op:

»Det var lidt edgy og gav noget adrenalin i hverdagen. Senere blev det nødvendigt, følte jeg, fordi jeg ikke havde nogen penge. Jeg har mest stjålet dyrere luksusvarer som røget laks, parmesan, lækkert kød og en del chokolade«, siger han og fortsætter:

»I en periode på tre måneder stjal jeg, hver gang jeg handlede, for mere, end jeg købte. Det blev et spil for mig, og jeg stjal mere og mere for at skubbe grænsen for mig selv. Min veninde blev busted, mens jeg stod lige ved siden af med stjålne varer på mig. Blandt andet derfor har jeg ikke gjort det siden foråret«.

Men synes du, at det er forkert?

»Hvis man virkelig er nødt til at stjæle for at komme igennem dagen, synes jeg, det er o.k. at gøre fra de store supermarkeder. Men det var forkert at gøre, da jeg gjorde det bare for rushet«.

For en anden ven, min 26-årige veninde, har supermarkedstyverier mest af alt handlet om at gøre indkøbene lidt billigere, siger hun.

Men af og til har hun også stjålet med sine venner »lidt som en joke«:

»Jeg ville ikke stjæle noget til 10 kroner. Kun lidt dyrere ting, jeg alligevel skulle have, som ost og kaffe. En dag blev jeg stoppet af en butiksdetektiv i Netto, som ville se, hvad der var i mit net. Der lå jo så en Prima Donna-ost, jeg ikke havde betalt for«, siger hun.

»Jeg prøvede at tale mig ud af det, men han købte den ikke. Jeg fik godt og grundigt skældud. Han ringede ikke til politiet, men sagde, at jeg aldrig måtte handle i Netto igen. Jeg stjæler ikke længere«.

Men hvorfor skulle du ’opdages’, før du stoppede? Synes du ikke, det er forkert at stjæle?

»Nej, jeg synes ikke, at det principielt er moralsk forkert at stjæle. Jeg ville aldrig stjæle fra en lille butik. Det har noget at gøre med størrelsen på virksomheden, på lille mig og på de ting, jeg stjæler, at jeg synes, det er okay«.

Men det er vel lige ulovligt, om det er en stor eller lille butik?

»Ja, men jeg synes, lov og moral er to forskellige ting«.

Tag bare!

Selv om supermarkederne slår hårdere ned på butikstyveri, står det anderledes til i det generelle samfund. Hver femte dansker accepterer i dag, »at man tager lidt varer i et stormagasin uden at betale«, viser tal fra Tryghedsfonden.

I 2006 var tallet 6 procent.

Priserne i de danske supermarkeder er højere end nogensinde før, og jeg fortvivles også selv over prisen på parmesan. Men for den smart klædte olietyv og mine venner handler luksustyverierne nok sjældent om penge i sidste ende, men snarere om prioritering.

De stjæler ikke for at få mad på bordet. De stjæler for at have det lækkert.

Det indrømmer en anden veninde. Hun siger ikke ’stjæle’, men kalder det ’at hapse’:

»Jeg kan godt lide at have det ret lækkert, men jeg har ikke mange penge. Jeg har hapset mange forskellige ting: pesto, olivenolie, dyre tomater, pålæg, pølser og fisk. Altid de lækre udgaver. Jeg har gjort det et par gange om ugen i omkring seks år«, fortæller hun:

»Ved at hapse den der lille ost, sparer man lige 50 kroner, som gør, at man kan købe andre ting. Jeg gør det kun hos store supermarkedskæder og kunne ikke finde på at gøre det i en lille lokal butik«.

Argumentet med de store supermarkedskæder går igen. Kriminologer kalder den slags forklaringer neutraliseringsteknikker, siger Rasmus Munksgaard.

Han er lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet og forsker i illegale markeder. Og så har han selv studset over udviklingen i butikstyverier i Danmark:

»Det er meget typisk, at de fleste mennesker, som begår noget ulovligt, vil have en god grund til det, når man spørger dem bagefter. Vi kalder det neutralisering og neutraliseringsteknikker«, siger han.

»Det kan være, at man mener, ingen har lidt skade, at der ikke er et offer, at loven er uretfærdig, eller at man henviser til etiske eller politiske principper«.

Coop: Et voksende problem

Hos de store supermarkedskæder er problemerne med butikstyveri ikke bare store, de er også voksende, siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

Og han bekræfter, at det er luksusvarerne, som ender i folks jakkelommer og tasker:

»Det er ikke et halvt kilo hakket oksekød, folk stjæler, det er en hel oksemørbrad. Det, der stjæles mest, er dyrt kød, dyre vine, chokolade, kosmetik, energidrikke og kaffe«.

Coop er hårdest ramt af butikstyverier i hovedstadsområdet, men problemerne er landsdækkende. Og de er store og voksende, siger Jens Juul Nielsen:

»Vi gør meget for at forebygge det. Vi har investeret meget i overvågning, og hvis en butik er særlig hårdt ramt, har vi indsat butiksdetektiver. Og så er der selvfølgelig hele placeringen af varer: De mest tyveriramte varer bliver placeret tættest på kassen«.

Og hvis man vil forebygge og stoppe problemet, er den øgede overvågning en god idé, siger kriminolog Rasmus Munksgaard:

»Det parameter, det er mest effektivt at skrue på, vil være at øge sandsynligheden for at folk bliver opdaget i det, de gør. Gerne også, hvor der selvfølgelig kommer en straf. Men bare det at blive opdaget kan være nok straf i sig selv til at justere folks adfærd«.

Hvis man begår noget ulovligt uden at blive straffet, kan man let komme til at gøre det igen, siger han:

»Det kan jo også være skidesjovt at begå kriminalitet. Butikstyveri er et klassisk eksempel på en type forbrydelse, hvor du kan få lidt et sus, når du gør det, fordi der er en sandsynlighed for, at du bliver fanget«.

Og det er her, min bekymring fra luksushapseriet kommer til live.

For når vi taler om overvågning og mistænkeliggørelse, er jeg bange for, at mine venners og olietyvens tyveri nok sjældent går ud over dem. For de ligner ikke nogle, der stjæler.

Det gør folk som mig til gengæld.

Mistænkeliggørelsen

Jeg handler på en anden måde end mine venner. Jeg har et fast greb om kvitteringen på vejen ud af butikken og er generelt ret opmærksom på, hvordan folk kunne betragte mig.

Andre skulle nødig tro, at jeg stjæler. Det kunne de jo godt.

For i modsætning til de fleste af mine venner, der stjæler, og olivenolietyven i Netto, er jeg ikke hvid.

I en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra sidste år har 55 procent af de adspurgte minoritetsetniske personer angivet, at de i butikker har oplevet dårligere service på grund af deres etnicitet. Og international litteratur vidner også om, at etniske minoriteter uretmæssigt mistænkes for butikstyveri, står der.

Unges luksushapseri bekymrer mig, fordi jeg frygter, det kan føre til øget overvågning og mistænkeliggørelse af ikkehvide personer. Fordi folk har fået fortalt, at det er dem, der stjæler. Men den dag i Netto, var det dem, som satte varer på hylderne og sad bag kassen, da den hvide olivenolietyv tog for sig.

Som min veninde, der »hapser«, siger det:

»Jeg har rigtig mange venner, som er blevet taget i butikstyveri, men slap af sted med det uden problemer, fordi de ser søde og hvide ud. De ligner ikke nogle, der har brug for at gøre den slags. Det er i hvert fald meget tydeligt at se, hvem der bliver taget, og hvem der ikke gør«.

Og tilbage til den dag i Netto. Hvad gjorde jeg så selv efter at have bevidnet olietyveriet?

Nogle vil måske kalde mig medskyldig og en del af det moralske forfald, eftersom jeg ikke sagde noget til nogen.

Og mit eget valg af olivenolie endte på den billige udgave som en slags demonstration af at stå ved mine prioriteringer. I modsætning til olietyven.